Forslag til folketingsbeslutning om forkøbsret i handel med jord i Danmark
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 26. februar 2026 af Torsten Gejl (ALT), Helene Brydensholt (ALT), Franciska Rosenkilde (ALT) og Søren Egge Rasmussen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forkøbsret i handel med jord i Danmark
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Torsten Gejl (ALT)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forkøbsret i handel med jord i Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 102)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen i denne folketingssamling at undersøge en model for en instans, der kan regulere salg af jord gennem forkøbsret ud fra samfundsmæssige prioriteringer som fødevaresuverænitet, generationsskifte, lokalt ejerskab, landdistriktsudvikling, sprøjtefri dyrkning, økologi, nedsat kvælstofbrug eller drikkevandsbeskyttelse m.m.
Forslagsstillerne er meget bekymrede for den aktuelle strukturudvikling i dansk landbrug.
Hver dag lukker en landbrugsbedrift i Danmark, og sådan har det været gennem årtier, hvilket betyder, at vores jord er på færre og færre hænder (»De små lukker, og de store bliver større: Pilen peger nedad for antallet af landbrug i Danmark«, Information, den 9. juli 2025).
Det betyder, at bedrifterne er så store, at de i større grad købes af godsejere, der ejer jord på tværs af kommunegrænser, eller af udenlandske kapitalfonde, der opkøber jorden for spekulation (Miljø- og Fødevareudvalget, alm. del – bilag 425, folketingsåret 2019-20).
Med store bedrifter binder man også stor kapital, som yngre landmænd og kommende generationer ikke har mulighed for at skaffe, og spekulationen øger jordpriserne, hvilket også er medvirkende til, at det bliver sværere for unge at komme ind.
Alternativet fremsatte allerede i 2021 et beslutningsforslag om at begrænse udenlandsk opkøb af jord (beslutningsforslag nr. B 268, folketingsåret 2020-21).
Sidste år, kun 4 år senere, er andelen af dansk jord på udenlandske hænder steget med hele 28 pct. (»Endnu mere dansk jord på udenlandske hænder – kapitalfondenes "problematiske" opkøb fortsætter«, tv2.dk, den 22. maj 2025).
Hvem der rent faktisk køber jorden, har vi stadig væk ikke overblik over, selv om miljø- og landbrugsorganisationer i årevis har krævet et offentligt register over, hvem der ejer landbrugsjorden i Danmark (hvemejerjorden.dk).
Det er skræmmende.
Vi har brug for mere demokratisk kontrol og for et offentligt register over både reelle og legale ejere af landbrugsjorden.
Også i Europa-Kommissionen er der ønske om at få bedre indblik i og regulere markedet for landbrugsjord gennem et EU-observationscenter for landbrugsjord (»Meddelelse fra Kommissionen – En vision for landbrug og fødevarer«, KOM (2025) 0075, eu.dk, statusblade).
Danmark har et af de mest liberale markeder for jord i Europa.
Der laves ikke den nødvendige regulering for at sikre, at fremtidens landbrug stadig er lokalt forbundet, varetager samfundsinteresser og leverer på samfundsgoder.
Tidligere forslag om at indføre en statslig jordbrugsfond, der kan opkøbe landbrugsejendomme og landbrugsjord for at styrke Danmarks indsats mod klima- og biodiversitetskrisen og øge det økologiske landbrugsareal er der desværre ikke fundet opbakning til (beslutningsforslag nr. B 64, folketingsåret 2022-23, 2. samling, og beslutningsforslag nr. B 177, folketingsåret 2023-24, 1. samling).
Landbrug bør drives ud fra en forståelse af ejerskab, man kunne kalde forvalterskab.
Det vil sige en respekt for, at jorden er til låns og på et tidspunkt skal gives videre til andre, der også skal have mulighed for at dyrke den uden at overtage udpint eller forgiftet jord, men frugtbar, ren og naturvenlig landbrugsjord.
Måden, der produceres på, har konsekvenser for de omkringliggende lokalsamfund allerede i dag.
Det ser vi eksempelvis med gener fra svinefabrikker og kræftfremkaldende nitrat i drikkevandet (Miljø- og Fødevareudvalget, alm. del – bilag 30, folketingsåret 2020-21, og »Nitrat i drikkevandet kan give dig tarmkræft: Ekspertgruppe vil have grænseværdi sænket markant«, dr.dk, den 12. februar 2026).
Forslagsstillerne foreslår derfor, at man med inspiration fra den franske model SAFER undersøger mulighederne for at indføre en forkøbsretsinstans i Danmark, der kan sikre, at jord, der skal sælges, først udbydes til købere, der kan levere den bedste samfundsmæssige værdi.
Instansen skal f.eks. kunne prioritere unge for at sikre et generationsskifte, prioritere, at naboer får mulighed for at byde på jorden først, hvilket blev afskaffet ved landbrugsloven 2014, eller prioritere jordbrugere, der vil dyrke jorden sprøjtefrit for at sikre rent drikkevand.
Hvis ingen byder på jorden med de opstillede kriterier, kan jorden sælges som normalt.
Det kan desuden være med til at holde priserne nede på jord, som det er set i Frankrig (»Review of France’s SAFER Land Market Interventions«, Kirsteen Shields, Scottish Land Commission, Commissioned Report, 2023).
Den danske model bør indeholde et maksbeløb baseret på den gennemsnitlige markedsværdi, som jorden kan sælges for under samfundsmæssige prioriteringer, og eventuelt en støtteordning gennem omlægning af landbrugsstøtten, der kan give et ekstra tilskud til de landmænd eller dyrkningsformer, der er samfundsmæssigt prioriterede.
EU tillader, at medlemsstater kan have særlig forkøbsret af landbrugsjord, hvilket Frankrig har gode erfaringer med (»Den national handlingsplan for mad«, detfaellesbedste.dk, den 18. januar 2024), og da stort set alle lande har bedre kontrol med landbrugsjordshandlen end Danmark, er der mange eksempler at lade sig inspirere af (»Agricultural Market Regulations in the EU Member States, the European Union, 2021).
Hvis vi i Danmark skal sikre et generationsskifte i landbruget og en frugtbar jord for fremtiden, er der ingen vej uden om at regulere adgangen til land.
Får vi ikke stoppet spekulationen og sikret, at vores landbrugsjord dyrkes efter samfundsmæssige behov og af nye kræfter, får vi aldrig løst problemerne.