Skriftlig fremsættelse (14. januar 2026) - L 94
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (14. januar 2026)
Uddannelses- og forskningsministeren (Christina Egelund)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Lov om ændring af SU-loven, lov om Udbetaling Danmark, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og uddannelsesinstitutioner til Udbetaling Danmark og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag m.v.)
(Lovforslag nr. L 94)
Med dette lovforslag foreslås det at overføre administrationen, herunder vejledningsopgaver, i forhold til SU og befordringsrabat fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og uddannelsesinstitutionerne til Udbetaling Danmark.
Det foreslås ligeledes at overføre administrationen, herunder vejledningsopgaver, i forhold til statens voksenuddannelsesstøtte fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og uddannelsesinstitutionerne til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.
Der er enkelte afgrænsede opgaver, der i dag varetages af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som ikke foreslås overført.
Dette vedrører bl.a. godkendelse af uddannelser som SU-berettigende.
Med forslaget foreslås opgaver, der i dag varetages af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, overført til henholdsvis Udbetaling Danmark og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag den 1. maj 2026, mens de opgaver, som i dag varetages af uddannelsesinstitutionerne, foreslås overført den 1. maj 2027.
Dette lovforslag følger desuden op på en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti om forhøjelse af fribeløbet for uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser m.v. fra 2027.
Endelig foreslås det med dette lovforslag at ophæve solnedgangsklausulen i lov nr. 481 af 26. april 2022 om ændring af SU-loven (midlertidig suspension af SU-godkendelse af hele uddannelser i visse lande), så uddannelses- og forskningsministeren også efter den 1. januar 2027 vil kunne fastsætte regler om, at uddannelser i visse lande ikke kan godkendes til SU, herunder at allerede godkendte uddannelser kan suspenderes.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. maj 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.