Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af undtagelsen for dyrehold i naturnationalparker fra centrale bestemmelser i dyrevelfærdsloven
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 25. februar 2026 af Kristian Bøgsted (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Charlotte Munch Pasler (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om ophævelse af undtagelsen for dyrehold i naturnationalparker fra centrale bestemmelser i dyrevelfærdsloven
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Kristian Bøgsted (DD)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af undtagelsen for dyrehold i naturnationalparker fra centrale bestemmelser i dyrevelfærdsloven.
(Beslutningsforslag nr. B 94)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingssamlingen 2025-26 at fremsætte lovforslag om ophævelse af § 20 a i dyrevelfærdsloven (lovbekendtgørelse nr. 994 af 30. juni 2025), således at dyr, der udsættes og holdes i naturnationalparker, ikke længere kan undtages fra bestemmelserne i § 3 og § 9, stk. 1 og 2, og dermed underlægges samme krav om omsorgsfuld behandling og jævnligt tilsyn som øvrige dyrehold.
Lignende beslutningsforslag har tidligere været behandlet i Folketinget, jf. beslutningsforslag nr. B 35, folketingsåret 2022-23, 2. samling, beslutningsforslag nr. B 14, folketingsåret 2022-23, 1. samling, og beslutningsforslag nr. B 204, folketingsåret 2021-22.
Dyrevelfærdsloven (lovbekendtgørelse nr. 994 af 30. juni 2025) har som sit overordnede formål at fremme god dyrevelfærd, herunder at beskytte dyr og fremme respekten for dyr som levende og sansende væsener og at varetage dyreetiske hensyn.
Dette følger udtrykkeligt af lovens § 1, der sammen med §§ 2 og 3 udgør de centrale og bærende principper, som hele loven bygger på.
I § 2 fastslås det, at »Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe«.
Det konkretiseres yderligere i § 3, hvor det stadfæstes, at enhver, der holder dyr, har pligt til at sikre, at dyrene behandles omsorgsfuldt og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Disse bestemmelser udtrykker et klart udgangspunkt, hvor hensynet til det enkelte dyrs velfærd er centralt.
Forslagsstillerne mener, at disse grundlæggende principper for dyrevelfærdsloven bør anvendes konsekvent og ensartet for alle dyr, uanset hvor de holdes, og uanset hvilket formål dyreholdet tjener.
Når dyr udsættes og holdes af mennesker, herunder i naturnationalparker, må de fortsat anses for at være under menneskelig kontrol, og der bør derfor gælde de samme krav om omsorgsfuld behandling og beskyttelse mod lidelse som for øvrige dyrehold.
Men med § 20 a i dyrevelfærdsloven er der imidlertid i gældende ret skabt en mulighed for, at bestemte dyrehold i naturnationalparker kan undtages fra netop disse centrale bestemmelser, idet der kan dispenseres fra både § 3 og § 9, stk. 1 og 2, som fastsætter basale dyrevelfærdskrav om jævnligt tilsyn, omsorgsfuld behandling og rettidig indgriben over for syge, tilskadekomne eller lidende dyr.
Desuden fastlægger § 20 a, stk. 2, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte vilkår for en sådan dispensation, herunder regler om tilsyn og regulering af dyrene.
Hjemmelen giver ministeren vid mulighed for at fastlægge vilkårene for dyrene i naturnationalparkerne, hvilket i praksis kan betyde, at tilsyn og omsorg planlægges på bestands- eller arealniveau frem for med fokus på det enkelte dyr, uanset hvor dyret befinder sig.
Det øger risikoen for, at det enkelte dyrs lidelse, sygdom, udmagring eller øvrige problematikker ikke opdages rettidigt.
Et aktuelt eksempel er forholdene ved Molslaboratoriet i Nationalpark Mols Bjerge, hvor der i et offentligt opslag på Facebook er oplyst, at heste i vinterperioden lever af bl.a. brombærblade og agern, selv om agern kan være giftige for heste (»Heste & kvæg på molslaboratoriet – månedlig opdatering«, facebook.com/molslaboratoriet, den 5. januar 2026).
Hvis dyr er så sultne, at de indtager potentielt skadelig føde, mener forslagsstillerne, at det rejser alvorlige spørgsmål om både fodring, tilsyn og ansvar.
Gældende ret medfører dermed for nuværende en betydelig undtagelse fra dyrevelfærdslovens grundlæggende principper, idet dyrene i naturnationalparker ikke er underlagt samme krav til omsorg, beskyttelse og individuelt tilsyn som øvrige dyr.
Forslagsstillerne finder, at dette er svært i strid med lovens formål og bærende bestemmelser, og at undtagelsen derfor bør afskaffes, så alle dyr – uagtet opholdssted – omfattes af de centrale beskyttelses- og tilsynsbestemmelser.
Med dette beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne at sikre, at alle dyr, uanset hvor de holdes, omfattes af dyrevelfærdslovens centrale bestemmelser om omsorgsfuld behandling og jævnligt tilsyn.
Forslaget sigter derfor på at afskaffe § 20 a i dyrevelfærdsloven, så dyr i naturnationalparker ikke længere kan undtages fra kravene i § 3 og § 9, stk. 1 og 2.
Det skal ikke længere være muligt at opnå dispensation fra disse krav, herunder dispensation til at gennemføre tilsyn på bestandsniveau frem for individniveau, som dyrevelfærdsloven i dag giver mulighed for.
Forslagsstillerne lægger desuden vægt på, at gældende ret gør, at dyr, der udsættes og holdes i naturnationalparker, ikke er beskyttet på samme måde som dyr, der holdes andre steder, og at lidelse, sygdom eller udmagring hos det enkelte dyr kan forblive uopdaget i længere tid end hos andre dyrebestande, såfremt der er opnået dispensation til tilsynslempelser.
Økonomi
Beslutningsforslaget kan medføre øgede administrative og økonomiske omkostninger som følge af en styrket tilsynsindsats.
Disse omkostninger kan eksempelvis imødegås ved at flytte midler fra bøder og gebyrer på dyrevelfærdsområdet, som allerede tilfalder det offentlige efter dyrevelfærdsloven, til finansiering af det øgede tilsyn i naturnationalparker.