Legislator Case Law & Legislation
20251EB00219 DK

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forældelsesreglerne i lov om ministres ansvarlighed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

BRB B#LOKDOK39 2025 14 Valid

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. november 2025

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forældelsesreglerne i lov om ministres ansvarlighed

[af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Theresa Berg Andersen (SF)]

BRB B#LOKDOK39 2025 14 Valid

1.

Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Moderaterne

Et flertal i udvalget (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Moderaterne) konstaterer, at der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt forældelsesfristen i ministeransvarlighedsloven er for kort i lyset af bl.a., at der er praksis for at gennemføre en kommissionsundersøgelse forud for Folketingets stillingtagen til, om der skal rejses en sag ved Rigsretten.

Derfor er disse partier enige om, at der skal foretages en ændring af forældelsesfristen i ministeransvarlighedsloven.

Ændringen udformes sådan, at ministres strafansvar for forhold omfattet af en undersøgelses- eller granskningskommission tidligst forældes, 6 måneder efter at kommissionen har afgivet sin beretning, hvis forholdet ikke var forældet, da kommissionen blev nedsat.

Samtidig hæves minimumsfristen for forældelse af min‍isteransvar fra 5 år til 6 år.

Med en sådan ordning vil det sikres, at perioden, hvor en sag undersøges i en kommission, ikke forhindrer Folketinget i at rejse tiltale, ligesom Folketinget får længere tid til at behandle eventuelle sager, herunder træffe beslutning om nedsættelse af en undersøgelses- eller granskningskommission.

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti

Et mindretal i udvalget (Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) konstaterer, at de nuværende forældelsesregler i ministeransvarlighedsloven svækker mindretallets muligheder for at holde en minister ansvarlig for strafbare forhold begået i ministerens embedsperiode.

Forældelsesreglerne giver et folketingsflertal mulighed for at påvirke både beslutningen om at iværksætte en undersøgelse og spørgsmålet om at rejse tiltale.

Det kan indebære, at potentielle sager mod en siddende minister ikke realitetsbehandles, før de er forældede.

Dette er senest eksemplificeret ved minksagen, hvor et folketingsflertal forhindrede, at der potentielt kunne pålægges statsministeren og andre ministre et ansvar for den ulovlige instruks om at slå alle mink ihjel.

Derfor er det disse partiers opfattelse, at forældelsesreglerne i ministeransvarlighedsloven bør ændres, så forældelsesfristen først løber fra det øjeblik, hvor ministeren fratræder sit embede.

På den måde kan man give et nyt Folketing mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der skal rejses en sag på den anden side af et folketingsvalg.

Radikale Venstre, Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2.

Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. oktober 2025 og blev umiddelbart ved fremsættelsen henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Søren Gade

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →