Legislator Case Law & Legislation
20251XX00288 DK

Skriftlig fremsættelse (11. december 2025) - L 87

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 87 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. december 2025)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 87 Valid

Forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), lov om beskyttelse af whistleblowere og lov om Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne (Styrkelse af tilsynet med Forsvarets Efterretningstjeneste samt bistand fra teleudbydere)

(Lovforslag nr. L 87)

Med dette lovforslag lægges der op til at gennemføre en væsentlig styrkelse af tilsynet med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

FE er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og militære efterretningstjeneste, og FE’s opgave er at medvirke til at modvirke trusler mod Danmark og danske interesser.

Navnlig i lyset af udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation er det af stor vigtighed, at FE effektivt kan løse tjenestens opgave på vegne af samfundet.

En effektiv varetagelse af FE’s opgaver forudsætter en udstrakt fortrolighed.

Når FE’s arbejde som udgangspunkt er nødt til at foregå i fortrolighed, er det afgørende, at der er rammer og systemer på plads, som kan medvirke til at sikre tilliden til, at tjenestens aktiviteter foregår inden for de regler, der gælder for dens virke.

Lovforslaget har til formål at indføre nye rammer for tilsynet med FE, som tager højde for praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

EMD afsagde i maj 2021 to principielle domme, som overordnet drejer sig om efterretningstjenesters elektroniske masseindhentning af kommunikationsdata (bulkindhentning).

EMD har med de principielle domme formuleret nye standarder for kontrollen med efterretningstjenesters behandling af disse data.

Et centralt krav i dommene er, at der skal føres kontrol med alle stadier af efterretningstjenesternes bulkindhentning og behandling af bulkindhentede data, og at kontrollen skal foretages af flere af hinanden uafhængige tilsynsorganer.

Lovforslaget har endvidere til formål at udmønte dele af den politiske aftale om styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) indgik med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti den 28. februar 2024.

Aftalen har fokus på tilsynet med Politiets Efterretningstjeneste (PET), men det er forudsat i aftalen, at styrkelsen af rammerne for Tilsynet med Efterretningstjenesternes (TET’s) kontrol med PET også vil skulle omfatte tilsynet med FE, men dog med de nødvendige tilpasninger til FE’s virksomhed.

Med lovforslaget foreslås det på den baggrund bl.a. at oprette to nye uafhængige nævn, Efterretningsnævnet og Nævnet for Indsigtsrettigheder, der skal føre henholdsvis forudgående og efterfølgende kontrol med FE, ligesom der foreslås en udvidelse af Tilsynet med Efterretningstjenesternes kompetenceområde i forhold til FE.

Endelig har lovforslaget til formål at fastsætte regler om teleudbyderes bistand til FE’s bulkindhentning.

For at sikre FE’s muligheder for at gennemføre bulkindhentning rettet mod forhold i udlandet, indebærer lovforslaget, at teleudbydere vil kunne påbydes at bistå med tjenestens forberedelse og gennemførelse af bulkindhentning.

Det foreslås, at en række af lovens bestemmelser træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, mens de øvrige dele af loven vil træde i kraft den 1. juli 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →