Forslag til folketingsbeslutning om, at pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 26. februar 2026 af Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og Sólbjørg Jakobsen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Peder Hvelplund (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om, at pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse.
(Beslutningsforslag nr. B 100)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, som fremadrettet ændrer formuefællesskabet i ægteskaber, således at pensionsformuer indgår.
I den forbindelse skal regeringen iværksætte et arbejde, som skal sikre juridisk klarhed om en retfærdig deling af forskellige typer af pensionsformuer.
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 43, folketingsåret 2024-25.
I danske familier er der ofte forskel på størrelsen af ægtefællernes pensionsopsparing.
Det skyldes typisk beslutninger, som er truffet for at understøtte familien som helhed, såsom at den ene ægtefælle eksempelvis holder mere barsel eller går på deltid for at få enderne til at mødes i en tilværelse med børn.
Hertil kommer, at lønforskelle mellem mænd og kvinder stadig eksisterer, hvilket forværrer forskellene i pensionsopsparingen mellem ægtefæller.
Siden de nye regler trådte i kraft i 2007 (lov nr. 483 af 7. juni 2006), har pensionsopsparinger været undtaget for det formuefællesskab, der normalt gør sig gældende i et ægteskab.
Det er efter forslagsstillernes opfattelse ikke hensigtsmæssigt, da det i tilfælde af skilsmisse stiller den ægtefælle, som bidrager til familien på anden vis end gennem lønindkomst, dårligere end den ægtefælle, der får mulighed for at betale mere til sin pension.
Derfor bør pensionsopsparinger i udgangspunktet deles ved skilsmisse for de ægteskaber, der indgås i fremtiden, da pension på lige fod med fri opsparing, værdipapirer eller friværdi også bør indgå i ægteskabets formuefællesskab.
Når man ændrer på dette, skal det naturligvis ikke gøres med tilbagevirkende kraft.
Denne ændring skal kun gælde for ægteskaber indgået, efter at dette forslag er vedtaget, medmindre et ægtepar selv vælger, at ændringen også skal gælde for dem.
Hertil kommer, at man i fremtidige ægteskaber fortsat skal kunne aftale andre omstændigheder for, hvorvidt pensionen skal indgå i formuefællesskabet gennem en ægtepagt.
For visse pensionsopsparinger kan der desuden være udfordringer ved at fastslå, hvordan værdien skal deles ved en skilsmisse.
Det kan eksempelvis være tilfældet for tjenestemandspensioner og livrenteordninger.
Lovforslaget vil dermed kræve, at der iværksættes et arbejde, som skal sikre juridisk klarhed om en retfærdig deling af forskellige typer af pensionsformue.