Forslag til Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Øget anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation, private vagter i psykiatrien, indførelse af klagefrister til Det Psykiatriske Patientklagenævn m.v.)

Fremsat den 11. december 2025 af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Øget anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation, private vagter i psykiatrien, indførelse af klagefrister til Det Psykiatriske Patientklagenævn m.v.)

Bemærkninger til lovforslaget

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

§ 1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024, som ændret ved § 12 i lov nr. 719 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer

1.

I § 18 a indsættes som stk. 5

Stk. 5.

Kamerakig på patientstue kan efter § 18 c, stk. 4-9, i en tidsbegrænset periode anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

2.

I § 18 c, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »Oppegående tvangsfiksering«: »eller kamerakig«.

3.

I § 18 c, stk. 5, 1., 3. og 4. pkt., stk. 6, 1. pkt., stk. 7, 1. pkt., stk. 8 og 9, to steder i § 21, stk. 8, 1. pkt., i § 21, stk. 8, 2. pkt., og § 36, stk. 3, 2. pkt., ændres »oppegående tvangsfiksering« til: »oppegående tvangsfiksering eller kamerakig«.

4.

Efter § 18 g indsættes før overskriften før § 19

Anvendelse af private vagter

§ 18 h.

Sygehusmyndigheden kan beslutte, at private vagter kan bistå i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, såfremt betingelserne i § 17, stk. 1, er opfyldt, og ved tvangsfiksering af en patient, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.

5.

I § 19 indsættes efter »af tvang«: », anvendelse af private vagter, anvendelse af kamerakig«.

6.

I § 19 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

Overlægen kan endvidere beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

7.

I § 19 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

Stk. 4.

Kravet om mistanke efter stk. 1, gælder ikke ved beslutning om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.

Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.

8.

I § 19 a, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »skal anvendes«: »kropsscannere og«, og efter »psykiatriske ambulatorier« indsættes: »og akutmodtagelser«.

9.

I § 19 a, stk. 8, der bliver stk. 9, indsættes som 3. pkt.

Overlægen kan endvidere beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

10.

I § 24, stk. 1, og § 35 indsættes efter »oppegående tvangsfiksering«: », anvendelse af kamerakig«.

11.

I § 35 indsættes som 2. pkt.

Patienten og patientrådgiveren har endvidere mulighed for selv at indbringe sagen direkte for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

12.

I § 35 indsættes som stk. 2 og 3

Stk. 2.

Klager eller anmodning til sygehusmyndigheden om indbringelse af klager efter stk. 1, skal være indgivet af patienten eller patientrådgiveren inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Der kan dispenseres fra de nævnte klagefrister, når særlige grunde taler herfor.

Stk. 3.

Klagefristerne løber fra den dag patienten er fyldt 15 år, hvis patienten var under 15 år på tidspunktet, hvor klageforholdet fandt sted.

13.

I § 38, stk. 1, indsættes efter »samt«: »anvendelse af kamerakig og«.

14.

§ 47 affattes således

§ 47.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. marts 2026.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Anvendelse af kamerakig på Sikringsafdelingen

2.1.1.

Gældende ret

2.1.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.1.3.

Den foreslåede ordning

2.2.

Anvendelse af private vagter på psykiatriske afdelinger

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.2.3.

Den foreslåede ordning

2.3.

Øget anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation og vilkår for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.3.3.

Den foreslåede ordning

2.3.3.1.

Kropsvisitation ved udslag fra kropscannere eller metaldetektorer og vilkår for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang

2.3.3.2.

Anvendelse af kropsscannere på psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser og udvidelse af begrebet metaldetektor

2.4.

Indførelse af klagefrister til Det Psykiatriske Patientklagenævn

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.4.3.

Den foreslåede ordning

3.

Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

4.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6.

Administrative konsekvenser for borgerne

7.

Klimamæssige konsekvenser

8.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9.

Forholdet til EU-retten

10.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11.

Sammenfattende skema

1.

Indledning

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien 2025 vedrørende initiativerne for sikkerhed og tryghed for patienter, pårørende og personale, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet har indgået den 19. maj 2025.

I lyset af, at der i de senere år er sket flere tragiske hændelser i psykiatrien, som skaber både utryghed blandt medpatienter og personale, men som også fører til, at mennesker med psykiske lidelser stigmatiseres, blev regeringen og aftalepartierne enige om, at der skal tilvejebringes de lovmæssige hjemler, der kan bidrage til mere sikre rammer og større tryghed i psykiatrien og retspsykiatrien, herunder på psykiatriske og retspsykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

På baggrund af aftalen foreslås det at indføre hjemmel til at udvide anvendelsen af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation i henhold til aftalen.

Det indebærer forslag om at udvide begrebet metaldetektor til også at omfatte karmscannere, at give hjemmel til at anvende kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser, og hjemmel til kropsvisitation af patienter og pårørende, hvis en kropsscanner eller metaldetektor giver udslag.

Det indebærer også forslag om at indføre hjemmel til at lade private vagter bistå til fysisk magtanvendelse eller tvangsfiksering på instruks og ansvar af personalet, og at der kan stilles vilkår om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang fra afdelingen.

Regeringen stiller derudover forslag om at, der på Sikringsafdelingen i tidsbegrænsede perioder efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed kan anvendes kamerakig på patientstue, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Baggrunden for forslaget er, at Sikringsafdelingen i en konkret og aktuel situation har fundet det nødvendigt at anvende kamerakig.

I forlængelse heraf foreslås det også at indføre klageadgang over anvendelse af kamerakig til Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn.

Endelig stiller regeringen forslag om, at der indføres klagefrister for klager over tvang til Det Psykiatriske Patientklagenævn, med henblik på som udgangspunkt at ensrette klagefristerne for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn med klager over bl.a. sundhedsfaglig behandling til Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, og over tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile til Tvangsbehandlingsnævnet.

Samtidig foreslås det, at fristerne skal gælde fra den dag patienten er fyldt 15 år, hvis tvangsindgrebet har fundet sted, da patienten var under 15 år, ligesom det foreslås at indføre dispensationsmulighed fra fristerne, hvis særlige grunde taler herfor.

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Anvendelse af kamerakig på Sikringsafdelingen

2.1.1.

Gældende ret

Der er ikke i dag hjemmel til at anvende kamerakig på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Det fremgår af § 18 a, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (psykiatriloven), at aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Det fremgår af psykiatrilovens § 18 c, stk. 4, at oppegående tvangsfiksering af en patient alene kan iværksættes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed træffer på baggrund af ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Rådet, som nedsættes af Styrelsen for Patientsikkerhed, består af 1 speciallæge i psykiatri udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, 4 speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.

Styrelsen for Patientsikkerhed varetager formandskabet og fastsætter efter forhandling med Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forretningsorden for det sagkyndige råd.

Det følger af psykiatrilovens § 18 c, stk. 5, at vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, at oppegående tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse hertil.

I den ledende overlæges fravær kan vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder, der ligeledes kan indgive ansøgning.

Ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed skal indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder om, at den pågældende på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.

I ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed kan den ledende overlæge eller dennes stedfortræder samtidig anmode om Styrelsen for Patientsikkerheds tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.

Desuden fremgår det af psykiatrilovens § 18 c, stk. 6, at det særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille, at der gives tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering af patienten.

En af rådets speciallæger i psykiatri skal have tilset patienten, før ansøgningen kan behandles i rådet.

Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog senest 14 hverdage efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget ansøgningen fra Sikringsafdelingen.

Det følger videre af psykiatrilovens § 18 c, stk. 7, at beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den behandlingsansvarlige overlæge.

I den behandlingsansvarlige overlæges fravær kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder.

Endvidere fremgår det af psykiatrilovens § 18 c, stk. 8, at Styrelsen for Patientsikkerhed og det særlig sagkyndige råd én gang om året aflægger besøg på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og tilser de patienter, der er eller i det forudgående år har været underlagt oppegående tvangsfiksering.

Desuden følger det af psykiatrilovens § 18 c, stk. 9, at hvis Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med sit tilsyn finder, at en oppegående tvangsfiksering bør ophøre, kan Styrelsen for Patientsikkerhed ophæve den oppegående tvangsfiksering med øjeblikkelig virkning.

I medfør af psykiatrilovens § 20, stk. 1, 1. pkt., skal oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f, tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Efter psykiatrilovens § 20, stk. 2, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1079 af 27. oktober 2019 om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger.

Det fremgår af psykiatrilovens § 21, stk. 8, at så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst en gang om måneden foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.

Beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal indgå i patientens behandlingsplan.

I medfør af psykiatrilovens § 24, stk. 1, beskikkes der en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Efter psykiatrilovens § 40, stk. 4, beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Endelig fremgår det af psykiatrilovens § 36, stk. 3, 2. pkt., at Det Psykiatriske Patientklagenævn i sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse.

2.1.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet overvejelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriet blev i forbindelse med en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand i sommeren 2025 gjort opmærksom på, at der var blevet iværksat en ordning med lyd- og videoovervågning af en patients stue på Sikringsafdelingen, grundet patientens meget alvorlige selvskade.

Ombudsmanden var i den forbindelse interesseret i, om en sådan ordning kunne etableres og opretholdes inden for rammerne af gældende ret, og i givet fald under hvilke nærmere betingelser, eller om der bør fastsættes et særskilt hjemmelsmæssigt grundlag.

Sikringsafdelingen har supplerende oplyst ministeriet om, at ordningen er blevet iværksat som en ekstraordinær foranstaltning ud fra et beskyttelseshensyn, for at forhindre at patienten udøver yderligere meget alvorlig og livstruende selvskade.

En fortsættelse af ordningen er afgørende for at forhindre yderligere alvorlig eller livstruende selvskade.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder på denne baggrund, at der bør kunne anvendes kamerakig i en tidsbegrænset periode på patientstuer på Sikringsafdelingen ud fra et beskyttelseshensyn for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Ministeriet er desuden af den opfattelse, at der skal tilvejebringes et hjemmelsgrundlag for ordningen.

Med meget alvorlig eller livstruende selvskade vil skulle forstås eksempelvis invaliderende skader, som vil kunne medføre permanente funktionsnedsættelser, eller skader, som potentielt kan medføre livsfare for patienten, og hvor mindre indgribende tvangsformer ikke vil være tilstrækkelige for at forhindre selvskaden.

Det vil ligeledes kunne indgå som en supplerende overvejelse, hvis den mindre indgribende tvangsform må formodes at være forbundet med fare for personalet på Sikringsafdelingen, som behandler patienter, der er vurderet ekstraordinært farlige.

Det skyldes, at det efter ministeriets opfattelse ikke vil være muligt at varetage de særlige hensyn til patienten uden samtidig hensyntagen til personalets sikkerhed.

Her tænkes særligt på muligheden for at anvende personlig skærmning i henhold til psykiatrilovens § 18 d, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten.

Dette formodes at kunne være forbundet med fare for personalet på Sikringsafdelingen, ligesom det vurderes som indgribende for patienten, hvis et større antal personaler, af sikkerhedsmæssige årsager for personalet, konstant skal befinde sig i umiddelbar nærhed af patienten.

Kamerakig forventes som udgangspunkt at finde anvendelse som supplement til aflåsning af patientstuen efter psykiatrilovens § 18 a, stk. 1, men det kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt at anvende kamerakig, selvom patienten ikke er underlagt aflåsning af patientstuen eller anden tvangsforanstaltning.

Det kan f.eks. være tilfælde, hvor en patient ikke selv tør bevæge sig ud af patientstuen, men hvor der er behov for kamerakig for at afværge meget alvorlig eller livstruende selvskade, og f.eks. personlig skærmning i forhold til den konkrete patient ikke vurderes egnet.

Da anvendelse af kamerakig må betragtes som en foranstaltning af indgribende karakter, bør det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse alene kunne iværksættes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter reglerne for anvendelse af oppegående tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 18 c, stk. 4-9.

Af samme grund bør anvendelse af kamerakig efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse løbende revurderes, så længe kamerakig opretholdes, efter samme regler, som gælder for anvendelse af oppegående tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 8.

Det findes desuden hensigtsmæssigt at beskikke en patientrådgiver efter psykiatrilovens § 24, stk. 1, i tilfælde hvor en patient underlægges kamerakig.

Det er er ligeledes Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at anvendelse af kamerakig bør være underlagt klageadgang til Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn efter psykiatrilovens §§ 35 og 38, og at sagsbehandlingstiden for Det Psykiatriske Patientklagenævn i lighed med sager om oppegående tvang bør begrænses til 14 dage, jf. psykiatrilovens § 36, stk. 3, 2. pkt.

2.1.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres hjemmel til, at Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan foretage kamerakig på en patientstue.

Det foreslås nærmere, at kamerakig på patientstue vil kunne anvendes efter § 18 c, stk. 4-9, i en tidsbegrænset periode over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvis det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Ved kamerakig forstås lyd- og videoovervågning af patienten, som skal kunne vises i direkte tid, og videoen må ikke må blive optaget, gemt eller lagret.

Den teknologi, der vil kunne anvendes til kamerakig, skal kunne indikere, hvornår kameraet er tændt, eksempelvis med en lampe eller lyd.

Anvendelse af indikationen vil kunne undlades, hvis den ledende overlæge eller dennes stedfortræder vurderer, at det vil have en meget negativ effekt på den konkrete patient, f.eks. hvis patienten er meget paranoid.

Det bemærkes, at patienten i alle tilfælde vil skulle oplyses om anvendelse af kamerakig, og at information af patienten herom vil skulle journalføres.

Med meget alvorlig eller livstruende skade vil der skulle være tale om eksempelvis invaliderende skader, som vil kunne medføre permanente funktionsnedsættelser, eller skader, som potentielt kan medføre livsfare for patienten, og hvor mindre indgribende tvangsformer ikke vil være tilstrækkelige for at forhindre selvskaden.

Det vil i bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger blive fastsat, i hvor lang tid en afgørelse om anvendelse af kamerakig maksimalt vil kunne gælde.

Der forventes at blive fastsat regler om, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne give tilladelse til anvendelse af kamerakig for maksimalt ét år ad gangen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Forslagets henvisning til psykiatrilovens § 18 c, stk. 4-9, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, og vil betyde, at kamerakig alene vil kunne iværksættes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed og efter samme proces som for oppegående tvang.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil herefter kunne træffe afgørelse om, at der i en begrænset periode vil kunne anvendes kamerakig på en patientstue på Sikringsafdelingen, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Kamerakig vil efter forslaget kunne anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for alvorlige eller livstruende skader.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid vil skulle iagttages, således at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Mindstemiddelprincippet vil således også indebære, at det i en given situation vil skulle vurderes, om det vil være tilstrækkeligt at anvende kamerakig på dele af patientens stue, eller om det er nødvendigt at overvåge hele patientstuen, herunder patientens egne bad- og toiletforhold.

Anvendelse af kamerakig vil skulle tilføres afdelingens tvangsprotokol, jf. psykiatrilovens § 20, stk. 1.

Det vil i bekendtgørelse nr. 1079 af 27. oktober 2019 om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger blive nærmere fastlagt, hvilke oplysninger, der vil skulle tilføres afdelingens tvangsprotokol vedrørende kamerakig.

Der forventes at blive fastsat regler om tilførsel af oplysninger svarende til oplysninger for oppegående tvang efter bekendtgørelsens § 11.

Dvs. patientens navn og cpr-nr., dato for Styrelsen for Patientsikkerheds tilladelse, tidspunktet for indgrebets iværksættelse og endelige ophør, begrundelsen for anvendelse af kamerakig, navnet på den ordinerende læge, tidspunktet for den fornyede lægelige vurdering, jf. § 21, stk. 8, og navnet på den læge, der har foretaget den fornyede lægelige vurdering, jf. § 21, stk. 8.

Det foreslås også, at den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst én gang om måneden skal foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af kamerakig, og at beslutningen om kamerakig skal indgå i patientens behandlingsplan.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endelig at indføre klageadgang over anvendelse af kamerakig til Det Psykiatriske Patientklagenævn og mulighed for at påklage afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn til Det Psykiatriske Ankenævn, samt en sagsbehandlingsfrist på 14 dage for Det Psykiatriske Patientklagenævn i sager om kamerakig på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, 10 og 13, og bemærkningerne hertil.

2.2.

Anvendelse af private vagter på psykiatriske afdelinger

2.2.1.

Gældende ret

Det sundhedsfaglige personale kan efter psykiatriloven udføre en række tvangsindgreb, der indebærer magtanvendelse, over for patienter, som er indlagt på psykiatriske afdelinger.

Det drejer sig bl.a. anvendelse af fysisk magt og om tvangsfiksering.

Efter psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, må tvangsfiksering kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred.

I medfør af psykiatrilovens § 17, stk. 1, kan en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.

Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Det fremgår af bemærkningerne til § 17, jf. Folketingstidende samling 1988-89, tillæg A, L 76 som fremsat, sp.

2085, at de materielle betingelser for anvendelse af den fysiske magt, der består i at fastholde og eventuelt føre patienten til et andet opholdssted, er de samme som gælder for tvangsfiksering efter § 14, stk. 2.

Psykiatrilovens kapitel 3 omhandler betingelserne for at frihedsberøve en patient, nærmere bestemt betingelserne for tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.

Private aktører kan efter gældende ret varetage den rent praktiske udførelse af opgaver for offentlige myndigheder uden særskilt hjemmel, hvis der ikke er tale om myndighedsudøvelse.

Hvis private aktører skal varetage myndighedsudøvelse, kræver det derimod som udgangspunkt udtrykkelig lovhjemmel.

Ved myndighedsudøvelse forstås den virksomhed, som består i at regulere borgernes forhold, typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og tilladelser.

Der er således tale om en retligt bestemt virksomhed i modsætning til faktiske handlinger (driftsopgaver).

Der findes dog visse faktiske handlinger, der utvivlsomt er myndighedsudøvelse.

Dette gælder f.eks. tvangsindgreb og magtanvendelse.

De opgaver, som sundhedspersonalet på psykiatriske afdelinger varetager, har således karakter af myndighedsudøvelse med den konsekvens, at delegation heraf til private som udgangspunkt vil kræve en udtrykkelig lovhjemmel.

2.2.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet overvejelser

Regeringen og aftalepartierne blev med Aftale om en samlet 10-års plan for psykiatrien 2025, enige om at tilvejebringe de lovmæssige hjemler, der kan bidrage til mere sikre rammer og større tryghed i psykiatrien og i retspsykiatrien.

Det drejer sig bl.a. om hjemmel til brug af vagter.

Det fremgår bl.a. af aftalen, at bl.a. private vagter skal kunne benyttes ud fra lokale behov, hvor det vil være regionerne, der efter dialog med relevante afdelinger beslutter, hvor og hvordan disse kan anvendes.

Folketingets Ombudsmand har også i FOB 2024-12 udtalt, at faktisk myndighedsudøvelse i form af anvendelse af fysisk magt i henhold til psykiatrilovens § 17, stk. 1, er omfattet af kravet om udtrykkelig lovhjemmel i forbindelse med delegation til private vagter.

Dette omfatter også tilfælde, hvor beslutningen om at anvende fysisk magt bliver truffet af personalet på den psykiatriske afdeling, og den private vagt alene deltager i anvendelsen af fysisk magt efter instruktion fra myndigheden.

Det giver anledning til en række overvejelser af principiel karakter at delegere myndighedsudøvelse til private aktører.

Det gør sig i særlig grad gældende, hvis der delegeres myndighedsudøvelse, som kan indebære magtanvendelse, til private aktører.

Det skyldes bl.a., at det offentliges anvendelse af fysisk magt over for borgerne bør begrænses mest muligt, og som altovervejende udgangspunkt forbeholdes personer, der besidder en særlig uddannelse og fagkundskab inden for det pågældende område.

Dette må i særlig grad antages at gælde, når der, som det er tilfældet på psykiatriens område, vil kunne blive anvendt magt over for særligt sårbare personer som f.eks. patienter med psykiatriske lidelser.

Af disse grunde bør der efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse generelt udvises meget betydelig tilbageholdenhed med at delegere myndighedsudøvelse, der kan indebære magtanvendelse, til private aktører.

Danske Regioner har over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyst, at de psykiatriske afdelinger har behov for at kunne anvende private vagter, som kan deltage i forbindelse med udøvelse af magt og anvendelse af tvangsfiksering hvis personalet finder det nødvendigt.

I den forbindelse gør særlige omstændigheder sig gældende på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvor det har vist sig ikke at være muligt at rekruttere et tilstrækkeligt antal mandlige medarbejdere til at opretholde den nødvendige sikkerhed på afdelingen.

Det er derfor nødvendigt at kunne tilknytte eksternt vagtpersonale for at kunne opretholde et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på Sikringsafdelingen.

Det er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriet opfattelse afgørende for psykiatriske afdelingers muligheder for at sikre trygge rammer for både personale og medpatienter på psykiatriske afdelinger, i tilfælde hvor patienter på afdelingen kan være udadreagerende eller opkørte, at afdelingerne kan anvende private vagter som supplement til ansatte.

Ledelsen på de psykiatriske afdelinger vil i den forbindelse altid skulle tilstræbe, at udøvelse af tvang udføres af psykiatriens eget personale.

Der kan efter ministeriets opfattelse opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at have mulighed for bistand fra private vagter i forbindelse anvendelse af fysisk magt eller tvangsfiksering af en patient, hvis personalet vurderer det nødvendigt.

Det vil f.eks. kunne være i en akut opstået eller meget voldsom situation, hvor personalet vurderer, at involvering af flere personer vil kunne sikre en hurtigere håndtering af situationen, der dermed kunne opleves mere skånsom og deeskalerende for patienten selv, medpatienter og personalet, eller hvor det er nødvendigt at inddrage private vagter af hensyn til at forebygge vold og arbejdsskader.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder på denne baggrund, at der bør skabes hjemmel til, at sygehusmyndigheden kan beslutte, at private vagter kan bistå i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, såfremt betingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 1, er opfyldt, og ved tvangsfiksering, såfremt betingelserne herfor i psykiatrilovens § 14, stk. 2, er opfyldt.

Det bør i den forbindelse sikres, at der iagttages visse mindstekrav for private vagter, som skal kunne bistå med magtanvendelse i psykiatrien.

Der skal bl.a. være de nødvendige instrukser og tilsyn, de private vagter skal have de nødvendige og vedligeholdte kompetencer vedrørende deeskalering og tvang, private vagter skal have en ren straffeattest, og de skal i relevant omfang inddrages i afdelingens løbende faglige refleksioner efter tvangsanvendelser.

Dette skal være med til at sikre, at bistand fra private vagter ved magtanvendelse i psykiatrien ikke sker på bekostning af hensynet til den særlige sårbare gruppe af patienter i psykiatrien.

Private vagters magtanvendelse skal ske under ledelsen på den psykiatriske afdelings ledelse og ansvar.

Det vil således være afdelingsledelsen, der nærmere bestemmer, hvilke konkrete opgaver private vagter skal kunne varetage, hvordan opgavevaretagelsen nærmere skal foretages og rammerne for sundhedspersonalets inddragelse af vagterne.

Afdelingsledelsen vil endvidere skulle føre et tæt tilsyn med de private vagter i forbindelse med den konkrete opgavevaretagelse.

De private vagter skal desuden overholde de samme regler for opgavevaretagelsen, som hvis opgaverne var blevet varetaget af sundhedspersonalet på den psykiatriske afdeling.

Anvendelse af private vagter til magtanvendelse og tvangsfiksering vil ikke påvirke patientens eksisterende klageadgang over tvangsindgrebet.

2.2.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at sygehusmyndigheden skal kunne beslutte, at private vagter kan bistå i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, såfremt betingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 1, er opfyldt, og ved tvangsfiksering af en patient, såfremt betingelserne i lovens § 14, stk. 2, er opfyldt.

Forslaget vil skabe den fornødne hjemmel til, at sygehusmyndigheden kan beslutte, at private vagter kan deltage i forbindelse med anvendelse af fysisk magt og ved tvangsfiksering, hvis personalet finder det nødvendigt.

Med den foreslåede bestemmelse vil der blive givet adgang til brug af private vagter på de psykiatriske afdelinger, hvilket vil give bedre muligheder for at potentielt farlige situationer kan håndteres af et tilstrækkeligt antal personale, sådan at situationen hurtigst muligt kan deeskaleres eller håndteres.

Det er hensigten, at hjemlen alene vil skulle give adgang til, at private vagter skal kunne yde bistand og deltage under instruks fra personalet og på ledelsens ansvar.

De private vagter vil således ikke få mulighed for at beslutte at anvende fysisk magt eller tvangsfiksering.

Ledelsen vil endvidere skulle føre tilsyn med de private vagter i forbindelse med den konkrete opgavevaretagelse, ligesom de private vagter i relevant omfang bør indgå i afdelingens løbende faglige refleksioner efter tvangsanvendelser.

Ved private vagter forstås personale fra eksterne vagtfirmaer eller lignende ordninger.

Forslaget vil betyde, at private vagter som følge af psykiatrilovens § 17, stk. 1, vil kunne bistå med at fastholde og om fornødent med magt føre en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne herfor i § 14, stk. 2, er opfyldt.

Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i psykiatrilovens kapitel 3, vil der kunne anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Forslaget vil samtidig indebære, at private vagter vil kunne bistå ved tvangsfiksering.

Tvangsfiksering må – som følge af psykiatrilovens § 14, stk. 2 – kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, forfølger eller på anden måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Private vagters deltagelse i forbindelse med udøvelse af magt og anvendelse af tvangsfiksering vil f.eks. kunne være nødvendig i en akut opstået eller meget voldsom situation, hvor personalet vurderer, at involvering af flere personer vil kunne sikre en hurtigere håndtering af situationen, der dermed kunne opleves mere skånsom og deeskalerende for patienten selv, medpatienter og personalet, eller hvor det er nødvendigt at inddrage private vagter af hensyn til at forebygge vold og arbejdsskader.

Det vil også på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, være nødvendigt af hensyn til opretholdelse af et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på afdelingen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger, at der med forslaget ikke vil blive givet mulighed for, at private vagter skal kunne beslutte at anvende fysisk magt i henhold til psykiatrilovens § 17, stk. 1, eller tvangsfiksering i henhold til psykiatrilovens § 14, stk. 2.

Det vil alene blive muligt for de private vagter at bistå personalet med eller deltage i magtanvendelse eller tvangsfiksering efter beslutning herom og under instruks fra personalet.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det er ledelsen på den psykiatriske afdeling, som vil have ansvaret for at sikre, at der foreligger de nødvendige instrukser og tilsyn, at brug af magt, herunder i tilfælde hvor private vagter deltager, lever op til psykiatrilovens bestemmelser, herunder særligt mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet i § 4, at de private vagter har de nødvendige kompetencer vedrørende deeskalering og tvang, har en ren straffeattest, og at de private vagter i relevant omfang deltager i afdelingens løbende faglige refleksioner efter tvangsanvendelser.

Der vil ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om anvendelse af private vagter, herunder afdelingsledelsens ansvar.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5, og bemærkningerne hertil.

2.3.

Øget anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation og vilkår for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang

2.3.1.

Gældende ret

Det fremgår at psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Det fremgår af Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 128 som fremsat, side 9, at der indtil 2015 fremgik et krav om begrundet mistanke forud for iværksættelse af kontrollen.

Dette blev dog ændret ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, hvor kravet om begrundet mistanke bortfaldt.

Med ændringen i 2015 skal der nu alene foreligge en mistanke forud for iværksættelse af kontrol og åbning af post, undersøgelse af patientens stue eller ejendele og kropsvisitation.

Det forstås herved, at overlægen eller det øvrige personale på afdelingen blot skal have en rimelig grund til at formode, at der er indført medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse er forsøgt indført, jf. bekendtgørelse nr. 1102 af 11. september 2015 om åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer samt kropsvisitation m.v. på psykiatrisk afdeling.

For så vidt angår medikamenter, rusmidler og farlige genstande, fremgår endvidere af bemærkningerne, at der kan være tale om genstande eller midler, der kan udgøre en fare for patienten selv eller andre, hvis genstandene findes på afdelingen.

Farlige genstande kan eksempelvis være knive eller andre våben, men det kan også være genstande, som man normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks. værktøj, nåle eller glasflasker.

Af rusmidler kan nævnes narkotiske stoffer eller alkohol.

For så vidt angår medikamenter kan det være alle former for medicin, både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter på afdelingen, beslutte at der skal anvendes kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer ved undersøgelse af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 164 som fremsat, side 21, at der ved kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen.

Dette kan eksempelvis være scannere, der benytter mikrobølgeteknik.

Det bemærkes, at hensigten med denne bestemmelse ikke er, at der kan foretages rutinemæssige undersøgelser på afdelingen, hvorfor der fortsat gælder et krav om mistanke for at bestemmelsen kan finde anvendelse.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen for så vidt angår metaldetektorer, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 128 som fremsat, side 10, at der med metaldetektorer forstås håndholdte apparater, som ved brug af magnetiske felter kan indikere forekomsten af metal eller genstande af metal ved lyd eller vibrationer ved undersøgelse af personer uden på tøjet.

Formålet med bestemmelsen er ifølge bemærkningerne bl.a. at sikre patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter som personale, ved at søge at forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid skal iagttages.

Det følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

I mindstemiddelsprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med anvendelse af kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer, jf. stk. 2.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 4, at åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue og ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 5, at kropsvisitation efter stk. 1, nr. 4, ikke omfatter kroppens hulrum.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 6, at overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdelings udearealer, kan beslutte, at der kan anvendes narkohunde ved undersøgelse af disse arealer.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 7, at overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler, farlige genstande og mobiltelefoner eller lignende kommunikationsudstyr, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2, 6 og 8 og §§ 19 c og d tages i forvaring.

Overlægen skal overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, at ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier.

Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske patienter.

Formålet med bestemmelsen er ifølge bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 128 som fremsat, side 22, at sikre et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat, som eksempelvis kan ske ved brug af metaldetektorer, som enten vil anvendes ved mistanke om at patienter eller andre, der søger adgang til afdelinger, søger at medbringe farlige genstande som eksempelvis knive eller skydevåben, eller på retspsykiatriske afdelinger rutinemæssigt for patienter og besøgende.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 9, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om åbning og kontrol af patienters post, patienters afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve, undersøgelse af patientstuer og patienters ejendele, kropsvisitation af patienter, anvendelse af kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer og anvendelse af narkohunde.

Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1081 af 27. oktober 2019 om åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og narkohunde m.v.

De nærmere regler for udgangstilladelse for retspsykiatriske patienter følger af bekendtgørelse nr. 1492 af 5. december 2024 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret (herefter udgangsbekendtgørelsen).

Det følger bl.a. af udgangsbekendtgørelsens § 1, nr. 1-5, at overlægen eller dennes stedfortræder for personer, der er anbragt i psykiatrisk afdeling, dog ikke Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. straffelovens §§ 68, 69, eller 73, træffer afgørelse om anbringelse på åben eller lukket afdeling, adgang til at færdes inden for afdelingens område, udgang uden for afdelingens område af højst tre timers varighed inden for samme døgn, udgang uden for afdelingens område af mere end tre timers varighed uden overnatning under ledsagelse af en eller flere medarbejdere, og udgang til uopsættelig indlæggelse på somatisk afdeling.

Det følger endvidere af udgangsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, nr. 1-9, at den ansvarlige myndighed kan fastsætte vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug af tilladelse til ledsaget eller uledsaget udgang m.v., som betingelse for tilladelsen, herunder at den pågældende under udgangen er under ledsagelse af medarbejdere, at den pågældende ikke begår ny kriminalitet eller i øvrigt misbruger tilladelsen til udgang, at den pågældende ikke indtager alkohol eller andre rusmidler under udgangen, at den pågældende ved mistanke om indtagelse af rusmidler medvirker til en alkoholtest eller afgiver en urinprøve ved afgangen og/eller tilbagekomsten, at den pågældende ikke tager ophold andre steder end på udgangsadressen, at den pågældende ikke må opholde sig bestemte steder eller opsøge bestemte personer, at den pågældende under en uledsaget udgang er under opsyn af nærtstående eller lignende, at politiet ikke udtaler sig imod tilladelsen til udgang, og at udgangen alene afvikles, hvis den umiddelbart forinden iværksættelse skønnes forsvarlig af overlægen eller dennes stedfortræder på psykiatrisk afdeling eller lederen eller dennes stedfortræder på en institution.

2.3.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet overvejelser

Med Aftale om en samlet 10-års plan for psykiatrien fra 19. maj 2025, har regeringen og aftalepartierne understreget behovet for, at menneskesynet i psykiatrien forbliver afbalanceret, omsorgsfuldt og afstigmatiserende.

Men det må også erkendes, at der i de senere år er sket flere tragiske hændelser i psykiatrien.

Disse voldsomme hændelser skaber både utryghed blandt medpatienter og personale, men fører også til, at mennesker med psykiske lidelser stigmatiseres, og det kan medvirke til, at potentielt og eksisterende personale ender med at fravælge psykiatrien som arbejdsplads.

Regeringen og aftalepartierne har derudover noteret sig, at der allerede i 2024 blev tilvejebragt hjemmel til håndholdte metaldetektorer, og at Danske Regioner og Region Hovedstaden i efteråret 2024 har foreslået en række muligheder for at styrke sikkerheden i psykiatrien gennem ændringer af psykiatriloven.

Regeringen og aftalepartierne er i lyset heraf enige om at tilvejebringe de lovmæssige hjemler, der kan bidrage til mere sikre rammer og større tryghed i psykiatrien og i retspsykiatrien, herunder også på psykiatriske og retspsykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

Det drejer sig ifølge aftalen om hjemmel til bl.a. karmscannere på psykiatriske afdelinger, ambulatorier, akutmodtagelser;

kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser;

kropsvisitation af patienter, hvis kropsscanner eller karmscanner giver udslag på afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser;

og vilkår om kropsvisitation for retspsykiatriske patienter efter udgang.

På den baggrund finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet behov for i overensstemmelse med aftalen at udvide definitionen af begrebet metaldetektor til foruden håndholdte apparater også at omfatte karmscannere.

Efter ministeriets opfattelse vil det være tilstrækkeligt at udvide begrebsanvendelsen i lovbemærkningerne.

Ministeriet finder det desuden nødvendigt at tilføje en hjemmel til at kunne anvende kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser.

Formålet med at gøre det muligt at anvende kropsscannere psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser er at sikre de tilstrækkelige sikkerhedsmæssige rammer og øge trygheden for personale og patienter på de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurderede i juni 2024 ud fra en formålsfortolkning, at psykiatriske akutmodtagelser var omfattet af henvisningen til psykiatriske ambulatorier.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det dog hensigtsmæssigt, at psykiatriske akutmodtagelser fremgår direkte af lovteksten.

Derudover vil det ifølge ministeriet være nødvendigt at tilføje en hjemmel til at kunne kropsvisitere patienter og personer, der søger adgang til en psykiatrisk afdeling, hvis en kropsscanner eller metaldetektor giver udslag.

Endelig vurderer ministeriet i overensstemmelse med aftalen, at der vil skulle fastsættes hjemmel til at kunne stille vilkår om kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang fra afdelingen.

For at kunne stille et sådant vilkår vil det efter ministeriets opfattelse forudsætte, at der ikke stilles krav om konkret mistanke til patienten i forhold til indførsel eller forsøg på indførsel af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande til en eller flere patienter i afdelingen efter mistankekravet i psykiatrilovens § 19 a, stk. 1.

I den forbindelse er det ministeriets opfattelse, at ordningen også bør omfatte beslutning om vilkår om anvendelse af kropsscannere og metaldetektorer foruden kropsvisitation af hensyn til at sikre, at der også uden mistankekrav er hjemmel til at foretage mindre indgribende undersøgelser i form af kropsscanning eller anvendelse af metaldetektor som vilkår for udgang fra afdelingen forud for en eventuel beslutning om kropsvisitation, i tilfælde hvor afdelingen har erhvervet sig en kropsscanner eller metaldetektor.

Regeringen og aftalepartierne har endvidere bemærket, at de nye muligheder skal kunne benyttes ud fra lokale behov, hvor det vil være regionerne, der efter dialog med relevante afdelinger beslutter, hvor og hvordan disse kan anvendes.

De foreslåede tiltag vil herefter skulle forstås i overensstemmelse med aftalen herom.

2.3.3.

Den foreslåede ordning

2.3.3.1.

Kropsvisitation ved udslag fra kropscannere eller metaldetektorer og vilkår for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst efter udgang

Det foreslås, at overlægen vil kunne beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Det foreslås også, at overlægen kan beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Ved udslag menes, at en kropsscanner eller metaldetektor gør opmærksom på et fund, eksempelvis ved lys, lyd eller vibrationer.

Forslagene vil sikre, at personalet på afdelingerne i højere grad kan sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke medbringes på både psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser, ved at give personalet mulighed for at foretage kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser, i de tilfælde, hvor en kropsscanner eller metaldetektorer giver udslag.

Forslagene har ikke til hensigt at ændre på det gældende mistankekrav efter psykiatrilovens § 19 a, stk. 1.

Således vil overlægen eller det øvrige personale på afdelingen med de foreslåede bestemmelser fortsat skulle have en rimelig grund til at formode, at farlige genstande forsøges indført på afdelingen, for at anvende kropsscannere og metaldetektorer.

Det kan eksempelvis være i tilfælde af, at personalet har kendskab til, at en patient tidligere og inden for nyere tid har været i besiddelse af en farlig genstand i forbindelse med patientens kontakt med en psykiatrisk afdeling, akutmodtagelse eller ambulatorium.

Derudover vil afvigende og truende adfærd, verbale trusler og lignende ud fra en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.

Kravet om mistanke vil fortsat ikke gælde for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med anvendelse af kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer.

Det bemærkes endvidere, at kropsvisitationer ikke vil kunne gennemtvinges over for personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, men at de pågældende vil kunne nægtes adgang til de pågældende steder, hvis ikke de vil lade sig undersøge.

Det foreslås desuden, at mistankekravet ikke skal gælde ved beslutning om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.

Forslaget betyder, at overlægen vil få mulighed for at kunne fastsætte anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation som et rutinemæssigt vilkår for udgang fra afdelingen for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.

Vilkår om kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation efter udgang vil kunne anvendes af hensyn til patientens, medpatienters og personalets sikkerhed eller af hensyn til behandlingssikkerheden for patienten eller medpatienter.

