Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om hjælp til befrugtning ved altruistisk surrogati (borgerforslag)
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Sundhedsudvalget den 27. januar 2026
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om hjælp til befrugtning ved altruistisk surrogati (borgerforslag)
[af Leif Lahn Jensen (S), Hans Andersen (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Aaja Chemnitz (IA), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG)]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget
Ifølge dansk lovgivning er altruistisk surrogati lovligt, men assisteret reproduktion må ikke finde sted ved surrogataftaler.
Udvalget anerkender og støtter intentionen om at sætte fokus på fertilitetsbehandling ved altruistiske surrogataftaler og mener det er vigtigt, at der skabes bedre muligheder for, at alle mennesker, der ønsker at få børn, får gode forudsætninger for det.
Udvalget er samtidig optaget af at beskytte surrogatmødrene og sikre, at surrogataftalerne indgås frivilligt.
Udvalget noterer sig, at der er begrænset viden om området, og at indenrigs- og sundhedsministeren vil iværksætte en grundig gennemgang af de sundhedsfaglige, etiske, økonomiske og juridiske aspekter.
Udvalget ser et behov for at drøfte muligheden for en eventuel lovliggørelse af fertilitetsbehandling ved altruistiske surrogataftaler, når der foreligger en grundig gennemgang af ovenstående aspekter.
Udvalget noterer sig, at indenrigs- og sundhedsministeren primo 2026 vil invitere Folketingets partier til drøftelser om fertilitetsbehandling ved altruistiske surrogataftaler med afsæt i ovenstående gennemgang.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit og Sambands-flokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 8. oktober 2025 og var til 1. behandling den 9. december 2025.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
P.u.v.
Rasmus Lund-Nielsen
formand