Skriftlig fremsættelse (5. november 2025) - L 68
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. november 2025)
Kirkeministeren (Morten Dahlin)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og forskellige andre love (Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige ligningsbehov)
(Lovforslag nr. L 68)
Siden menighedsrådenes oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har de været med til at forme og værne om kirkens lokale liv.
Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet.
Den lokale kirke samler gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, frivilligt arbejde m.v. Menighedsrådene fungerer som den centrale drivkraft i alle disse aktiviteter og det kirkelige liv i lokalsamfundet.
Men menighedsrådene bærer også et stort administrativt ansvar som forvaltere af kirkens bygninger, økonomi og personale, herunder Danmarks omkring 1.700 middelalderkirker, dvs. kirker opført før reformationen i 1536.
For at menighedsrådsmedlemmerne fortsat kan spille den vigtige rolle som centralt omdrejningspunkt for det lokale fællesskab, er det afgørende, at menighedsrådene får de rette forudsætninger for at kunne varetage deres administrative opgaver på en effektiv og meningsfuld måde.
Regeringen ønsker at gøre det administrativt lettere for menighedsrådene at løfte deres opgaver gennem en revision af gældende lovgivning på det kirkeretlige område, der vil sikre, at menighedsrådene får bedre mulighed for at fokusere på kirkens liv og vækst samt det fællesskab, de er en del af.
Derfor indgik regeringen den 21. maj 2025 en aftale om ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”, hvor aftaleparterne tilslutter sig 24 konkrete forslag, som fremgår af rapporten ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet” og supplerer forslagene med henholdsvis skærpede krav til udelukkelse af et medlem fra menighedsrådet, fleksibilitet i forhold til provstiudvalgets varetagelse af ansvaret for ejendomme og jorder m.v., lokal fleksibilitet til fastsættelse af antal valgte menighedsrådsmedlemmer, samt et krav om at bevare de gældende regler for funktionsperiodens start.
I september 2025 besluttede aftaleparterne på baggrund af den offentlige høring over et udkast til lovforslag at give yderligere lokal fleksibilitet ved fastsættelse af antal valgte medlemmer i menighedsrådet og ved flytning af ansvaret for præsteembedernes faste ejendomme til provstiudvalget samt at indføre muligheder for at fritage præster og provster fra hvervet som menighedsrådsmedlem i visse tilfælde og efter en konkret vurdering.
Formålet med lovforslaget er at gennemføre og implementere de dele af rapporten og den politiske aftale om ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”, der kræver lovændring.
Lovforslaget har endvidere til formål af gennemføre anbefalinger fra Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver, som kræver lovændring.
Forslaget indeholder for det første tiltag, der medfører en øget professionalisering af menighedsrådenes personaleledelse og styrket fokus på arbejdsmiljø og samarbejde mellem gejstlige og læge funktioner i folkekirken, herunder nye regler vedrørende fratagelse af et menighedsrådsmedlems enkeltmandsposter og supplerende regler for udelukkelse af et menighedsrådsmedlem fra menighedsrådet, tydeliggørelse af menighedsrådets ansvar og rammerne for varetagelsen af arbejdsgiverrollen gennem indførelse af en personaleansvarlig, som enten ansættes eller vælges blandt menighedsrådets medlemmer, og som skal deltage i et nyt, obligatorisk kursus, samt indførelse af større fleksibilitet ved tilrettelæggelse af menighedsrådets arbejde gennem mulighed for konstituering efter en ny minimumsmodel.
Forslaget indeholder for det andet tiltag, der har til formål at aflaste menighedsrådenes forvaltning af fast ejendom og styrke samarbejdet om økonomiforvaltningen i provstiet, herunder forslag, der skaber hjemmel til, at provstiudvalget kan varetage bestyrelsen af præsteembedernes faste ejendomme.
Der sikres samtidig mulighed for lokal fleksibilitet ved, at budgetsamrådet får kompetence til at beslutte, at ansvaret for præsteembedets ejendomme ikke overføres til provstiudvalget, herunder til at ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.
Det foreslås endvidere, at enkelte menighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, medmindre budgetsamrådet ved vægtet, kvalificeret flertal modsætter sig dette.
Provstiudvalgets afgørelse skal i givet fald begrundes.
Der foreslås derudover indførelse af en ny kapital benævnt provstikapitalen, mens den eksisterende kirke- og præsteembedekapital ændrer navn til kirkekapitalen.
Det foreslås endvidere, at menighedsrådets ansvar for kirkegården fastholdes, men at de gældende krav om godkendelse af beslutninger om køb, salg, opførelse af bygninger m.v. hos provstiudvalg og stiftsøvrighed afskaffes.
Forslaget indeholder for det tredje tiltag til styrkelse og forenkling af reglerne om valg og sammensætning af de lokale demokratiske organer: menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, herunder nye regler for valg til provstiudvalg og stiftsråd, ændring af antallet af menighedsrådsmedlemmer kombineret med mulighed for at hæve antallet af valgte medlemmer med op til tre medlemmer i forhold til det medlemstal, antallet af folkekirkemedlemmer berettiger til, samt nye regler for det tyske mindretals repræsentation i menighedsrådet og for afholdelse af valgforsamling for mindre øer, hvor der er særlige udfordringer med transport til og fra øen.
Forslaget indeholder for det fjerde det retlige grundlag for etablering af en enhed for folkekirkens middelalderkirker til understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker, samt præcisering af procesmæssige regler for provstiudvalgenes drøftelse af de lokale kassers ligningsbehov med henblik på at sikre sammenhæng i de lokale og nationale processer, som har betydning for den samlede kirkeskatteprocents størrelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.