Forslag til folketingsbeslutning om genoptagelse og finansiering af efteruddannelsen for danske lærere i holocaustundervisning ved Yad Vashem i Israel
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 17. februar 2026 af Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmerman (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om genoptagelse og finansiering af efteruddannelsen for danske lærere i holocaustundervisning ved Yad Vashem i Israel
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om genoptagelse og finansiering af efteruddannelsen for danske lærere i holocaustundervisning ved Yad Vashem i Israel.
(Beslutningsforslag nr. B 75)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til en genoptagelse af det bilaterale program for efteruddannelse af danske lærere i holocaustundervisning i Israel ved Yad Vashem, Israels officielle mindeinstitution for holocaust, og at sikre, at programmet fremover finansieres over finansloven.
Med dette beslutningsforslag pålægges regeringen at tage initiativ til at genoptage det bilaterale efteruddannelsesprogram i holocaustundervisning i Israel ved Yad Vashem, Israels officielle mindeinstitution for holocaust, for danske lærere.
Formålet er at sikre, at danske lærere igen får mulighed for at deltage i fagligt funderede og erfaringsbaserede kurser med internationalt anerkendt undervisning i holocaust, antisemitisme og nazismens forbrydelser.
Beslutningsforslaget indebærer desuden, at programmet fremadrettet finansieres via finansloven, så det får en stabil og permanent forankring i det danske uddannelsessystem.
Initiativet skal ses i lyset af en stigende antisemitisme i Danmark og i Europa og behovet for øget viden om holocaust blandt både lærere og elever.
Undervisningen er bydende nødvendig i disse år, hvor de sidste overlevere går bort, ligesom en større og større andel af unge har ringe kendskab til holocaust eller sågar benægter, at jødeudryddelsen er fundet sted.
Fra 1996 til 2013 deltog ca. 250 danske lærere i i alt 12 efteruddannelseskurser ved Yad Vashem, Israels officielle mindeinstitution for holocaust.
Kurserne havde et tværfagligt sigte og blev afholdt i tæt samarbejde med danske myndigheder og fagmiljøer.
Yad Vashem fandt det danske bidrag særlig inspirerende og ønskede at etablere en egentlig bilateral aftale med Danmark, ligesom institutionen har med en lang række andre lande.
De første kurser blev gennemført i 1996, og efter positive erfaringer fulgte yderligere forløb i 1998 og 1999.
Programmet blev i første omgang finansieret af Danmark, men støtten ophørte i 2013, hvorefter det blev vanskeligt for lærere at finde lokal eller kommunal støtte til deltagelse.
Det betød, at programmet reelt gik i stå, og Danmark har siden ikke haft en formel aftale med Israel om efteruddannelse af lærere i holocaustundervisning (brev fra Israels ambassadør i Danmark, Zvi Tal, til justitsminister Peter Hummelgaard, den 26. november 2025).
I dag findes der ingen særskilt lovgivning eller nationale retningslinjer, der fastlægger efteruddannelse af lærere i holocaustundervisning med internationalt samarbejde som omdrejningspunkt.
Undervisningen i holocaust indgår som en del af historieundervisningen i både grundskolen og på ungdomsuddannelserne, hvor faglige mål og læseplaner forpligter lærere til at undervise i centrale begivenheder i det 20. århundrede – herunder nazismens forbrydelser og holocaust (»Regeringen vil indføre obligatorisk undervisning om Holocaust«, altinget.dk, den 25. januar 2022).
Det er usikkert, i hvilket omfang undervisningen så finder sted – ikke mindst i de klasser, hvor der er størst modstand mod undervisning i holocaust.
Fra skoleåret 2023/24 blev holocaust føjet til historiekanonen, hvorfor lærerne i landets grundskoler nu skal berøre holocaust (»Rigsfællesskabet og Holocaust tilføjes til folkeskolens historiekanon«, uvm.dk, den 6. juni 2023).
Regeringen har ligeledes så sent som i efteråret 2025 forlænget en såkaldt studieturspulje med 4 år.
Puljen har til hensigt at styrke elever på gymnasiale uddannelsers viden om holocaust og antisemitisme (»Regeringen vil bekæmpe antisemitisme med 17 initiativer frem mod 2030«, justitsministeriet.dk, den 2. december 2025).
Der eksisterer i dag bilaterale samarbejdsaftaler mellem Danmark og hundredvis af lande på uddannelsesområdet, men der er ikke indgået en specifik aftale mellem Danmark og Israel om efteruddannelse af lærere i regi af Yad Vashem.
Et nyt samarbejde med Yad Vashem forankret i en bilateral aftale og med dansk finansiering vil videreføre et tidligere succesfuldt program og styrke relationen mellem Danmark og Israel.
Forslagsstillerne tror på, at et sådant samarbejde kan bidrage til at fremme fælles værdier som historisk oplysning, tolerance og bekæmpelse af antisemitisme.
Med en stigende antisemitisme i Danmark og Europa og en voksende historieløshed blandt unge er det afgørende, at danske lærere har adgang til specialiseret og internationalt funderet efteruddannelse.
En bilateral aftale med Israel og en fast forankring af programmet på finansloven er derfor nødvendig.
Beslutningsforslaget lægger op til, at regeringen genoptager dialogen med israelske myndigheder med henblik på at etablere et formaliseret og statsunderstøttet samarbejde om læreres efteruddannelse i holocaustundervisning ved Yad Vashem.