Skriftlig fremsættelse (5. november 2025) - L 73
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. november 2025)
Erhvervsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov for Grønland om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber (Gennemførelse for Grønland af ændringsforordning til forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber)
(Lovforslag nr. L 73)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1623 af 31. maj 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår krav vedrørende kreditrisiko, kreditværdijusteringsrisiko, operationel risiko, markedsrisiko og outputgulvet (CRR III) for Grønland.
Formålet med CRR III er at styrke kreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle stabilitet, samtidig med at kreditformidling, vækst og beskæftigelse understøttes.
Lovforslaget sikrer samtidigt, at grønlandske kreditinstitutter får regulering svarende til den, som gælder for danske institutter.
Kreditinstitutterne i Grønland vil dermed have et tilsvarende lovgrundlag som i Danmark, hvilket gør adgangen til kapital og likviditet nemmere.
Lovforslaget fremsættes på dette tidspunkt, efter aftale med Departementet for Finanser og Skatter i Grønland, for at sikre, at Inatsisartuts behandling kunne afsluttes forud for fremsættelsen i Folketinget.
Forslaget blev 2. behandlet i Inatsisartut den 4. november 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.