Legislator Case Law & Legislation
20251BB00107 DK

Forslag til folketingsbeslutning om en mere proportional regulering af rådighedsreglerne for boliglån

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2025 107 Valid

Fremsat den 26. februar 2026 af Betina Kastbjerg (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Charlotte Munch Pasler (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

Forslag til folketingsbeslutning

om en mere proportional regulering af rådighedsreglerne for boliglån

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Betina Kastbjerg (DD)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om en mere proportional regulering af rådighedsreglerne for boliglån.

(Beslutningsforslag nr. B 107)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2025 107 Valid

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at ændre reglerne for kreditværdighedsvurdering ved boliglån, så man i den danske regulering går væk fra en streng fortolkning af individuelle og konkrete vurderinger.

BSF B#LOKDOK41 2025 107 Valid

Formålet med dette beslutningsforslag er at sikre en mere proportional, effektiv og ensartet kreditvurderingspraksis for boliglån i Danmark.

Forslaget bunder i et behov for at justere den danske fortolkning af EU’s regler for kreditværdighedsvurderinger, så fortolkningen bringes på linje med øvrige nordiske landes implementering af samme EU-direktiv.

Den nuværende danske praksis er karakteriseret ved omfattende krav til dokumentation og detaljerede analyser af husholdningers konkrete forbrugsmønstre (vejledning nr. 10137 af 24. november 2025 om kreditværdighedsvurdering).

Disse krav går længere end det, der afspejles i direktivets intention og EU-praksis, og betydeligt længere end i Sverige og Finland, hvor mere standardiserede og proportionelle metoder anvendes (»Credit assessment for mortgages – staff memo«, Sveriges Riksbank, juni 2024).

Dette har skabt unødig komplekse processer, en betydelig administrativ byrde for både banker og borgere samt oplevelser af uforholdsmæssigt indgribende kreditvurderinger (»Finans Danmarks høringssvar til revideret vejledning om kreditværdighedsvurdering«, Finans Danmark, den 24. august 2025).

EU’s direktiv om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom kræver, at kreditgivere kontrollerer nødvendige oplysninger på en »passende«, »tilstrækkelig« og »forholdsmæssigt afpasset« måde (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, (EØS-relevant tekst), artikel 20).

Danmark har valgt den mest restriktive fortolkning blandt de nordiske lande, herunder krav om dokumentation af alle faktiske udgifter, validering via transaktionsdata, betalingsserviceoversigter m.v. og individuelle og konkrete analyser af kundens forbrugsmønstre – også historisk.

Sverige og Finland anvender derimod standardiserede omkostningssatser, minimale dokumentationskrav og fokus på fremtidigt, stresset rådighedsbeløb frem for nuværende forbrug.

Konsekvenser for borgere og erhverv

Den særlige danske implementering betyder, at kreditvurderingsprocessen i Danmark tager markant længere tid end i øvrige nordiske lande.

Borgere oplever processen som intimiderende, ufleksibel og uforholdsmæssigt detaljeret.

Der kræves forklaringer på private forhold, historiske forbrug og overførsler, som kunder opfatter som unødige.

Hvis en familie med plads i økonomien flytter og vil bruge en større andel af deres indtægter til bolig, reducerer familien deres øvrige forbrug.

Men i kreditvurderingen skal familien detaljeret redegøre for, at de kan ændre deres forbrug og fremadrettet ikke forbruge deres hidtidige overskydende råderum.

Den omfattende kreditvurderingsproces gør det unødig tungt at indhente finansieringstilbud fra flere konkurrerende banker.

Derved reduceres konkurrencen, og kunden ender ikke nødvendigvis med det bedste eller billigste lån.

Gennemførelse af forslaget vil mindske behovet for tung kundedokumentation og samtidig reducere de administrative byrder for pengeinstitutterne.

Den danske praksis påvirkes i høj grad af Finanstilsynets inspektioner og notater, som ofte indfører detaljerede krav uden at være forankret i bekendtgørelser eller vejledninger.

Dette fører til uens implementering mellem banker, konkurrenceforvridende vilkår og omfattende fortolkning samtidig med uklare formelle retsgrundlag.

Det foreslås, at regeringen revurderer den danske fortolkning af kravet om »individuelle og konkrete vurderinger« i kreditværdighedsprocessen, så denne bedre afspejler EU-direktivets proportionalitetsprincip og den praksis, der følges i øvrige nordiske lande.

Desuden bør regeringen tillade og understøtte anvendelsen af standardiserede udgiftssatser i kreditvurderingen – efter eksempel fra bl.a. andet Sverige og Finland – hvor faktiske udgifter alene inddrages, når dette konkret er nødvendigt.

Samtidig foreslås det at indføre mulighed for at arbejde med minimumskrav til rådighedsbeløb i stedet for den nuværende model, der baserer sig på en individuel analyse af kunders historiske forbrugsmønstre.

Det bør desuden sikres, at krav til dokumentation for indtægter og udgifter er proportionale og kun anvendes i tilfælde, hvor der foreligger grundlag for tvivl, og ikke som et generelt og ubetinget krav.

For at skabe større klarhed i reguleringen bør Finanstilsynets krav fremover forankres i formelle bekendtgørelser og vejledninger frem for i inspektionsnotater.

Endelig foreslås det at fremme automatisering og digitalisering af kreditvurderingsprocesserne, så kunderne opnår en enklere og mere effektiv rådgivningsoplevelse.

Finansiering

Forslaget vil være provenuneutralt og øge effektiviteten i boligfinansieringsmarkedet, mindske friktion for borgere i boligkøbssituationen og styrke konkurrencen uden at påvirke den finansielle stabilitet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →