Forslag til folketingsbeslutning om at standse import af spildevand og spildevandsbaseret affald til Danmark
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 26. februar 2026 af Sascha Faxe (ALT), Torsten Gejl (ALT) og Karin Liltorp (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om at standse import af spildevand og spildevandsbaseret affald til Danmark
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Sascha Faxe (ALT)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at standse import af spildevand og spildevandsbaseret affald til Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 121)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der ikke sker import af spildevand eller spildevandsbaseret affald til behandling, deponering eller anden håndtering i Danmark ved at anvende de eksisterende juridiske rammer aktivt og konsekvent med henblik på at beskytte miljø og sundhed.
Regeringen pålægges herunder at
1.
fastsætte nationale regler og kriterier, der med henvisning til beskyttelse af miljø, grundvand og drikkevand indebærer, at spildevand og spildevandsbaseret affald som udgangspunkt afvises ved grænseoverskridende transport til Danmark,
2.
sikre, at dansk behandlingskapacitet for spildevand og affald prioriteres til affald og spildevand, der er opstået nationalt,
3.
anvende de muligheder, som følger af EU-retten og internationale forpligtelser, herunder reglerne om affaldstransport og nærhedsprincippet, til at forhindre Danmark i at fungere som modtagerland for udenlandsk spildevand og
4.
redegøre over for Folketinget for de trufne foranstaltninger senest 6 måneder efter vedtagelsen af beslutningen.
Det danske vandmiljø er i en dårlig økologisk tilstand.
Det ønsker, Alternativet at rette op på, og det kræver en lang række indsatser rettet mod forskellige sektorer.
Formålet med dette beslutningsforslag er at beskytte Danmarks miljø mod risikoen for forurening som følge af import af udenlandsk spildevand og spildevandsbaseret affald.
I Baselkonventionen er det overordnende formål, at affald skal behandles så tæt på kilden som muligt, så grænseoverskridende transport minimeres.
Dette formål forfølges med dette forslag.
Forslaget pålægger regeringen at anvende de eksisterende juridiske rammer aktivt og konsekvent med henblik på at beskytte miljø og sundhed.
Spildevand kan indeholde miljø- og sundhedsskadelige stoffer, herunder tungmetaller, PFAS, lægemiddelrester og andre mikroforureninger, som kan være vanskelige eller umulige at fjerne fuldstændig ved rensning.
Det viser sig også, at der slet ikke måles for alle relevante stoffer.
Import af sådanne affaldsstrømme øger risikoen for spredning af forurening til jord, vandmiljø og grundvand, herunder drikkevandsressourcer.
Danmark har et særligt ansvar for at beskytte sit vandmiljø, og derfor må vi sætte mål, der effektivt kan hjælpe med at rette op på den økologiske tilstand i vores fælles vandmiljø.
Spildevand som affald – ikke en almindelig vare
Spildevand og spildevandsbaseret affald må i EU-retten anses som affald og er derfor omfattet af affaldsreguleringen og ikke af reglerne om fri varebevægelighed i traditionel forstand.
EU’s regler om affaldstransport giver medlemsstaterne mulighed for at afvise grænseoverskridende transport af affald, når dette er begrundet i miljøbeskyttelse, hensynet til national affaldsplanlægning, behandlingskapacitet eller forsigtighedsprincippet.
Forslagsstillerne ønsker at udnytte disse muligheder og lægge op til, at vi i Danmark fastsætter klare nationale kriterier, som indebærer, at udenlandsk spildevand som udgangspunkt ikke kan modtages.
Et grundlæggende princip i reglerne om overførsel af affald er, at affald bør behandles så tæt på kilden som muligt, og at medlemsstater bør tilstræbe selvforsyning.
Import af spildevand til Danmark strider mod dette princip og indebærer, at Danmark risikerer at fungere som endestation for andres forurening.
Beslutningsforslaget har derfor til formål at sikre, at Danmark ikke påtager sig miljømæssige risici, som rettelig bør håndteres i det land, hvor spildevandet er opstået.
Forslaget respekterer Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser og indebærer ikke et generelt handelsforbud, men et miljøbegrundet afvisningsprincip, som er forankret i affaldsretten, forsigtighedsprincippet og national affalds- og vandplanlægning.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for staten.
Tværtimod kan forslaget bidrage til at forebygge fremtidige miljøskader og omkostninger.