Legislator Case Law & Legislation
20251BB00062 DK

Forslag til folketingsbeslutning om at nedsætte en barnebrudskommission

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2025 62 Valid

Fremsat den 19. december 2025 af Karina Adsbøl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Marlene Harpsøe (DD), Susie Jessen (DD), Charlotte Munch (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)

Forslag til folketingsbeslutning

om at nedsætte en barnebrudskommission

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Karina Adsbøl (DD)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at nedsætte en barnebrudskommission.

(Beslutningsforslag nr. B 62)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2025 62 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2025-26 at nedsætte en uafhængig barnebrudskommission, der skal kulegrave myndighedernes blåstempling af barnebrude, afdække, hvem der bærer ansvaret for årtiers svigt af mindreårige piger, og sørge for, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.

Samtidig skal de piger, som danske myndigheder har udsat for »statsautoriseret pædofili«, have en officiel undskyldning og en anerkendelse af den uret, den danske stat har udsat dem for.

BSF B#LOKDOK41 2025 62 Valid

Baggrund

Barnebrude er et ækelt fænomen, som forslagsstillerne vil bekæmpe med alle midler.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, gjorde som bekendt alt, der stod i hendes magt for at beskytte mindreårige piger mod ældre mænd, da hun var udlændinge- og integrationsminister.

Desværre kan man langtfra sige, at myndighederne i dag gør, hvad de kan for at forhindre, at blåstempling af barnebrude fortsat kan forekomme i Danmark.

Berlingske har afsløret, at danske myndigheder i årtier har registreret tusindvis af ægteskaber med mindreårige indgået i udlandet (»Minister chokeret over nye tal om barnebrude: »Det er statsautoriseret pædofili««, berlingske.dk, den 18. december 2023).

Og selv om det siden 2017 har været forbudt for mindreårige at blive gift i Danmark, har en ny tilsynsundersøgelse fra Social- og Boligministeriet afsløret, at danske myndigheder har anerkendt 86 ægteskaber med barnebrude – i strid med loven (»Social- og Boligministeriet udtaler kritik i sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber med mindreårige«, Social- og Boligministeriet, den 2. september 2025).

Forslagsstillerne mener, det er dybt foruroligende, at myndighederne har fortsat med at blåstemple barnebrude, selv efter forbuddet trådte i kraft.

Det er samtidig et vidnesbyrd om, at pigerne igen og igen bliver svigtet af de myndigheder, der skulle beskytte dem.

Forslag om en barnebrudskommission

Forslagsstillerne har i mange år ønsket en tilbundsgående kulegravning af alle sager om barnebrude i Danmark, men under forhandlingerne om at iværksætte en tilsynsundersøgelsen har regeringen nægtet.

Regeringen har blot ønsket en lille tilsynsundersøgelse, der skraber lidt i overfladen og uddeler symbolsk kritik til et par enkelte styrelser og kommuner.

For forslagsstillerne er det afgørende at komme helt til bunds i det, som en tidligere socialdemokratisk social- og boligminister har kaldt »statsautoriseret pædofili«, jf. den tidligere anførte artikel på berlingske.dk.

Derfor foreslår forslagsstillerne, at regeringen pålægges at nedsætte en uafhængig kommission i indeværende folketingsår.

Kommissionen skal kulegrave myndighedernes blåstempling af barnebrude, afdække, hvem der bærer ansvaret for årtiers svigt af de mindreårige piger, og sørge for, at de ansvarlige myndigheder bliver stillet til ansvar.

Det er vigtigt for forslagsstillerne, at regeringen sikrer en stor inddragelse af socialordførerne i udarbejdelsen af oplægget til kommissionsundersøgelsen.

Samtidig skal de piger, som danske myndigheder har ladet blive udsat for »statsautoriseret pædofili«, have en officiel undskyldning og en anerkendelse af den uret, den danske stat har udsat dem for.

Forslagsstillerne mener, vi som samfund skylder pigerne, at der bliver placeret et ansvar for årtiers svigt, og at de ansvarlige bliver stillet til regnskab.

Finansiering

Forslagsstillernes parti, Danmarksdemokraterne, har i forbindelse med sit finanslovsudspil for 2026 afsat 40 mio. kr. til en uvildig og dybdegående kommissionsundersøgelse af barnebrudesager i Danmark.

Udvalgsbehandling

Danmarksdemokraterne har igennem mange år haft fokus på at få kulegravet myndighedernes blåstempling af barnebrude.

Socialudvalget afholdte samråd med social- og boligministeren om samrådsspørgsmål G fra danmarksdemokraterne den 19. december 2023 om at igangsætte en undersøgelseskommission, der kan afdække danske myndigheders blåstempling af ikkevestlige mindreåriges ægteskaber via kongebreve.

Socialudvalget afholdt også den 23. oktober 2025 samråd med social- og boligministeren om samrådsspørgsmål C fra Danmarksdemokraterne om Social- og Boligministeriets tilsynsundersøgelse af myndighedernes praksis i sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber med mindreårige, herunder hvilke konsekvenser ministeren mente at tilsynsundersøgelsens resultater burde have for de myndigheder, der har anerkendt ægteskaber i strid med reglerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →