Forslag til folketingsbeslutning om at styrke børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør

Fremsat den 2. december 2025 af Katrine Daugaard (LA) og Mette Thiesen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at styrke børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Katrine Daugaard (LA)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at styrke børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør.

(Beslutningsforslag nr. B 59)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2025-26 at fremsætte et lovforslag, der sikrer børns og unges ret til at se begge forældre efter skilsmisse eller samlivsophør og sikrer en ligestilling af forældrene i lovgivningen.

I Danmark oplever næsten hvert tredje barn, at deres mor og far bliver skilt (»Hvis dine forældre skal skilles«, borger.dk).

Skilsmisseraten har været høj siden 1970’erne, og selv om antallet er faldet (»Familiens udvikling i det 20. århundrede - Demografiske strukturer og processer«, Mogens Nygaard Christoffersen, Socialforskningsinstituttet, 2004), lever en stor del af danske børn i dag i familier, hvor deres forældre ikke bor sammen.

At blive skilt – eller gå fra hinanden – er noget, som mange helt almindelige, velfungerende mennesker kommer ud for.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti mener, at lovgivningen og praksis i alt for ringe grad i dag afspejler dette, idet moren som udgangspunkt behandles som den forurettede part i samværssager.

Dette er ikke alene uretfærdigt i mange tilfælde, det fører også til unødvendige konflikter i mange familier.

En videnskabelig artikel fra Aarhus Universitet påpeger, hvor vigtig regelmæssig kontakt med begge forældre er for børns udvikling (»Shared Parenting and Father Involvement after Divorce in Denmark«, Kristian Sandberg, Frontiers in Psychology, 2023).

Det fremgår desuden i SFI‘s rapport fra 2011, at det er almindeligt anerkendt, at skilsmissebørn profiterer af at opretholde kontakten til begge forældre efter kernefamiliens opløsning (»Børn i deleordninger«, Mai Heide Ottosen, Sofie Stage og Hanne Søndergaard Jensen, SFI, 2011).

Derfor er det et kæmpe svigt, at lovgivningen og sagsbehandlingen i samværssager ofte favoriserer den ene forælder – typisk moren – når bopæl, samvær og økonomi fastlægges.

Dette afspejles også i statistikken: Pr. 1. januar 2023 boede 21 % af børn, der levede med én bopælsforælder, hos moren og kun 4 % hos faren (»Færre børn og unge har mistet en forælder«, NYT nr. 59, Danmarks Statistik, den 23. februar 2023).

I praksis oplever mange børn at miste væsentlig kontakt til deres fædre, selv i tilfælde, hvor begge forældre er egnede omsorgspersoner.

Forslagsstillerne mener, at lovgivningen og sagsbehandlingen af samværssager fastholder en skævhed i både samvær og økonomiske forhold.

Det er hverken til gavn for børnene eller for forældrene.

Forskningen viser, jf. ovenstående henvisninger, at børn som udgangspunkt trives bedst med tæt kontakt til begge forældre.

Samtidig skaber de nuværende regler store økonomiske skævheder mellem forældrene, især ved 9-5-ordninger for samvær, hvor barnet i praksis har betydeligt samvær med begge forældre, men hvor bopælsforælderen alligevel modtager hele børne- og ungeydelsen og eventuelt børnebidrag.

Forslagsstillerne mener, at dansk lovgivning bør følge den nyeste viden på området, og foreslår derfor, at de økonomiske forhold følger samværsordningen for at fremme en højere grad af delt samvær.

Den videnskabelige artikel fra Aarhus Universitet beskriver desuden, hvordan en mere ligelig fordeling af samvær med begge forældre efter skilsmisse eller endt samlivsophør fremmer barnets trivsel, jf. artiklen i Frontiers in Psychology som omtalt ovenfor.

Derfor skal lovgivningen og sagsbehandlingen af samværssager afspejle barnets ret – ikke forældrenes kamp.

Konkret ønsker vi følgende justeringer af lovgivningen for samvær ved skilsmisse eller samlivsophør

Beslutningsforslaget har til formål at sikre følgende

1.

Udgangspunktet bør være en ligelig deleordning (f.eks. 7-7-ordning), når begge forældre er egnede, medmindre andet aftales i enighed mellem parterne.

Forskning viser, at børn generelt trives bedre og har højere velvære, når de har regelmæssig kontakt med begge forældre, sammenlignet med børn i en ordning med eneforældreskab.

Familieretshuset vil stadig kunne træffe beslutning om en anden fordeling, hvis den ene forælder f.eks. bor langt fra barnets skole eller på anden vis, ikke findes egnet til en ligelig deleordning.

2.

Økonomiske tilskud og ydelser skal følge samværsordningen og børnene.

Lovgivningen på området er i dag for kompleks og skaber konflikter i familier, som i forvejen befinder sig i en svær situation.

Lovgivningen bør gøres mere simpel – både for forældrenes og børnenes skyld.

I den forbindelse bør både børne- og ungeydelsen samt det forhøjede beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, som i dag kun tilfalder bopælsforælderen, fordeles ligeligt mellem forældrene i overensstemmelse med samværsordningen.

En sådan model vil sikre, at økonomien følger barnet og samværet, samtidig med at ordningen forbliver retfærdig og enkel at administrere.

3.

Barnets trivsel skal i centrum, og afvigelser fra en ligelig deleordning skal altid begrundes grundigt og med en udførlig skriftlig beskrivelse.

Forslagsstillerne mener, at den automatiske favorisering af den ene forælder skal stoppe.

Fædre og mødre skal stilles lige i systemet.

Barnet har ret til at se og være sammen med både mor og far.

Det bør være grundstenen i dansk familielovgivning ved samværssager.

1.

At forældre ligestilles i systemet, så udgangspunktet for samvær er reel ligestilling.

2.

At økonomiske incitamenter forsvinder som en barriere for ligelig deleoredninger og ligelig fordeling af ansvar.

Dette omfatter bl.a. en modernisering af reglerne for beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere, så ordningen i højere grad afspejler virkeligheden for børn med delt bopæl.

3.

At barnets ret til at se begge forældre sættes i centrum i lovgivningen.