Forslag til folketingsbeslutning om at give beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård mulighed for at flytte til andre udrejsecentre eller privat indkvartering mod krav om gps-fodlænke
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 23. januar 2026 af Søren Søndergaard (EL), Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Leila Stockmarr (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at give beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård mulighed for at flytte til andre udrejsecentre eller privat indkvartering mod krav om gps-fodlænke
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Søren Søndergaard (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at give beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård mulighed for at flytte til andre udrejsecentre eller privat indkvartering mod krav om gps-fodlænke.
(Beslutningsforslag nr. B 69)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at indføre en ordning, hvorefter beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård tilbydes at blive flyttet til et andet udrejsecenter eller at blive privat indkvarteret mod at bære gps-fodlænke.
Beboere på Kærshovedgård med en udvisningsdom eller på tålt ophold skal tilbydes at flytte fra Udrejsecenter Kærshovedgård til et andet udrejsecenter eller til privat indkvartering mod at bære gps-fodlænke døgnet rundt, mens afviste asylansøgere, som ikke har begået kriminalitet, skal kunne overføres til et andet udrejsecenter uden krav om gps-fodlænke, men skal bære fodlænke, hvis de vil indkvarteres privat.
Med henblik på en total lukning af Udrejsecenter Kærshovedgård over tid pålægger Folketinget samtidig regeringen at undersøge mulighederne for at pålægge alle udvisningsdømte udlændinge og personer på tålt ophold at bære gps-fodlænke, frem til udsendelse kan finde sted, eventuelt som en del af deres udvisningsdom.
Baggrund
I 2016 blev det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune af den daværende regering omdannet til et udrejsecenter drevet af Kriminalforsorgen (i dag Danmarks Fængsler).
Baggrunden var bl.a., at den daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, ønskede at gøre livet for personer på tålt ophold så »utåleligt« som muligt (»Støjberg vil »utåleliggøre« tålt ophold«, politiken.dk, den 1. juni 2016).
Den målsætning nåede ministeren i vidt omfang, hvilket bl.a. bekræftes af rapporter fra Folketingets Ombudsmands tilsynsbesøg.
Efter et besøg i november 2023 skrev Ombudsmanden i sin afrapportering, at forholdene på Kærshovedgård »må anses for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse« (»Tilsynsbesøg den 15. og 16. november 2023 på Udrejsecenter Kærshovedgård«, Folketingets Ombudsmand, den 25. april 2024).
Beboerne på Kærshovedgård er i øjeblikket en blandet gruppe, som både omfatter afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og personer, der er dømt til udvisning ved en dansk domstol.
En del af beboerne har altså tidligere begået kriminalitet, men har udstået deres fængselsstraf.
Andre beboere har intet kriminelt begået.
Nogle af beboerne har eller har haft et liv præget af misbrug, psykisk sygdom eller andre former for social eller psykisk udsathed.
Tilstedeværelsen af udrejsecenteret – og enkelte alvorlige kriminelle handlinger begået af beboere på centeret – har skabt en følelse af utryghed blandt beboere i området omkring Kærshovedgård.
Denne utryghed er ikke blevet mindre, efterhånden som livsvilkårene for beboerne på udrejsecenteret er blevet skærpet med nye opholds-, melde-, og underretningsforpligtelser og nye begrænsninger i bevægelsesfriheden.
De belastende og gradvis skærpede livsvilkår på Kærshovedgård gennem de seneste knap 10 år har spillet fallit.
Stadig større forringelser i beboernes livsvilkår er virkningsløse over for en stor del af beboerne, for hvem en tilbagevenden til statsborgerskabslandet tilsyneladende udgør et endnu værre alternativ.
Til gengæld forstærker Kærshovedgårds geografiske isolation og de skærpede vilkår beboernes følelse af magtesløshed og desperation, hvilket selvsagt kan presse nogle af dem ud i desperate og irrationelle handlinger.
Nogle af beboerne har familie og netværk i Danmark og ønsker at leve med familien uden for centersystemet, mens andre ikke har et sådant netværk.
Beboere fra sidstnævnte gruppe vil i nogle tilfælde være mentalt eller socialt i en sådan forfatning, at de vil foretrække at bo på et center.
Forslaget
På den baggrund foreslås en differentieret løsning, som skaber en mere acceptabel tilværelse for både ressourcestærke og ressourcesvage beboere på det nuværende Kærshovedgård, og som samtidig afhjælper naboernes utryghed.
Efter forslaget vil de afviste asylansøgere, der i dag bor på Kærshovedgård, enten blive overført til et andet udrejsecenter eller blive indkvarteret privat.
Indkvarteres de privat, vil det være under forudsætning af, at de bærer gps-fodlænke døgnet rundt.
Beboere med en udvisningsdom eller på tålt ophold vil blive tilbudt at blive overført til et andet udrejsecenter mod at bære gps-fodlænke døgnet rundt.
De kan også vælge at blive indkvarteret privat mod at bære gps-fodlænke døgnet rundt, og under forudsætning af at de kan blive forsørget privat, så de ikke ligger skatteyderne til last.
Nærværende beslutningsforslag indebærer ikke, at personerne får opholds- eller arbejdstilladelse, men alene, at de, der har et netværk i Danmark, som kan forsørge og huse dem, får mulighed for at bo uden for udrejsecenteret mod at bære gps-fodlænke, så myndighederne altid ved, hvor de befinder sig.
Afviste asylansøgere, udvisningsdømte personer og personer på tålt ophold har pligt til at udrejse, og hvis de ikke udrejser af egen drift, kan det i sidste ende blive politiets opgave at sørge for en tvangsmæssig udsendelse.
Det skal i sagens natur være muligt for Hjemrejsestyrelsen og politiet at lokalisere de pågældende, hvis det på et tidspunkt viser sig muligt at udsende dem.
En gps-fodlænke vil give politiet en præcis viden om en persons lokation, hvis udsendelse bliver mulig.
Derudover vil en gps-fodlænke være et effektivt opklaringsredskab, hvis den pågældende skulle være under mistanke for at have begået noget strafbart.
Endelig muliggør en gps-fodlænke også, at et eventuelt tilhold mod at opholde sig i bestemte områder kan håndhæves.
Med henblik på en fuldstændig afvikling af Kærshovedgård pålægges regeringen derfor også at undersøge mulighederne for en lovgivning, hvor udvisningsdømte som et led i udvisningsdommen samtidig pålægges brug af en gps-fodlænke, frem til udvisningen kan finde sted.
Det bemærkes i den forbindelse, at udlændinge- og integrationsministerens svar på spørgsmål nr. 252 (Udlændinge- og Integrationsudvalget alm. del – endeligt svar på spørgsmål 252, folketingsåret 2024-25) må tages som udtryk for, at der i dag ikke er tekniske hindringer for anvendelse af gps-fodlænke til formålet.
Asylansøgere, der i en kortere periode afventer udsendelse fra Danmark (f.eks. efter Dublinproceduren, hvor et andet land skal behandle asylansøgningen), skal efter forslaget ikke tilbydes gps-fodlænke.