Legislator Case Law & Legislation
20251BB00070 DK

Forslag til folketingsbeslutning om frakendelse af førtidspension, seniorpension eller tidlig pension for personer registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2025 70 Valid

Fremsat den 27. januar 2026 af Charlotte Munch Pasler (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

Forslag til folketingsbeslutning

om frakendelse af førtidspension, seniorpension eller tidlig pension for personer registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Charlotte Munch Pasler (DD)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om frakendelse af førtidspension, seniorpension eller tidlig pension for personer registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer.

(Beslutningsforslag nr. B 70)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2025 70 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, som frakender for alle personer, der er registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer, førtidspension, seniorpension eller tidlig pension, uanset om de er dømt for kriminalitet eller ej.

BSF B#LOKDOK41 2025 70 Valid

Baggrund

TV2-dokumentaren »Den sorte svane«, som blev sendt første gang den 28. maj 2024, afslørede på tragisk vis, hvordan rockere og bandemedlemmer som Fasar Abrar Raja kan udøve organiseret kriminalitet og modtage førtidspension samtidig – en ydelse, som ellers er tiltænkt borgere med en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne.

Det underminerer tilliden til det danske velfærdssystem, hvis skattefinansierede forsørgelsesydelser udbetales til personer, der samtidig er i stand til at begå alvorlig, samfundsundergravende kriminalitet.

Forslagsstillernes parti, Danmarksdemokraterne, er med i »Aftale om frakendelse af førtidspension og skærpelse af karantæneordning pba.

alvorlig kriminalitet« fra juni 2025, som bl.a. har til formål at skærpe frakendelsesreglerne for førtidspension.

Med aftalen er aftalepartierne (regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) enige om at etablere en frakendelsesordning, der skal sikre, at personer, der begår alvorlig kriminalitet, vil få frakendt deres førtidspension, seniorpension eller tidlige pension i en periode på 5 år, efter at de har udstået deres straf.

Ved frakendelsesperiodens udløb genoptages pensionen ikke automatisk, men den pågældende borger kan efterfølgende søge på ny, hvis betingelserne er opfyldt.

Personer, der ikke var tilkendt førtidspension m.v. ved påbegyndelse af afsoningen, vil ligeledes ikke kunne få tilkendt førtidspension i 5 år efter udstået straf.

Forslagsstillerne er glade for aftalen, men den går kun et lille skridt ad vejen.

Danmarksdemokraterne havde gerne set, at aftalen var gået endnu længere i kampen for at frakende førtidspension, seniorpension eller tidlig pension for registrerede rockere og bandemedlemmer.

Aftalens del om en frakendelsesordning gælder alene personer, der begår alvorlig kriminalitet.

Disse vil få frakendt deres førtidspension, seniorpension eller tidlige pension i en periode på 5 år, efter at de har udstået deres straf.

Aftalen har således ikke betydning for bandekriminelle som Fasar Abrar Raja, medmindre den pågældende begår ny kriminalitet.

Det mener forslagsstillerne er uretfærdigt over for de danskere, der hver dag går på arbejde og betaler skat.

Og det sender et helt forkert signal om, at kriminalitet kan betale sig.

Derfor er formålet med dette forslag at sikre, at personer som Fasar Abrar Raja, der deltager i grov, organiseret kriminalitet, aldrig kan nyde godt af skattefinansierede forsørgelsesydelser, når de pågældende er på politiets radar, og at det tydeligt signaleres, at kriminalitet aldrig kan eller skal kunne betale sig.

Forslag

Forslagsstillerne vil aldrig acceptere, at kriminelle rockere og bandemedlemmer som Fasar Abrar Raja kan begå dybt samfundsundergravende kriminalitet og samtidig modtage førtidspension, seniorpension eller tidlig pension.

For hvis man kan begå rocker- og bandekriminalitet, så kan man også tage sig et arbejde.

Derfor foreslås det med beslutningsforslaget at pålægge regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, som frakender alle personer, der er registreret i politiets register over rockere og bandemedlemmer, førtidspension, seniorpension eller tidlig pension, uanset om de er dømt for kriminalitet eller ej.

Økonomiske konsekvenser

Forslagsstillerne forventer, at forslaget vil medføre færre udgifter til udbetaling af førtidspension, seniorpension og tidlig pension, da der skal udbetales færre ydelser til rockere og bandemedlemmer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →