Forslag til folketingsbeslutning om at indføre regler om narkotikakørsel i Grønland
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 21. november 2025 af Aaja Chemnitz (IA)
Forslag til folketingsbeslutning
om at indføre regler om narkotikakørsel i Grønland
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Aaja Chemnitz (IA)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at indføre regler om narkotikakørsel i Grønland.
(Beslutningsforslag nr. B 52)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger transportministeren at fremsætte et lovforslag i indeværende folketingsår med henblik på at indføre regler, der særskilt kriminaliserer kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer i Grønland, og som omfatter fastsættelse af grænseværdier for euforiserende stoffer i blodet, hjemmel til at udtage spytprøver ved mistanke om påvirket kørsel, anskaffelse af narkometre samt øvrige nødvendige justeringer af færdselsloven for Grønland.
I Grønland findes der i dag ingen grænseværdier for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer eller hjemmel til at udtage spytprøver i færdselsloven.
Den manglende regulering af området gør det ifølge politiet bevismæssigt svært at føre sager om narkotikakørsel efter den gældende lovgivning (»Narkometer er et effektiv våben i kampen mod påvirkede bilister«, Sermitsiaq.ag, den 13. september 2024).
Narkotikakørsel udgør en alvorlig trussel mod trafiksikkerheden og kan i værste fald koste menneskeliv.
Risikoen for uheld ved påvirkning af narkotika er op til 30 gange højere end ved normal kørsel, og kombineres det med alkohol, er risikoen 200 gange så stor (»Om medicin og narkotika i trafikken«, antk.dk).
Samtidig viser opgørelser fra Rigspolitiet, at der er langt flere narkobilister end spritbilister på vejene (»Flere narkobilister end spritbilister for femte år i træk«, Nordsoeposten.dk, den 23. november 2023).
Hensynet til lovlydige borgere må veje tungt, og der skal være mærkbare konsekvenser af at udsætte andres liv for fare.
Det er derfor afgørende, at der hurtigst muligt indføres klare regler, som både forbyder narkotikakørsel og giver politiet de nødvendige redskaber til effektivt at håndhæve området.
Inuit Ataqatigiit i Folketinget har sammen med naalakkersuisut og Grønlands Politi gentagne gange italesat behovet for regler på området (§ 20-spørgsmål S 161 Om at der er et væsentligt hul i den grønlandske færdselslovgivning i forhold til narkokørsel i indeværende folketingsår, og artiklerne »Aaja: Giv politiet et effektivt våben mod narkokørsel«, sermitsiaq.ag, den 22. juli 2024, og »Politi-ønske: Narko-kørsel skal kriminaliseres«, sermitsiaq.ag, den 23. juli 2024).
Misbrug af cannabisprodukter udgør en stor risiko for færdselssikkerheden i Grønland, fastslår Grønlands Politi, der mener, at det er på tide, at kørsel med THC i blodet bliver kriminaliseret.
Der har imidlertid ikke været fremdrift, selv om både myndigheder og politiske aktører er enige om, at den nuværende regulering er utilstrækkelig, og at konsekvenserne er alvorlige.
Transportministeren opfordres derfor til at fremsætte et lovforslag for Grønland i indeværende folketingsår, der særskilt kriminaliserer kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer i Grønland, og som omfatter fastsættelse af grænseværdier for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, hjemmel til at udtage spytprøver, anskaffelse af narkometre samt øvrige nødvendige ændringer af færdselsloven for Grønland med henblik på at regulere narkotikakørsel.