Forslag til folketingsbeslutning om at sikre forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af produkter

Fremsat den 26. februar 2026 af Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Sigurd Agersnap (SF) og Theresa Berg Andersen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af produkter

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Lisbeth Bech-Nielsen (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af produkter.

(Beslutningsforslag nr. B 117)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at iværksætte en række initiativer, der gavner forbrugernes rettigheder ved køb og vedligeholdelse af produkter, herunder

Under punkt 3 foreslås det at undersøge muligheden for at indføre et bonus-malus-system under producentansvarsordningen for WEEE (Waste Electrical and Electronic Equipment, direktiv (EU) 2012/19 af 4. juli 2012) og eventuelt også for tekstiler, hvor produkter med lang levetid, let adskillelse og tilgængelige reservedele belønnes med lavere gebyrer, mens produkter med kort levetid eller ringe reparerbarhed pålægges højere gebyrer.

Prisdifferentieringen skal være tilstrækkelig stor til, at den skaber et reelt incitament hos producenterne.

Under punkt 4 foreslås det, at en del af de indsamlede gebyrer fra producentansvarsordningerne skal finansiere en permanent reparationsordning for forbrugerne, så en væsentlig del (f.eks. 50 pct. af prisen for hele reparationen inklusive undersøgelsen) finansieres af producenterne gennem denne reparationsordning.

1)

at forlænge reklamationsperioden fra 2 år til 5 år for varige forbrugsgoder som bl.a. biler, fjernsyn og hårde hvidevarer,

2)

at indføre et loft på 400 kr. for undersøgelsesgebyrer virksomhederne må opkræve for undersøgelse af produkter inden for reklamationsperioden,

3)

at indføre økomodulering af gebyrer under producentansvarsordningen for elektronik og tekstil,

4)

at indføre permanent finansiering af reparationstjenester gennem producentansvarsordningers gebyrer og

5)

at pålægge producenter at oplyse om produktets estimerede levetid og at sikre, at reservedele til produktet kan erhverves i denne periode.

Danmark er normalt et foregangsland med hensyn til forbrugerbeskyttelse, men risikerer at sakke bagud i forhold til vores nabolande, hvis vi ikke igangsætter nye initiativer.

I Danmark har vi valgt at lægge os på EU’s minimumskrav for reklamation på 2 år for alle forbrugsgoder, mens flere af vores nabolande har valgt at udvide reklamationsretten.

Sverige har 3 års reklamationsret, mens Norge siden 1988 har haft en reklamationsfrist på 5 år for produkter med længere forventet levetid (»Danske forbrugere har den korteste reklamationsfrist i Norden«, taenk.dk, den 15. februar 2021).

Det er forslagsstillernes holdning at Danmark, på linje med vores nabolande bør udvide reklamationsretten.

I første omgang bør reklamationsretten på varige forbrugsgoder som bl.a. biler, fjernsyn og hårde hvidevarer udvides til 5 år.

Det er nemlig ikke rimeligt, at en forbruger i dag skal stå med hele regningen i en situation, hvor vedkommendes bil, der er 2 år og 1 måned gammel, er brudt sammen på grund af en medfødt produktionsfejl.

Det er kun rimeligt, at den regning lander hos sælgeren og producenten.

Det vil samtidig have positive afledte effekter på miljøet, da det vil give producenterne et større incitament til at producere mere holdbare produkter, der er lettere at reparere.

Vi skal have mere holdbare produkter, men vi skal også gøre det nemmere at få repareret produkterne.

Undersøgelser viser, at 90 pct. af danske forbrugere finder det vigtigt, at deres produkter kan repareres, og at kun 10 pct. af forbrugerne angiver, at de ikke reparerer produkter (Forbrugerrådet Tænk, 2020, nr. 216, november, side 14-15).

Der er således både vilje og opbakning blandt forbrugerne til at reparere, men mange produkter bliver fortsat smidt ud.

Hver dansker smider f.eks. i gennemsnit 25 kg elektronikaffald ud om året, hvilket er 40 pct. over EU-gennemsnittet og 210 pct. over det globale gennemsnit (»Europas største anlæg til genbrug af elektronikaffald åbner nu i Danmark«, Berlingske, den 25. september 2025).

I EU-regi er der taget vigtige skridt for at fremme bedre produkter, reparere mere og styrke producentansvaret gennem bl.a. ESPR (Ecodesign for Sustainable Products Regulation), forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024, Right to Repair-initiativet, direktiv (EU) 2024/1799 af 13. juni 2024 og det reviderede affaldsdirektiv, direktiv (EU) 2025/1892 af 10. september 2025, men der er brug for flere, stærkere og tydeligere regulering og markedssignaler, for at vi kan bevæge os fra det nuværende lineære system til reelle cirkulære løsninger.

Det foreslås at ændre praksis for, hvor højt et gebyr erhvervsdrivende må tage, hvis undersøgelser af varer i forbindelse med reklamation viser, at der ikke er mangler ved produktet.

I henhold til gældende praksis i ankenævnene må erhvervsdrivende tage op til 1.000 kr. i gebyr, hvis sælgerens undersøgelse viser, at der ikke var tale om mangler.

Når forbrugeren mødes af en økonomisk risiko i den størrelsesorden, ofte i relation til produkter med en lavere købspris, mener forslagsstillerne, at der en betydelig risiko for, at forbrugerne afholder sig fra at gøre brug af deres rettigheder og i stedet fravælger reparation til fordel for at købe et nyt produkt.

Derfor mener vi, at det bør skrives ind i købeloven, at det beløb ikke kan overstige 400 kr., som svarer til prisen for at klage til Forbrugerklagenævnet.

Dermed skaber vi sammenhæng med den økonomiske risiko, som forbrugeren påtager sig ved at klage til Forbrugerklagenævnet.

Samtidig foreslås det at bruge producentansvarsordningen til at gøre det mere attraktivt for producenterne at lave holdbare og reparerbare produkter og til at gøre det mere prisvenligt for forbrugerne at få repareret produkterne.

Det kan for det første gøres ved i højere grad at miljøgraduere de gebyrer, der betales til producentansvarsordningen for elektronik og til producentansvarsordningen for tekstiler, når den skal implementeres i Danmark i løbet af de kommende år.

Et sådant system vil betyde, at produkter, der er egnet til lang levetid, f.eks. ved at være produceret med mere holdbare materialer, er lette at skille ad og har tilgængelige reservedele, tildeles et lavere gebyr, mens produkter, der har kortere holdbarhed, eller som er svære at reparere, tildeles et højere gebyr.

På elektronikområdet har vi allerede miljøgraduerede gebyrer i Danmark, men differencen på gebyrerne er ikke tilstrækkelig til, at det skaber et reelt incitament for producenterne.

Der er risiko for, at det samme bliver tilfældet, når producentansvaret for tekstiler skal implementeres.

Hvis gebyrerne i højere grad bliver differentierede, vil det give producenterne et reelt økonomisk incitament til at udvikle bedre produkter.

Mange lande anvender allerede økomodulerede gebyrer.

Udfordringen er bare, at prisdifferentieringen ofte er så lille, at den ikke er incitamentsskabende.

For det andet kan det gøres ved at anvende nogle af gebyrindtægterne fra producentansvarsordningen til at finansiere en permanent reparationsordning, hvor f.eks. 50 pct. af prisen på en reparation inklusive undersøgelsesgebyr finansieres af ordningen.

Det er allerede i dag tilladt for medlemsstaterne at anvende midlerne til etablering af sådan nogle ordninger.

Frankrig er i øjeblikket det eneste land, der stiller krav om, at en del af de indsamlede gebyrer skal finansiere reparationsaktiviteter, men flere lande som Holland og Belgien har overvejet en lignende model.

Finansiering af reparationstjenester via producenternes gebyrer forventes at sætte et tiltrængt skub i markedet for reparationer i form af bl.a. øget tilgængelighed og konkurrence til gavn for både forbrugerne og miljøet.

Forslagsstillerne ønsker endvidere, at virksomhederne sikrer, at der kan erhverves de nødvendige reservedele til det produkt, der måske ellers måtte være blevet kasseret, fordi det enten er for dyrt eller besværligt at anskaffe reservedele.

Initiativet skal gøre det nemmere for forbrugeren at anskaffe sig et produkt, der er holdbart også på den lange bane.

Danmark halter således efter en række lande, der sikrer forbrugerne stærkere rettigheder og et stærkere incitament til at få repareret produkter.

Det ønsker forslagsstillerne at ændre på med dette beslutningsforslag.

Forslagsstillerne er åbne for dialog om metoder og tidsfrister.

Det afgørende er at nå målet om at give forbrugerne en stærkere reklamationsret, og at produkter bliver produceret, så de holder længere og er lettere og billigere at få repareret til gavn for forbrugerne og miljøet.