Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 13. januar 2026
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om social service
(Midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere)
[af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen)]
1.
Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.
Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-3, 5 og 6.
Social- og boligministeren har stillet ændringsforslag nr. 4.
2.
Indstillinger
Et flertal i udvalget (S, V, M, LA, KF og Jon Stephensen (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af ministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (SF, EL, RV og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (DD og DF) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget og de stillede ændringsforslag.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
3.
Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget mener, at der skal være en økonomisk motivation til at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Alt for mange ikkevestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet, selv om de godt kan arbejde.
Det er ikke ønskeligt.
DD har derfor stillet en række spørgsmål til social- og boligministeren bl.a. for at få afklaret, hvilke personer der er i målgruppen for at modtage midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026.
Ministeren henviser i svaret på spørgsmål nr. 2 til, at der vil skulle ske »en konkret skønsmæssig vurdering af hver af de relevante borgeres sociale og økonomiske situation på baggrund af en række faktorer…«.
Derudover skriver social- og boligministeren i svaret på spørgsmål nr. 3, »at der ved Social- og Boligministeriets udarbejdelse af lovforslaget ikke er foretaget nærmere analyse eller beregninger af, hvor mange ikke-vestlige indvandrere, der efter de foreslåede bestemmelser i lovforslaget vil kunne være i målgruppen for at kunne modtage et tilskud til husleje.«
Ministeren henviser endvidere til, at »eftersom det er kommunalbestyrelsen, der skal beslutte tildelingen af midlertidigt tilskud til husleje til de borgere, der skønnes at være mest udsatte, er det ikke muligt på forhånd at redegøre for antallet af ikkevestlige indvandrere, der står til at kunne modtage tilskuddet.«
På baggrund af social- og boligministerens svar er der dog en stor usikkerhed omkring, hvem der er i målgruppen for det midlertidige tilskud.
Et nyt økonomisk tilskud kan have den modsatte effekt i forhold til DD's ønske om, at ikkevestlige indvandrere kommer i arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Regeringen henviser i lovforslaget til, at der har været en længere periode med stigende fødevarepriser.
DD er enige med regeringen i, at de stigende fødevarepriser er et problem, hvilket vi har problematiseret i lang tid, og vi har kritiseret de afgifter, som regeringen har pålagt danskerne.
I DD har vi fremlagt et fuldt finansieret finanslovsforslag, der bl.a. nedsætter fødevaremomsen med 5 pct. i 2026 og afskaffer en lang række afgifter og generelt giver danskerne flere penge mellem hænderne.
Dette vil komme alle danskere til gode – også mennesker i socialt udsatte livssituationer, som er i risiko for hjemløshed.
4.
Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Bemærkninger
5.
Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. december 2025 og var til 1. behandling den 18. december 2025.
Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.
Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og boligministeren sendte den 1. december 2025 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 63.
Den 11. december 2025 sendte social- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 19 spørgsmål til social- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Trine Bramsen
(S)
Birgitte Vind
(S)
Camilla Fabricius
(S)
Gunvor Wibroe
(S)
Leif Lahn Jensen
(S)
Morten Klessen
(S)
Maria Durhuus
(S)
Sara Emil Baaring
(S)
Anni Matthiesen
(V)
Erik Veje Rasmussen
(V)
Hans Andersen
(V)
Rosa Eriksen
(M)
Nanna W.
Gotfredsen
(M)
fmd.
Rasmus Lund-Nielsen
(M)
Jon Stephensen
(UFG)
Marlene Harpsøe
(DD)
Karina Adsbøl
(DD)
Kim Edberg Andersen
(DD)
Katrine Daugaard
(LA)
nfmd.
