Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025) - L 12
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)
Erhvervsministeren (Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om kapitalmarkeder, lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love (Ophævelse af national prospektgrænse, delvis ophævelse af forbud mod aktieklasser i finansielle virksomheder, forsikringsselskaber og fondsmæglerselskaber, ændring af offentliggørelseskrav ved optagelse til handel på en multilateral handelsfacilitet, styrkelse af Finanstilsynets uafhængighed m.v.)
(Lovforslag nr. L 12)
Med lovforslaget foreslås en række justeringer og præciseringer af den gældende finansielle regulering, der er nødvendige for at sikre, at reguleringen fortsat er relevant i lyset af samfundsudviklingen og for at sikre korrekt gennemførelse af fælleseuropæisk regulering.
Lovforslaget har til formål at gøre kapitalmarkederne mere attraktive for virksomheder og lette adgangen til kapital for små og mellemstore virksomheder.
Lovforslaget skal bl.a. gøre notering mere attraktivt på markedspladser, der især anvendes af små og mellemstore virksomheder samt lempe forbuddet mod deling af aktiekapitalen i klasser med forskellig stemmeværdi i visse finansielle virksomheder.
Lovforslaget vil også give Finanstilsynet mulighed for at dispensere fra tilladelseskravet for it-operatøren af detailbetalingssystemer for derigennem at undgå, at udenlandske it-operatører omfattes af dobbeltregulering.
Lovforslaget justerer også kapitalkravene til bankledede finansielle konglomerater i Danmark og indfører regler for identifikation af disse og sikrer dermed fortsat afdækning af den særlige risiko, der er forbundet hermed.
I lovforslaget indgår ligeledes en ændring af hvidvaskloven.
Ændringen vil justere reglerne for advokaters behandling af midler på en samleklientbankkonto.
Det betyder, at der fremadrettet skal håndteres færre identitetsoplysninger.
Det vil lette den administrative byrde for advokaterne forbundet med behandling af midler på samleklientbankkonti.
Med lovforslaget udpeges Finanstilsynet desuden som kompetent myndighed til at føre tilsyn med ATP’s overholdelse af ESG-vurderingsforordningen samt sikre, at relevante oplysninger indsendes til det fælleseuropæiske adgangspunkt, ESAP.
Lovforslaget har endelig til formål at sikre, at Finanstilsynet kan udvise en høj grad af integritet samt handle objektivt og uafhængigt af virksomheder under tilsyn.
Derfor foreslås indført karensperioder for visse af Finanstilsynets ansatte samt maksimal embedsperiode for Finanstilsynets direktion.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.