Skriftlig fremsættelse (7. november 2025) - L 76
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (7. november 2025)
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab (Torsten Schack Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Lov om ændring af lov om beskyttelsesrum og CER-loven (Styrkede beføjelser og tilsynsforanstaltninger på beskyttelsesrumsområdet m.v.)
(Lovforslag nr. L 76)
Lovforslaget har navnlig til formål at gennemføre de ændringer af lov om beskyttelsesrum, som eftersynet af reglerne på området har givet anledning til.
Denne del af lovforslaget indebærer for det første en styrkelse af ministeren for samfundssikkerhed og beredskabs beføjelser på beskyttelsesrumsområdet, herunder i forhold til at kunne styre udviklingen i kapaciteten på området.
For det andet har lovforslaget til formål at skabe mere klarhed om de gældende regler om bl.a. fastsættelse af klargøringsvarsel for offentlige beskyttelsesrum og sikringsrum.
For det tredje foreslås en styrkelse af tilsynet med overholdelse af reguleringen på området.
Det foreslås for det fjerde, at der indføres en række indberetningspligter for kommunerne.
Lovforslaget har herudover til formål at ændre bilaget til lov om kritiske enheders modstandsdygtighed (CER-loven), som implementer Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2022/2557 af 14. december 2022 om kritiske enheders modstandsdygtighed og om ophævelse af Rådets direktivet 2008/114/EF (CER-direktivet) i dansk ret.
Ved en fejl blev tre enhedskategorier under sektor 5, Sundhed, fra bilaget til CER-direktivet ikke medtaget i bilaget til CER-loven.
Lovforslaget har derfor til formål at ændre bilaget til CER-loven, så de tre enhedskategorier medtages.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.