Legislator Case Law & Legislation
20251XX00052 DK

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025) - L 6

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 6 Valid

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)

SF.L#LOKDOK28 2025 L 6 Valid

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse

(Lovforslag nr. L 6)

Lovforslaget indeholder ny regulering og fremsættes med henblik på at implementere dele af den politiske aftale Brintinfrastruktur til Tyskland: Muliggørelse af Syvtallet af den 6. februar 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Formålet med lovforslaget er at understøtte muligheden for en fremrykning og robustgørelse af Energinets tidsplan for etablering af brintinfrastruktur fra Esbjerg til den tyske grænse i 2030.

Det bemærkes, at såfremt lovforslaget vedtages, vil der fortsat være tale om en meget stram tidsplan med betydelig risiko for forsinkelse, som det fremgår af den politiske aftale.

Lovforslaget indeholder bl.a. bestemmelser, der skal give Energinet mulighed for at pålægge byggelinjer, inden for hvilke der ikke uden Energinets tilladelse kan opføres ny bebyggelse m.v. og bestemmelser, der gør det muligt for berørte grundejere i visse tilfælde at anmode om fremrykket overtagelse af arealer, der berøres af projektet.

Desuden indeholder lovforslaget en ekspropriationshjemmel til brug for eventuelle tilfælde, hvor Energinet har behov for at få rådighed over arealer før vedtagelsen af anlægslov, f.eks. til arkæologiske udgravninger eller tidlig etablering af erstatningsnatur.

Derudover indeholder lovforslaget hjemmel til, at Energinet kan foretage forundersøgelser, herunder på arealer til afværgeforanstaltninger i form af f.eks. erstatningsnatur.

Klageadgange efter naturbeskyttelsesloven, skovloven og museumsloven og regler udstedt i medfør heraf afskæres ved lovforslaget for så vidt angår afgørelser vedrørende projekteringen og etableringen af brinttransmissionssystemet ligesom det foreslås, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser herom.

Endvidere foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at overtage andre myndigheders beføjelser efter samme love og regler i enkeltsager vedrørende projektet (call-in).

Lovforslaget vurderes at medføre økonomiske konsekvenser for staten.

Finansiering af merudgifter i forbindelse med ressourcebehovet i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet finansieres via interne omprioriteringer under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets egen ramme.

Lovforslaget vil medføre meget begrænsede økonomiske konsekvenser for det omfattede erhvervsliv.

De økonomiske og administrative konsekvenser for Energinet vil afhænge af, hvorledes værktøjerne i de enkelte bestemmelser vil blive brugt i det videre arbejde med projektet.

Tidligere overtagelse af arealer forventes dertil at have positiv økonomisk konsekvens for eventuelle berørte virksomheder.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.

Lovforslaget er erhvervsrettet og ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →