Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 14. januar 2026
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
(Betinget eftergivelse af gæld til det offentlige m.v.)
[af skatteministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)]
1.
Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
2.
Indstillinger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
3.
Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlem af udvalget bemærker, at Dansk Folkeparti støtter eftergivelsen af eventuelle renter på gælden.
Dansk Folkeparti mener, at der skal være en rimelig mulighed for tilbagebetaling af gæld til det offentlige.
Dansk Folkeparti er dog uenige i, at hårdkogte kriminelle kan få eftergivet gælden, og kan derfor ikke støtte forslaget.
4.
Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Bemærkninger
5.
Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. november 2025 og var til 1. behandling den 16. december 2025.
Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 4. juli 2025 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del – bilag 287 (folketingsåret 2024-25).
Den 9. december 2025 sendte skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.
Anders Kronborg
(S)
Benny Engelbrecht
(S)
Louise Mehnke
(S)
Jesper Petersen
(S)
Malte Larsen
(S)
Per Husted
(S)
fmd.
Simon Kollerup
(S)
Thomas Jensen
(S)
Thomas Skriver Jensen
(S)
Jan E.
Jørgensen
(V)
Louise Elholm
(V)
Preben Bang Henriksen
(V)
Hans Andersen
(V)
Ammar Ali
(M)
Charlotte Bagge Hansen
(M)
Hans Kristian Skibby
(DD)
Dennis Flydtkjær
(DD)
Steffen W.
Frølund
(LA)
Steffen Larsen
(LA)
Frederik Bloch Münster
(KF)
Dina Raabjerg
(KF)
Lars-Christian Brask
(LA)
Peter Kofod
(DF)
Sofie Lippert
(SF)
nfmd.
Mads Olsen
(SF)
Sigurd Agersnap
(SF)
Pelle Dragsted
(EL)
Samira Nawa
(RV)
Christina Olumeko
(ALT)
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet
(S)
50
Venstre, Danmarks Liberale Parti
(V)
23
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg
(DD)
16
Socialistisk Folkeparti
(SF)
15
Liberal Alliance
(LA)
15
Moderaterne
(M)
12
Det Konservative Folkeparti
(KF)
10
Enhedslisten
(EL)
9
Dansk Folkeparti
(DF)
7
Radikale Venstre
(RV)
6
Alternativet
(ALT)
6
Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen
(BP)
1
Naleraq
(N)
1
Inuit Ataqatigiit
(IA)
1
Sambandsflokkurin
(SP)
1
Javnaðarflokkurin
(JF)
1
Uden for folketingsgrupperne
(UFG)
5
Til § 1
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
1)
Efter nr. 1 indsættes
01.
I § 3, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »skyldnerens pensionsordninger«: », og oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister til brug for afgørelser efter § 15, stk. 1, nr. 3, og § 15 a, stk. 10, jf. § 15, stk. 1, nr. 3«.
[Hjemmel til at indhente oplysninger om sigtelser og endelige domme til brug for restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om tilbagekaldelse af afgørelse om eftergivelse af gæld til det offentlige som følge af kriminalitet]
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
2)
I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 affattes stk. 5 således
Stk. 5.
Forældelsesdatoen for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, bestemmes af § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, herunder bøder, løber fra sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., og bestemmes af forældelsesloven som den frist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, mens den for bøder bestemmes af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.
For en fordring, der var modtaget til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men ikke var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, løber for den del af fordringen, der ikke blev eftergivet, den i 1. pkt. nævnte forældelsesfrist fra sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., forudsat at denne del af fordringen stadig helt eller delvis består på datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.
For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., og for gæld som nævnt i stk. 3, 3. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny forældelsesfrist, hvis længde for fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 4, bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller af forældelsesloven og med den længde, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, for så vidt angår fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som ikke omfattes af § 18 a, stk. 4, eller, for så vidt angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.
For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., og for den del af gælden, der eventuelt ikke blev nedsat ved eftergivelsen, løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny forældelsesfrist, hvis længde for genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, bestemmes af den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, mens længden ved en eftergivelse, der indebar en nedsættelse af gælden, bestemmes af den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., gælder for den del af gælden, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
[Justeringer i forældelsesregler]
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
3)
I den under nr. 4 foreslåede ændring af § 15 a affattes stk. 13 således
Stk. 13.
Forældelsesdatoen for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, bestemmes af § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, der var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 og bestemmes af forældelsesloven som den frist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet.
For en fordring, der var modtaget til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men ikke var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, løber for den del af fordringen, der ikke blev eftergivet, den i 1. pkt. nævnte forældelsesfrist fra sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11, forudsat at denne del af fordringen stadig helt eller delvis består på datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.
For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 en ny forældelsesfrist, hvis længde for fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 4, bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller af forældelsesloven og med den længde, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, for så vidt angår fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som ikke omfattes af § 18 a, stk. 4.
For gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., og for den del af gælden, der som følge af stk. 9, nr. 2, eventuelt ikke blev nedsat ved eftergivelsen, løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 en ny forældelsesfrist, hvis længde for genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, bestemmes af den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, mens længden ved en eftergivelse, der som følge af stk. 9, nr. 2, indebar en nedsættelse af gælden, bestemmes af den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 gælder for den del af gælden, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
[Justeringer i forældelsesregler]
Til § 2
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
4)
I stk. 1 ændres »1. februar« til: »3. februar«.
[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt]
Til nr. 1
Af lovforslagets bemærkninger i pkt. 2.1.2 fremgår, at det forventes, at restanceinddrivelsesmyndigheden halvårligt vil sende en liste over personer, der har fået eftergivelse, til PAC (Politiets Administrative Center), der herefter foretager udsøgninger i Kriminalregisteret (Det Centrale Kriminalregister) for at konstatere mulige sigtelser og domme, der er rejst eller afsagt, efter at afgørelsen om eftergivelse er truffet.
Det fremgår af § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden hos andre offentlige myndigheder, hos pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber, pensionskasser og andre udbydere af pensionsordninger og hos Værdipapircentralen kan indhente oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse, herunder om værdien af skyldnerens pensionsordninger.
Endvidere kan restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge 4. pkt. fra registre, der føres af offentlige myndigheder, indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for inddrivelsen.
Oplysningerne kan ifølge 5. pkt. indhentes i elektronisk form.
Det følger af § 20 i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) (herefter kriminalregisterbekendtgørelsen), at oplysninger, der kan henføres til bestemte personer, ikke må videregives til anden offentlig myndighed, medmindre dette fremgår af bestemmelserne i dette kapitel eller kapitel 5, 7 eller 8 eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives eller indhentes fra Kriminalregisteret.
Med den foreslåede ordning med betinget eftergivelse vil restanceinddrivelsesmyndigheden få en ny opgave, og til varetagelsen af denne opgave vil det være nødvendigt at indhente oplysninger fra politiet om sigtelser og endelige domme.
Der skal derfor etableres hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan indhente sådanne oplysninger, uden at PAC skal foretage en konkret juridisk vurdering af enkeltstående oplysninger i det enkelte tilfælde efter kriminalregisterbekendtgørelsens § 27.
Det foreslås derfor, at der i § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter »skyldnerens pensionsordninger« indsættes »samt oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister hos Rigspolitiet til brug for afgørelser efter § 15, stk. 1, nr. 3, og § 15 a, stk. 10, jf. § 15, stk. 1, nr. 3«.
Dermed vil det udtrykkeligt fremgå, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan indhente oplysninger fra Kriminalregisteret om sigtelser og endelige domme til brug for at kunne træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 15, stk. 1, nr. 3, og § 15 a, stk. 10, jf. § 15, stk. 1, nr. 3.
Politiet vil i forbindelse med den foreslåede ordning skulle lægge anmodningen fra restanceinddrivelsesmyndigheden om indhentelse af de relevante oplysninger til grund, uden at der skal foretages en konkret vurdering af videregivelsen.
Til nr. 2
Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås en nyaffattelse af § 15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med den foreslåede nyaffattelse indsættes bl.a. et stk. 5, der i 1. pkt. skal bestemme, at forældelsesdatoen for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, bestemmes af § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, herunder bøder, løber fra sidste rettidige betalingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., og for bøder bestemmes af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.
I 2. pkt. skal det bestemmes, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., og for gæld som nævnt i § 15, stk. 3, 3. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller, for så vidt angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.
Endelig skal det i 3. pkt. bestemmes, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., løber fra den sidste rettidige betalingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af den forældelsesfrist, der gælder for den pågældende fordring, mens den er under opkrævning.
Efter fremsættelsen af lovforslaget er der konstateret behov for at gennemføre nogle nødvendige justeringer i de i lovforslaget foreslåede regler om forældelse af de krav, der efter at være blevet helt eller delvis eftergivet efter § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal kunne genopstå på grund af kriminalitet, og de krav, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
Den særlige forældelsesregel i § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er 3 år, finder anvendelse for inddrivelsessystemerne PSRM og DMI.
Forældelsesreglen gælder dog ikke for private underholdsbidrag og regioners og kommuners privatretlige fordringer, for hvilke den forældelsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller som under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1, gælder.
Den særlige forældelsesregel i § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder ikke for SAP38, der er et opkrævningssystem hos Skatteforvaltningen, men også et inddrivelsessystem for en række af disse fordringer.
Denne anvendelse af § 18 a, stk. 4, for PSRM og DMI følger af henholdsvis § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 og § 6, stk. 6, i lov nr. 1565 af 12. december 2023.
Det foreslås, at det i det i lovforslaget foreslåede § 15, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om de »andre fordringer« tydeliggøres, at forældelsesfristen for disse reguleres af forældelsesloven, idet § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige netop ikke finder anvendelse for disse fordringer.
Desuden foreslås, at forældelsesfristen skal være den frist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet.
For genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, foreslås således den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, mens den var under inddrivelse, at skulle finde anvendelse.
Det vil således være den forældelsesfrist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, der vil skulle anvendes for den genopståede gæld.
Hvis forældelsesfristen oprindelig var på 3 år, men senere blev ændret til 10 år som følge af opnåelsen af et særligt retsgrundlag efter forældelseslovens § 5, stk. 1, f.eks. skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse eller en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil det være den 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes på den genopståede fordring.
Der er af systemmæssige grunde og for at skabe klarhed om forældelsesdatoen behov for, at der i tilfælde af en eftergivelse, hvor der sker en nedsættelse af gælden, skal være samme forældelsesdato for både den del af gælden, der blev eftergivet, men genopstår som følge af kriminalitet, og den del af gælden, der ikke blev nedsat.
Dette vil med den i lovforslaget foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., allerede gælde for fordringerne i inddrivelsessystemerne PSRM og DMI, idet § 18 a, stk. 2, hvorefter et hovedkrav og tilhørende renter har samme forældelsesdato, nemlig hovedkravets forældelsesdato, og § 18 a, stk. 3, om forældelsesdatoen ved interne opkrævninger finder anvendelse for fordringer i både PSRM og DMI.
Der er dog behov for, at den samme forældelsesdato også skal gælde for fordringer, der er registreret i SAP38, og for bøder, idet § 18 a, stk. 2, ikke gælder for bøder.
Det foreslås derfor, at der i det i lovforslaget foreslåede stk. 5 indsættes et nyt 2. pkt., der skal bestemme, at for en fordring, der var modtaget til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men ikke var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, skal for den del af fordringen, der ikke blev eftergivet, den i 1. pkt. nævnte forældelsesfrist løbe fra sidste rettidige betalingsdag efter den foreslåede regel i § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., forudsat at denne del af fordringen stadig helt eller delvis består på datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.
For den fordring, der ved en eftergivelse, der indebar en nedsættelse af fordringen, stadig består, skal forældelsesdatoen således være den forældelsesdato, der foreslås at skulle anvendes for den genopståede del af fordringen.
Der er også behov for en ændring i det i lovforslaget foreslåede stk. 5, 2. pkt., der bliver 3. pkt., jf. ovenfor, idet der også i denne bestemmelse er brug for en sondring mellem på den ene side PSRM og DMI, for hvilke forældelsesfristen efter § 18 a, stk. 4, anvendes, og på den anden side SAP38, hvor forældelsesloven regulerer forældelsesfristen.
Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen i det i lovforslaget foreslåede stk. 5, 2. pkt., der bliver 3. pkt., skal fremgå, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., og for gæld som nævnt i § 15, stk. 3, 3. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 3, 1. og 2. pkt., løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde for fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 4, bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller af forældelsesloven og med den længde, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, for så vidt angår fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som ikke omfattes af § 18 a, stk. 4, eller, for så vidt angår bøder, af straffelovens § 97 a ud fra bødens oprindelige størrelse.
Det foreslåede stk. 5, 3. pkt., der bliver 4. pkt., jf. ovenfor, omhandler gæld, der ved eftergivelsen var under opkrævning hos fordringshaveren og ikke efterfølgende er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 3, 5. og 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Også i en sådan situation bør der gælde samme forældelsesdato for både den genopståede gæld og den gæld, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen i det i lovforslaget foreslåede stk. 5, 3. pkt., der bliver 4. pkt., skal fremgå, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 1 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 5. eller 6. pkt., og for den del af gælden, der eventuelt ikke blev nedsat ved eftergivelsen, skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde for genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, bestemmes af den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, mens længden ved en eftergivelse, der indebar en nedsættelse af gælden, bestemmes af den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., gælder for den del af gælden, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
For genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, foreslås således den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, at skulle finde anvendelse.
Hvis forældelsesfristen oprindelig var på 3 år, men senere blev ændret til 10 år som følge af opnåelsen af et særligt retsgrundlag efter forældelseslovens § 5, stk. 1, f.eks. skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse eller en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil det være den 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes på den genopståede fordring.
Med den foreslåede bestemmelses sidste del om den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 3, 1. og 2. pkt., gælder for den del af gælden, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen, er det tanken, at der skal tages hensyn til, at fordringshaveren for den del af gælden, der ikke blev nedsat, vil kunne have opnået et særligt retsgrundlag, der efter forældelseslovens § 5 giver fordringen en 10-årig forældelsesfrist.
Skulle det være tilfældet, vil det således være denne 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes for både den genopståede del af fordringen og den del, der ikke blev nedsat, men stadig består.
Til nr. 3
Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås der i § 15 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsat seks nye stykker, stk. 11-16, om tilbagekaldelsen af afgørelser om eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen«.
I det i lovforslaget foreslåede stk. 13 skal det i 1. pkt. bestemmes, at forældelsesdatoen for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, skal bestemmes af § 18 a, stk. 3, for fordringer, der ved eftergivelsen var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, mens forældelsesfristen for andre fordringer, der var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, skal løbe fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11.
I 2. pkt. skal det bestemmes, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af § 18 a, stk. 4.
I 3. pkt. skal det bestemmes, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da gælden blev eftergivet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes af den forældelsesfrist, der gælder for den pågældende fordring, mens den er under opkrævning.
Efter fremsættelsen af lovforslaget er der konstateret behov for at gennemføre nogle nødvendige justeringer i de foreslåede regler om forældelse af de krav, der efter at være blevet eftergivet efter § 15 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal kunne genopstå på grund af kriminalitet, og de krav, der ikke blev bortfaldt ved eftergivelsen, men blev nedsat.
Den særlige forældelsesregel i § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er 3 år, finder anvendelse for inddrivelsessystemerne PSRM og DMI.
Forældelsesreglen gælder dog ikke for private underholdsbidrag og regioners og kommuners privatretlige fordringer, for hvilke den forældelsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller som under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden måtte blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1, gælder.
Den særlige forældelsesregel i § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder ikke for SAP38, der er et opkrævningssystem hos Skatteforvaltningen, men også et inddrivelsessystem for en række af disse fordringer.
Denne anvendelse af § 18 a, stk. 4, for PSRM og DMI følger af henholdsvis § 2 i bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019 og § 6, stk. 6, i lov nr. 1565 af 12. december 2023.
Det foreslås, at det i det i lovforslaget foreslåede § 15 a, stk. 13, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om de »andre fordringer« tydeliggøres, at forældelsesfristen for disse reguleres af forældelsesloven, idet § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige netop ikke finder anvendelse for disse fordringer.
Desuden foreslås, at forældelsesfristen skal være den frist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet.
For genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, foreslås det således at anvende den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, mens den var under inddrivelse.
Det vil således være den forældelsesfrist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, der vil skulle anvendes for den genopståede gæld.
Hvis forældelsesfristen oprindelig var på 3 år, men senere blev ændret til 10 år som følge af opnåelsen af et særligt retsgrundlag efter forældelseslovens § 5, stk. 1, f.eks. skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse eller en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil det være den 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes på den genopståede fordring.
Der er af systemmæssige grunde og for at skabe klarhed om forældelsesdatoen behov for, at der i tilfælde af en eftergivelse, hvor der sker en nedsættelse af en fordring, skal være samme forældelsesdato for både den del af fordringen, der blev eftergivet, men genopstår som følge af kriminalitet, og den del af fordringen, der ikke blev nedsat.
Dette vil med den i lovforslaget foreslåede bestemmelse i stk. 13, 1. pkt., allerede gælde for fordringerne i inddrivelsessystemerne PSRM og DMI, idet § 18 a, stk. 2, hvorefter et hovedkrav og tilhørende renter har samme forældelsesdato, nemlig hovedkravets forældelsesdato, og § 18 a, stk. 3, om forældelsesdatoen ved interne opkrævninger finder anvendelse for fordringer i både PSRM og DMI.
Der er dog behov for, at den samme forældelsesdato også skal gælde for fordringer, der er registreret i SAP38.
Det foreslås derfor, at der i det i lovforslaget foreslåede stk. 13 efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, der bliver 2. pkt., der skal bestemme, at for en fordring, der var modtaget til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men ikke var registreret i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 3, skal for den del af fordringen, der ikke blev eftergivet, den i 1. pkt. nævnte forældelsesfrist løbe fra sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11, forudsat at denne del af fordringen stadig helt eller delvis består på datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse.
For den fordring, der ved en eftergivelse, der indebar en nedsættelse af fordringen, stadig består, skal forældelsesdatoen således være den forældelsesdato, der foreslås at skulle anvendes for den genopståede del af fordringen.
Der er også behov for en ændring i det i lovforslaget foreslåede stk. 13, 2. pkt., der bliver 3. pkt., jf. ovenfor, idet der også i denne bestemmelse er brug for en sondring mellem på den ene side PSRM og DMI, for hvilke forældelsesfristen ifølge § 18 a, stk. 4, anvendes, og på den anden side SAP38, hvor forældelsesloven regulerer forældelsesfristen.
Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen i det i lovforslaget foreslåede stk. 13, 2. pkt., der bliver 3. pkt., skal fremgå, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, men efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde for fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som omfattes af § 18 a, stk. 4, skal bestemmes af § 18 a, stk. 4, eller af forældelsesloven og med den længde, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, for så vidt angår fordringer, der ved modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden registreres i et inddrivelsessystem, som ikke omfattes af § 18 a, stk. 4.
