Forslag til folketingsbeslutning om at sikre åbenhed om udgifter afholdt af et andet ministerium end ministerens eget
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 21. november 2025 af Susie Jessen (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Charlotte Munch (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre åbenhed om udgifter afholdt af et andet ministerium end ministerens eget
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Susie Jessen (DD)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om at sikre åbenhed om udgifter afholdt af et andet ministerium end ministerens eget.
(Beslutningsforslag nr. B 51)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at forpligte sig til, at ministre i alle tilfælde angiver det samlede beløb for ministerens transportudgifter til tjenesterejser, uanset om udgiften afholdes af et andet ministerium end ministerens eget, i forbindelse med ministeriernes oversigter over udgifter og aktiviteter under åbenhedsordningen.
Det er væsentligt for demokratiet, at borgerne har tillid til offentlige myndigheder og deres forvaltning af offentlige midler.
Et vigtigt element for at skabe denne tillid er, at borgerne via den såkaldte åbenhedsordning kan få indblik i ministrenes udgifter, herunder transportudgifter til tjenesterejser.
Forslagsstillerne mener dog ikke, at intentionen i den politiske aftale om åbenhedsordningen opfyldes fuldt ud.
Forslagsstillerne mener, at ministrene skal offentliggøre transportudgifter, uagtet om ministeren har fløjet med et almindeligt rutefly eller et chartret fly, og uagtet om det er ministerens eget ministerium eller et andet ministerium, der afholder udgifterne.
Den nuværende åbenhedsordning
Som led i en politisk aftale indgået den 30. april 2009 mellem den daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre blev der indført en åbenhedsordning om ministres udgifter og aktiviteter.
Aftalen indebærer, at ministerierne senest den ottende hverdag i måneden skal offentliggøre oplysninger om ministres udgifter og aktiviteter, herunder udgifter til tjenesterejser (»Åbenhedsordning«, oes.dk).
Følgende fremgår af vejledningen til åbenhedsordningen: »Et samlet beløb for ministerens månedlige udgifter til tjenesterejser fordelt på henholdsvis transport, måltider o.l., overnatning, repræsentation og andre tjenstligt begrundede udgifter offentliggøres på ministeriets hjemmeside senest den 8. hverdag i den efterfølgende måned.
De pågældende beløb skal opgives for hver enkelt tjenesterejse for sig.«
Endvidere fremgår: »Hvis transporten sker med rutefly, anføres regningsudgiften for ministerens billet.
Hvis transporten sker med Forsvarets fly eller andet chartret fly, anføres regningsudgiften for det pågældende fly, idet der gøres påtegning om, at der er tale om et chartret fly incl.
delegation.
Deles udgiften til flyet af flere ministerier, gøres der påtegning herom (»Udgiften er delt med x-minister«).
Hvis ministerens transportudgifter afholdes af en anden minister, gøres der ligeledes påtegning herom (»Udgift afholdt af x-minister«).« (»Vejledning om en ny åbenhedsordning om ministres udgifter og aktiviteter«, Vejledning nr. 113 af 3. juni 2009).
Det burde derfor være tydeligt for enhver, at reglerne i åbenhedsordningen betyder, at alle ministre skal offentliggøre deres udgifter til brug af fly.
Men dette er ikke tilfældet.
Forslagsstillerne mener, at Statsministeriet og Udenrigsministeriet – ifølge den politiske aftale – er forpligtet til at offentliggøre statsministerens og udenrigsministerens udgifter til transport i forbindelse med tjenesterejser, også selv om udgiften afholdes af et andet ministerium.
Men det sker ikke i alle tilfælde (»Udgifter og aktiviteter under åbenhedsordningen«, oes.dk).
Statsministeren mener, at udgifterne forbundet med chartrede fly ikke skal offentliggøres, når udgiften afholdes af en anden minister.
Helt konkret fremgår der blot en note om, at der er tale om et chartret fly via Forsvaret, og at udgiften er afholdt af forsvarsministeren.
Men Forsvarsministeriet offentliggør heller ikke disse udgifter.
Dermed er den eneste måde at få indsigt i udgifterne til statsministerens brug af Forsvarets fly, at man søger aktindsigt hos Statsministeriet eller Forsvarsministeriet (»Pres på tys-tys-Mette: Vil stramme reglerne« Ekstrabladet.dk, den 23. februar 2025).
Statsministeren henholder sig til, at det følger af finanslovens anmærkninger til §§ 5 og 12, at udgangspunktet er, at Forsvaret forestår flyvninger for statsministeren og afholder de hermed forbundne udgifter (svar på spørgsmål nr. S 512, folketingsåret 2024-25).
Det er en ordning, som fra 2025 er udvidet til også at omfatte udenrigsministeren (Finansloven for 2025, anmærkningerne til § 12.
Forsvarsministeriet).
Men hele formålet med åbenhedsordningen går dermed tabt, når medier og borgere skal søge aktindsigt i noget så grundlæggende som statsministerens rejseudgifter til fly.
Behov for mere åbenhed
Forslagsstillerne mener, at statsministeren og udenrigsministeren underminerer hele fundamentet for og intentionen med åbenhedsordningen, når statsministeren ikke offentliggør alle sine udgifter.
Det er dybt kritisabelt, når det er en ordning, som Socialdemokratiet selv har været med til at etablere.
Åbenhedsordningen blev netop indført for at sikre gennemsigtighed i, hvordan ministres midler anvendes og for at give offentligheden tillid til, at skattekroner forvaltes ansvarligt.
Når udgifterne til statsministerens brug af Forsvarets fly ikke offentliggøres, udhules den tillid.
Hvis der fortsat skal være opbakning til, at statsministeren kan have adgang til Forsvarets fly, kræver det åbenhed – ikke at statsministeren nægter at offentliggøre udgifterne, fordi de afholdes af en anden minister.
Borgerne har ret til at vide, hvad deres skattekroner bruges på, og til at kontrollere, at en ordning med adgang til Forsvarets fly ikke misbruges.
Derfor mener forslagsstillerne, det er helt naturligt, at alle ministre forpligtes til at lægge de samlede udgifter til tjenesterejser med chartrede fly frem – også i tilfælde, hvor udgifterne formelt afholdes af en anden minister.
Forslagsstillerne foreslår derfor helt konkret, at regeringen forpligtes til at sikre, at ministerier i alle tilfælde angiver det samlede beløb for en ministers transportudgifter, uanset om udgiften afholdes af ministerens eget ministerium eller et andet ministerium og om ministeren har rejst med et almindeligt rutefly eller chartret fly, herunder Forsvarets fly.
På den måde sikres større åbenhed i forbindelse med statsministerens og udenrigsministerens – og kommende statsministres og udenrigsministres – rejser med chartrede fly, hvilket vil styrke tilliden til, at der bliver udvist ansvarlighed og ordentlighed i ministrenes brug af skatteborgernes penge.