Forslag til folketingsbeslutning om nationale reguleringstiltag for et mere balanceret og socialt bæredygtigt boligmarked
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 26. februar 2026 af Søren Egge Rasmussen (EL), Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Leila Stockmarr (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om nationale reguleringstiltag for et mere balanceret og socialt bæredygtigt boligmarked
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Søren Egge Rasmussen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om nationale reguleringstiltag for et mere balanceret og socialt bæredygtigt boligmarked.
(Beslutningsforslag nr. B 125)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2025-26 at fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på at styrke de statslige reguleringsrammer for boligmarkedet, således at adgangen til betalelige boliger forbedres.
Boligmarkedet i Danmark er i dag primært drevet af markedskræfter.
Prisudviklingen har – særlig i de større byområder – medført, at store grupper af borgere, herunder almindelige lønmodtagere, har vanskeligt ved at få adgang til ejer- og andelsboliger, samtidig med at huslejeniveauet i private udlejningsboliger er steget markant.
Derfor er der behov for nye statslige initiativer for at sikre bedre adgang til betalelige boliger.
Udviklingen er ikke alene et lokalt eller kommunalt anliggende, men i høj grad et resultat af nationale rammevilkår, herunder skatte- og afgiftsregler, kreditregulering, finansielle vilkår og lovgivningen om almene boliger, andelsboliger og lejeforhold.
Regeringen pålægges at fremsætte forslag til lovgivning, der omfatter nedenfor nævnte initiativer.
Samlet set sigter forslaget mod et mere balanceret boligmarked via disse ændringer i de finansielle, skattemæssige og juridiske rammevilkår.
A.
Lavere husleje for almene boligforeninger gennem ændret finansmodel
Almene boligforeninger i områder med høje grund- og byggepriser gives mulighed for at kunne sænke balancelejen.
Det kan ske gennem længere afdragstid, således at lejernes betaling til Landsbyggefonden udskydes med f.eks. 10 år.
Dette skal ses i sammenhæng med ønsket om at hæve maksimumbeløbet, der vil betyde en stigning i lejeomkostningerne for lejerne i almene boliger.
En ændret finansmodel vil netop modvirke selvsamme stigning i lejeomkostningerne.
(Aftale af 17. december 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten om styrkede rammer for alment boligbyggeri: forhøjelse af maksimumbeløbet, bedre anvendelse af fonden for blandede byer og forenkling af regler for nedrivning af tomme almene boliger.
Aftalen er delvis implementeret ved bekendtgørelse nr. 40 af 13. januar 2026 om støtte til almene boliger m.v.).
B.
Styrkelse og revitalisering af tilbudspligten
Tilbudspligten i forbindelse med salg af udlejningsejendomme styrkes med henblik på at fremme etableringen af nye andelsboligforeninger og bevare eksisterende lejeboliger i ikkespekulative ejerformer.
Dette omfatter forbedrede finansieringsmuligheder, justering af krav til egenkapital og eventuelle begrænsninger i den årlige værdistigning på andele.
C.
Udvidet tilbudspligt til almene boligorganisationer
Der indføres mulighed for, at almene boligorganisationer kan overtage private udlejningsejendomme på samme vilkår som lejere, hvis disse ikke udnytter tilbudspligten, med henblik på omdannelse til almene boliger.
D.
Forbedrede finansieringsvilkår for andelsboliger
Der gennemføres en samlet gennemgang af finansieringsvilkårene for andelsboliger, herunder muligheder for justering af rentefradrag, boligopsparing og låneadgang under hensyntagen til forbrugerbeskyttelse og finansiel stabilitet.
E.
Justering af moms- og skatteregler på boligområdet
Moms- og skatteregler gennemgås med henblik på at sikre en mere neutral behandling af forskellige boligformer, således at reguleringen ikke ensidigt favoriserer private udlejningsboliger frem for ejer- og andelsboliger.