Alexander Ryle
(LA)
Joachim Hoffmann-Petersen
(KF)
Mette Abildgaard
(KF)
Mette Thiesen
(DF)
Halime Oguz
(SF)
Charlotte Broman Mølbæk
(SF)
Astrid Carøe
(SF)
Victoria Velasquez
(EL)
Lotte Rod
(RV)
Karin Liltorp
(ALT)
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet
(S)
50
Venstre, Danmarks Liberale Parti
(V)
23
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg
(DD)
16
Socialistisk Folkeparti
(SF)
15
Liberal Alliance
(LA)
15
Moderaterne
(M)
12
Det Konservative Folkeparti
(KF)
10
Enhedslisten
(EL)
9
Dansk Folkeparti
(DF)
7
Radikale Venstre
(RV)
6
Alternativet
(ALT)
6
Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen
(BP)
1
Naleraq
(N)
1
Inuit Ataqatigiit
(IA)
1
Sambandsflokkurin
(SP)
1
Javnaðarflokkurin
(JF)
1
Uden for folketingsgrupperne
(UFG)
5
Til § 1
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, RV og ALT)
1)
I nr. 1 ændres i overskriften til det foreslåede kapitel 20 a »Midlertidigt økonomisk« til: »Økonomisk«, og »i 2026« udgår.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 5]
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, RV og ALT)
2)
I det under nr. 1 foreslåede kapitel 20 a ændres i § 111 a, stk. 1, »midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026« til: »økonomisk tilskud til husleje«.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 5]
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, RV og ALT)
3)
I det under nr. 1 foreslåede kapitel 20 a indsættes i § 111 a, stk. 2, som 2. pkt.
Social- og boligministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen, uanset om kommunen modtager puljemidler efter regler fastsat i medfør af 1. pkt., kan tildele tilskud efter stk. 1, som finansieres med kommunens egne midler.
[Mulighed for tildeling af tilskud til husleje finansieret med kommunens egne midler fra og med 2026]
Af social- og boligministeren, tiltrådt af udvalget (med undtagelse af DD og DF)
4)
I det under nr. 1 foreslåede kapitel 20 a ændres i § 111 b, stk. 2, »regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, § 165, stk. 2, og § 173, stk. 1« til: »§ 165, stk. 2, og § 173, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 2
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, RV og ALT)
5)
Stk. 3 udgår.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF, RV og ALT)
6)
I stk. 4, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 2,«: »1. pkt.,«.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 5]
Til nr. 1, 2 og 6
Ændringsforslag nr. 1, 2 og 6 er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 5, hvorved det foreslås, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse om, at social- og boligministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen, uanset om kommunen modtager puljemidler efter regler fastsat i medfør af det foreslåede § 111 a, stk 2, 1. pkt., i serviceloven, kan tildele tilskud efter stk. 1, som finansieres med kommunens egne midler, og at solnedgangsklausulen i lovforslagets § 2, stk. 3, udgår.
Med ændringsforslag nr. 1 foreslås det således, at i overskriften til det under § 1, nr. 1, foreslåede kapitel 20 a i serviceloven ændres »Midlertidigt økonomisk« til: »Økonomisk«, og »i 2026« udgår.
Med ændringsforslag nr. 2 foreslås det, at i det under nr. 1 foreslåede § 111 a, stk. 1, i serviceloven ændres »midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026« til: »økonomisk tilskud til husleje«.
Med ændringsforslag nr. 6 foreslås det, at i lovforslagets § 2, stk. 4, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 2,«: »1. pkt.,«.
Ændringsforslag nr. 1, 2 og 6 vil sammen med ændringsforslag nr. 3 og 5 medføre, at det alene vil være den afsatte pulje på 15 mio. kr., der vil være midlertidig i 2026, og at der dermed indføres en permanent ordning, der vil give kommunerne mulighed for i 2026 og fremover at tildele et økonomisk tilskud til borgere, der af økonomiske årsager er i risiko for at blive udsat af deres lejebolig, eller som ikke uden tilskud kan opnå en lejebolig, og at sådanne tilskud vil blive finansieret med kommunernes egne midler uden mulighed for statsrefusion efter reglerne herom i serviceloven og uden regulering af bloktilskuddet til kommunerne.
Til nr. 3 og 5
Det er med lovforslaget forudsat, at kommunalbestyrelsens tildeling af midlertidigt huslejetilskud i 2026 efter det foreslåede § 111 a, stk. 1, alene vil kunne ske med finansiering via de puljemidler, der vil blive fastsat regler om efter det foreslåede § 111 a, stk. 2.
Det foreslås med ændringsforslag nr. 3, at der som et nyt 2. pkt. i det foreslåede § 111 a, stk. 2, indsættes en bemyndigelsesbestemmelse om, at social- og boligministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen, uanset om kommunen modtager puljemidler efter regler fastsat i medfør af 1. pkt., kan tildele tilskud efter stk. 1, som finansieres med kommunens egne midler.
Ændringsforslag nr. 3 vil medføre, at kommunalbestyrelsen, uanset om kommunen modtager puljemidler, vil kunne tildele et midlertidigt tilskud til husleje til de mest udsatte borgere, som finansieres med kommunens egne midler.
Det fremgår af det foreslåede § 111 b, stk. 2, i serviceloven, at ved kommunalbestyrelsens afgørelser om tilskud efter regler fastsat i medfør af § 111 a, stk. 1, finder lovens øvrige bestemmelser ikke anvendelse bortset fra § 1, § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, §§ 152 og 164, regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, § 165, stk. 2, og § 173, stk. 1.
Dette betyder bl.a., at reglerne om statsrefusion i §§ 176-181 i serviceloven ikke vil finde anvendelse.
Med ændringsforslag nr. 3 er det samtidig forudsat, at tildeling af huslejetilskud til borgere finansieret med kommunens egne midler vil ske uden regulering af bloktilskuddet til kommunerne, da kommunerne efter de regler, social- og boligministeren vil skulle fastsætte efter den med ændringsforslaget foreslåede nye bemyndigelsesbestemmelse, ikke vil være forpligtet til at tildele midlertidigt huslejetilskud til borgere, som finansieres med kommunens egne midler.
Samtidig foreslås det med ændringsforslag nr. 5, at den foreslåede ophævelse pr. 1. januar 2027 af det foreslåede nye kapitel 20 a i serviceloven (solnedgangsklausulen) udgår.
Dette vil medføre, at den foreslåede ordning med et økonomisk tilskud til husleje til de mest udsatte borgere finansieret med kommunens egne midler ikke vil være midlertidig i 2026, men vil gælde fra 2026 og fremover.
Tildeling af tilskud til husleje finansieret med de puljemidler, der er afsat i 2026, vil dog ophøre med udgangen af 2026.
Kommunalbestyrelsen vil efter de regler, der vil blive fastsat efter den med ændringsforslag nr. 3 foreslåede nye bemyndigelsesbestemmelse, derefter kunne tildele borgeren et tilskud til husleje, der vil være finansieret med kommunens egne midler.
Hvis ændringsforslagene vedtages, vil der blive stillet de nødvendige yderligere konsekvensændringsforslag til lovforslagets 3. behandling.
Til nr. 4
Det fremgår af det med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede § 111 b, stk. 2, i serviceloven, at ved kommunalbestyrelsens afgørelser om tilskud efter regler fastsat i medfør af § 111 a, stk. 1, finder lovens øvrige bestemmelser ikke anvendelse bortset fra § 1, § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, §§ 152 og 164, regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, § 165, stk. 2, og § 173, stk. 1.
Selv om § 165, stk. 2, og § 173, stk. 1, i serviceloven ikke indeholder bestemmelser om, at social- og boligministeren kan udstede regler, kan placeringen af teksten om disse to bestemmelser i det foreslåede stk. 2 efter teksten om regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, antyde dette.
Der foreslås derfor en lovteknisk ændring af det foreslåede stk. 2, sådan at teksten om de regler i serviceloven, som ikke indeholder bestemmelser om, at social- og boligministeren kan fastsætte regler, vil være placeret først i opregningen i det foreslåede stk. 2, og at teksten om regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, vil være placeret til sidst.
Med denne opbygning af det foreslåede stk. 2 vil det fremgå mere klart, at der med teksten med henvisningen til regler udstedt i medfør af § 165, stk. 1, ikke tillige er tale om bemyndigelsesbestemmelser i § 165, stk. 2, og § 173, stk. 1.
Forslaget har således alene lovteknisk karakter og vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer.