Forslag til folketingsbeslutning om at ophæve kunstcirkulæret
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 3. december 2025 af Katrine Daugaard (LA), Carl Andersen (LA) og Alex Vanopslagh (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om at ophæve kunstcirkulæret
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Katrine Daugaard (LA)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at ophæve kunstcirkulæret.
(Beslutningsforslag nr. B 61)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at ophæve kunstcirkulæret fra 2004 (cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri m.v. af 17. februar 2004), der pålægger statslige bygherrer at afsætte 1,5 pct. af håndværkerudgifterne til kunstnerisk udsmykning i forbindelse med nybyggeri og renovering.
Kunstcirkulæret fra 2004 pålægger statslige institutioner at bruge 1,5 pct. af håndværkerudgifterne på kunst.
Cirkulæret omfatter også selvejende institutioner, som modtager over 50 pct. statslig medfinansiering (»Kunst i det offentlige rum – Nationalt overblik over offentlig økonomi, praksis og formål«, Manto A/S, 2016).
Intentionen er at fremme kunstnerisk udsmykning i offentlige bygninger.
I praksis har ordningen imidlertid ført til fejlprioriteringer, spild af offentlige midler og frustration blandt nogle af de medarbejdere, der skal bruge bygningerne til daglig.
Et af de mest opsigtsvækkende eksempler findes på Flyvestation Karup, hvor et gyngestativ til 650.000 kr. blev opført som »kunstnerisk udsmykning«.
På Almegårds Kaserne blev der i 2019 anlagt en såkaldt sansesti til 7 mio. kr. Samtidig har Forsvaret i samme periode kæmpet med mangel på våben, ammunition og køretøjer , og flere kaserner har været sundhedsskadelige på grund af skimmel og forfald (»Forsvaret tvunget til at bruge millioner på kunst, mens soldater mangler næsten alt«, olfi.dk, den 21. oktober 2022).
Forsvarsforligskredsen måtte i 2023 erkende, at cirkulæret ikke fungerede.
For i perioden 2024-2033 er Forsvaret »helt ekstraordinært« undtaget fra kravene i kunstcirkulæret (»Forsvaret undtages fra statens kunstcirkulære«, fmn.dk, den 25. september 2024).
I stedet blev det besluttet, at udsmykning fremover skal ske med udgangspunkt i »lokale ønsker og brugernes behov«.
Denne undtagelse er i sig selv en indrømmelse af, at ordningen ikke tjener sit formål – for hvis lokale behov og sund fornuft er så vigtige for Forsvaret, bør de også være det for alle andre statslige institutioner.
Selv om regionerne formelt ikke er omfattet af kunstcirkulæret, følger de ofte de samme retningslinjer.
I Region Hovedstaden alene blev der brugt over 100 mio. kr. på kunst til de nye supersygehuse (»Kunst eller hospitalssenge: Kunst for millioner på supersygehuse skaber splid«, dr.dk, den 22. marts 2016).
Alt imens der spares på sengepladserne for at få budgetterne til at holde på supersygehuset i Hillerød, er der ingen planer om at skære i de 38 mio. kr., der er afsat til kunst på sygehuset (»Strid om sygehusbyggerier: Kunst eller senge«, ugeskriftet.dk, den 22. marts 2016).
Kunstcirkulæret har vist sig at være et klassisk eksempel på centraliseret planøkonomi i praksis.
Når et ministerium eller en statslig bygherre tvinges til at bruge en fast procentdel af et budget på kunst uanset bygningens funktion eller de lokale behov, fører det uundgåeligt til spild.
Midler, der kunne være anvendt på drift, vedligeholdelse eller bedre faciliteter for medarbejdere, bliver i stedet brugt på projekter, der ofte savner lokal forankring og mening.
Selv om de enkelte projekter kan synes små i det samlede statsbudget, løber udgifterne hurtigt op.
Staten finansierer kunst i det offentlige rum gennem både Statens Kunstfond og kunstcirkulæret.
I perioden 2011-2014 bevilgede Statens Kunstfond i gennemsnit 12,6 mio. kr. årligt med en gennemsnitlig projektsum på 730.000 kr. Der blev i samme periode under kunstcirkulæret gennemført udsmykningsprojekter for i gennemsnit 11,05 mio. kr. om året med en gennemsnitlig projektsum på 660.000 kr. (»Kunst i det offentlige rum – Nationalt overblik over offentlig økonomi, praksis og formål«, Manto A/S, 2016).
Liberal Alliance ønsker, at lokale institutioner og brugere selv skal bestemme, om og hvor meget de ønsker at bruge på kunstnerisk udsmykning.
Staten skal ikke påtvinge skatteborgerne faste udgiftsposter, der ofte mangler relevans og lokal opbakning.
Offentlige midler bør prioriteres efter nytte og behov, ikke efter symbolske signaler om æstetik og kulturpolitik.
Kunst i det offentlige rum er vigtigt, men den bør opstå nedefra – ikke ovenfra.