Det i lovforslaget foreslåede stk. 13, 3. pkt., der bliver 4. pkt., jf. ovenfor, omhandler gæld, der ved eftergivelsen var under opkrævning hos fordringshaveren og ikke efterfølgende er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den i lovforslaget foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Også i en sådan situation bør der gælde samme forældelsesdato for både den genopståede gæld og den gæld, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen i det i lovforslaget foreslåede stk. 13, 3. pkt., skal fremgå, at for gæld, der genopstår ved en tilbagekaldelse efter stk. 10 og ikke var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, og heller ikke efterfølgende er modtaget i medfør af § 2, stk. 3, 6. pkt., og for den del af gælden, der som følge af stk. 9, 3. pkt., nr. 2, eventuelt ikke blev nedsat ved eftergivelsen, skal der fra den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 løbe en ny forældelsesfrist, hvis længde for genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, skal bestemmes af den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, mens længden ved en eftergivelse, der som følge af stk. 9, 3. pkt., nr. 2, indebar en nedsættelse af gælden, skal bestemmes af den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter stk. 11 gælder for den del af gælden, der ikke blev nedsat ved eftergivelsen.
Den gældende bestemmelse i § 15 a, stk. 9, 3. pkt., nr. 2, fastslår, at ved en eftergivelse efter »ret og pligt-ordningen« i § 15 a nedsættes og eventuelt bortfalder fordringerne med hensyn til fordringer under opkrævning i den rækkefølge, at hvis eftergivelsesbeløbet kun delvis dækker fordringerne i denne kategori (nr. 2), eftergives de i rækkefølge ud fra deres stiftelsestidspunkt, således at den ældste fordring eftergives først, og at et hovedkrav eftergives forud for renter, der er tilskrevet hovedkravet.
Af § 15 a, stk. 9, 1. og 2. pkt., fremgår, at skyldnerens gæld til det offentlige, der kan omfattes af eftergivelsen, jf. stk. 1 og 2, inklusive gebyrer, renter og andre omkostninger nedsættes med et beløb, der svarer til 50 pct. af gælden på tidspunktet for skyldnerens indgivelse af anmodningen, men det samlede eftergivelsesbeløb kan dog højst udgøre 100.000 kr. Dette kan betyde, at en fordring, der er under opkrævning, da eftergivelsen sker, ikke eftergives helt, men efterlader en restfordring.
For genopstået gæld, der bortfaldt ved eftergivelsen, foreslås det således at anvende den forældelsesfrist, der gjaldt for den pågældende fordring, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet.
Det vil således være den forældelsesfrist, der gjaldt, da afgørelsen om eftergivelse blev truffet, der vil skulle anvendes for den genopståede gæld.
Hvis forældelsesfristen oprindelig var på 3 år, men senere blev ændret til 10 år som følge af opnåelsen af et særligt retsgrundlag efter forældelseslovens § 5, stk. 1, f.eks. skyldnerens skriftlige anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse eller en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, vil det være den 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes på den genopståede fordring.
Med den foreslåede bestemmelses sidste del om den forældelsesfrist, der på den sidste rettidige betalingsdag efter den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 11, skal gælde for den del af gælden, der som følge af stk. 9, 3. pkt., nr. 2, ikke blev nedsat ved eftergivelsen, er det tanken, at der skal tages hensyn til, at fordringshaveren for den del af gælden, der ikke blev nedsat, vil kunne have opnået et særligt retsgrundlag, der efter forældelseslovens § 5 giver fordringen en 10-årig forældelsesfrist.
Skulle det være tilfældet, vil det således være denne 10-årige forældelsesfrist, der vil skulle anvendes for både den genopståede del af fordringen og den del, der ikke blev nedsat, men stadig består.
Til nr. 4
Det foreslås at rykke ikrafttrædelsestidspunktet fra den 1. februar 2026 til den 3. februar 2026.
Baggrunden herfor er, at der ikke er tale om en ren skattelov, og at lovforslaget derfor ikke kan stadfæstes inden udløbet af 3 søgnedage.