Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om opdateret førstehjælpskursus til alle medarbejdere i kommunale og private dagtilbud, skoler og fritidsordninger og hertil adgang til hjælpemidler såsom LifeVac (borgerforslag)
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 19. februar 2026
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om opdateret førstehjælpskursus til alle medarbejdere i kommunale og private dagtilbud, skoler og fritidsordninger og hertil adgang til hjælpemidler såsom LifeVac (borgerforslag)
[af Leif Lahn Jensen (S), Hans Andersen (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Aaja Chemnitz (IA), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)]
1.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Moderaterne og Det Konservative Folkeparti
Partiernes medlemmer af udvalget anerkender intentionen med beslutningsforslaget, men fremhæver, at det er kommunerne, der har ansvaret for dagtilbud og private pasningsordninger.
Deri ligger, at det er et kommunalt ansvar at sikre, at alle pasningstilbud er indrettet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at personalet har de nødvendige kompetencer, herunder at personalet har gennemført førstehjælpskursus m.v.
Det er hertil kommunerne, der har ansvaret for kommunale skoler, herunder folkeskoler og fritidstilbud.
Kommunerne kan lokalt beslutte at stille krav om førstehjælpskurser for personalet på deres institutioner.
Frie grundskolers bestyrelse kan på linje med kommunalbestyrelsen beslutte, at personalet på frie grundskoler skal gennemføre førstehjælpskurser.
Da kommunalbestyrelsen ikke udøver myndighed over de frie grundskoler, kan den ikke stille krav herom.
Førstehjælpskursus er desuden allerede i dag en obligatorisk del af pædagoguddannelsen.
Der vil være betydelige udgifter forbundet med vedtagelse af beslutningsforslaget, og der er ikke anvist forslag til finansiering heraf.
S, V, DD, LA, M og KF kan på ovenstående baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 8. oktober 2025 og var til 1. behandling den 11. december 2025.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til børne- og undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
P.u.v.
Jens Henrik Thulesen Dahl
formand