Legislator Case Law & Legislation
20251XX00112 DK

Skriftlig fremsættelse (31. oktober 2025) - L 58

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 58 Valid

Skriftlig fremsættelse (31. oktober 2025)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 58 Valid

Udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde (Nedlæggelse af Udviklingspolitisk Råd og ny struktur for inddragelse af relevante danske aktører).

(Lovforslag nr. L 58)

Vedlagte forslag til lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde har til formål at udmønte den politiske aftale om Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, ’Verden i Opbrud - Partnerskaber i Udvikling’, indgået den 20. juni 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten.

Med aftalen er det ambitionen, at udviklingspolitikken fremover skal være bredere forankret.

For at understøtte dette samt sikre åbenhed og inddragelse af faglig ekspertise i udviklingssamarbejdet er det i aftalen besluttet at forankre udviklingspolitikken igennem tidligere og tydeligere inddragelse af relevante danske udviklingsaktører.

Der etableres derfor nye fora med henblik på at sikre i) strategiske input til regeringens udviklingspolitiske prioriteter og omsætning af disse til konkret handling og ii) inddragelse af eksterne, faglige kompetencer med henblik på kvalitetssikring af konkrete bevillinger.

Rammerne for de nye fora forventes fastsat ved en ny bekendtgørelse om åbenhed og inddragelse i forvaltningen af udviklingssamarbejdet, der samtidig vil fastsætte regler om åbenhed i forvaltningen af udviklingssamarbejdet, herunder om den årlige redegørelse for dansk udviklingssamarbejde og offentlige høringer af større bevillinger, der allerede i dag finder sted.

For at sikre klar hjemmel til fastsættelse af regler om rammerne for de nye fora indeholder lovforslaget en præcisering af den gældende bestemmelse i lov om internationalt udviklingssamarbejde, der bemyndiger udenrigsministeren til at fastsætte regler om åbenhed i forvaltningen af udviklingsbistanden, så det klart fremgår, at ministeren også kan fastsætte regler om strukturen for inddragelse af relevante danske aktører.

Afledt af ønsket om tidligere og tydeligere inddragelse er det i den politiske aftale besluttet at nedlægge Udviklingspolitisk Råd (herefter UPR), der i dag danner rammen for organisering af den eksterne udviklingsfaglige rådgivning af udenrigsministeren.

UPR er etableret ved lov om internationalt udviklingssamarbejde, og det foreslås derfor med lovforslaget at nedlægge UPR.

Det foreslås, at ændringsloven træder i kraft den 1. januar 2026, hvilket også er det forventede ikrafttrædelsestidspunkt for den nye bekendtgørelse.

Lov om internationalt udviklingssamarbejde finder ikke anvendelse for Færøerne og Grønland og derfor vil ændringsloven heller ikke finde anvendelse for Færøerne og Grønland.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →