Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025) - L 20
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)
Justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af konkursloven (Skærpede regler om udpegning af kurator og habilitet m.v.)
(Lovforslag nr. L 20)
Lovforslaget bygger på Konkursrådets udtalelse af 27. marts 2025 om tiltag for at forebygge, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet, og gennemfører med enkelte ændringer udtalelsens anbefalinger til ændringer af konkursloven.
Formålet med lovforslaget er at ændre konkurslovens regler om bl.a. udpegning af kurator på det møde, hvor konkursdekretet afsiges, og habilitet for kurator m.fl., således at risikoen for, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet, mindskes.
Som de væsentligste ændringer foreslås det for det første, at skifteretten til det møde, hvor konkursdekretet afsiges, vil skulle udpege den som kurator, der har størst tilslutning blandt de repræsenterede fordringshavere med stemmeret, og at der i mangel af sådanne vil skulle udpeges en kurator fra en kreds af faste kuratorer udnævnt ved hver skifteret.
Herudover foreslås konkret begrundede undtagelser samt adgang til i særlige tilfælde at fravige udgangspunktet og undtagelserne.
For det andet foreslås det at fratage stemmeretten til kuratorvalg, og dermed indflydelse på udpegningen af kurator til det møde, hvor konkursdekretet afsiges, på bl.a. fordringer tilhørende skyldnerens nærtstående og fordringer tilhørerende skyldnerens ledelse eller ansatte, medmindre Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i dem, eller stemmeretten er overdraget til en landsdækkende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller en statsanerkendt arbejdsløshedskasse.
Det foreslås for det tredje, at man ikke skal kunne handle som kurator m.v., hvis man senere end 2 år før fristdagen har været skyldnerens nærtstående eller en del af skyldnerens eller dennes nærtståendes ledelse, samt at man ikke skal kunne handle som kurator m.v., hvis man senere end 1 år før fristdagen har ydet rådgivning i ikke uvæsentligt omfang til skyldneren eller i væsentligt omfang til en nærtstående til skyldneren, der direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af skyldneren.
Endelig foreslås det udtrykkeligt anført i konkursloven, at der i almindelighed ikke kan ske gældssanering, hvis skyldneren før eller under gældssaneringssagen undlader at bestride åbenbart grundløse fordringer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.