Det bemærkes i denne forbindelse, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid skal iagttages.

Det følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

I forhold til beslutning om vilkår for udgang for retspsykiatriske patienter vil det bl.a. medføre, at i det omfang en afdeling har kropsscannere eller metaldetektorer, vil disse i første omgang skulle anvendes inden det besluttes at foretage kropsvisitation af patienten.

I mindstemiddelprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

For så vidt angår kropsvisitation af patienten vil denne så vidt muligt skulle foretages af en person af eget køn.

Kropsvisitation vil som hidtil ikke omfatte undersøgelse af kroppens hulrum, herunder undersøgelse af endetarm eller mundhule.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, 7 og 9, og bemærkningerne hertil.

2.3.3.2.

Anvendelse af kropsscannere på psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser og udvidelse af begrebet metaldetektor

Det foreslås, at overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, uden retskendelse kan beslutte, at der skal anvendes kropsscannere og metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

Med forslaget vil det således blive muligt at anvende kropsscannere og ikke alene metaldetektorer.

Forslaget sikrer også, at kropsscannere og metaldetektorer vil kunne anvendes på både psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

Med kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge personer ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen.

Dette kan eksempelvis være scannere, der benytter mikrobølgeteknik.

Der gives ikke hjemmel til at anvende scannere med brug af ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker i den forbindelse, at alene kropsscannere baseret på røntgenteknologi er omfattet af lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse (herefter strålebeskyttelsesloven).

Idet forslaget om anvendelse af kropsscannere på psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser alene omfatter scannere uden brug af ioniserende stråling, vil reglerne i strålebeskyttelsesloven ikke finde anvendelse, og er derfor ikke beskrevet nærmere.

Ved metaldetektorer skal fremover foruden håndholdte apparater også forstås karmscannere, som ved brug af magnetiske felter kan indikere forekomsten af metal eller genstande af metal ved lyd eller vibrationer ved undersøgelse af personer uden på tøjet.

Det er ikke hensigten med forslaget at ændre mistankekravet, jf. § 19 a, stk. 1.

Således vil overlægen eller det øvrige personale på afdelingen med den foreslåede bestemmelse skulle have en rimelig grund til at formode, at farlige genstande forsøges indført på afdelingen, for at anvende kropsscannere og metaldetektorer.

Det vil være en konkret vurdering, hvornår mistankekravet er opfyldt.

Det kan eksempelvis være i tilfælde af, at personalet har kendskab til, at en patient tidligere og inden for nyere tid har været i besiddelse af en farlig genstand i forbindelse med patientens kontakt med en psykiatrisk afdeling, akutmodtagelse eller ambulatorium.

Derudover vil afvigende og truende adfærd, verbale trusler og lignende ud fra en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.

Kravet om mistanke vil fortsat ikke gælde for retspsykiatriske ambulatorier, jf. psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, 2. pkt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger, at det ikke forventes at de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser har et sikkerhedsniveau tilsvarende kriminalforsorgen, da der er tale om sygehusvæsenet, der bliver administreret af sundhedspersonale, og hvis primære fokus er den sundhedsfaglige behandling af patienterne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger endvidere, at det ikke er forventningen, at alle psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser vil finde behov for at anvende kropsscannere.

Således er formålet med bestemmelsen at give hjemmel til de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, som finder behov for at anvende disse.

2.4.

Indførelse af klagefrister til Det Psykiatriske Patientklagenævn

2.4.1.

Gældende ret

Det fremgår af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

I medfør af psykiatrilovens § 24, stk. 1, beskikkes der en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Efter psykiatrilovens § 40, stk. 4, beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

I medfør af psykiatrilovens § 24, stk. 2, skal patientrådgiveren vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

Det følger endvidere af psykiatrilovens § 32, stk. 1, at patienten ved enhver anvendelse af tvang skal vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Klage over beslutning om tvang har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. psykiatrilovens § 32, stk. 2.

Det følger af § 3 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (herefter klage- og erstatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025, at klager over bl.a. sundhedsfaglig virksomhed til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Det samme gælder for så vidt angår klager over anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile til Tvangsbehandlingsnævnet, jf. klage- og erstatningslovens § 4 a.

2.4.2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet overvejelser

Psykiatriloven indeholder i modsætning til klage- og erstatningsloven ikke frister for at klage over frihedsberøvelse og tvangsindgreb til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Som konsekvens heraf kan psykiatriske patienter klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn mange år efter iværksættelsen af det påklagede tvangsindgreb.

Denne gruppe sager lader sig vanskeligt oplyse og kræver mange ressourcer af de psykiatriske afdelinger, idet sygehusmyndigheden i henhold til psykiatrilovens § 36, stk. 1, skal fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen, og en erklæring fra overlæge.

Derudover skal lægen, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over, så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet.

Dette giver ligeledes udfordringer ved behandling af klager af ældre karakter.

Det er derudover ressourcekrævende for Det Psykiatriske Patientklagenævn, som er ansvarlig for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det på denne baggrund hensigtsmæssigt, at der indføres en relativ klagefrist på 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og en absolut klagefrist på 5 år fra den dag, tvangsforanstaltningen fandt sted.

Med indførelsen af klagefristerne på henholdsvis 2 og 5 år, vil der ske en ensretning af klagefristerne for klager til Styrelsen for Patientklager, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Tvangsbehandlingsnævnet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det dog samtidig hensigtsmæssigt, at klagefrister for tvangsindgreb i psykiatrien tager højde for, at der er tale om en særligt sårbar patientgruppe.

Ministeriet finder herefter at der kan være behov for at afvige fra fristerne hvis særlige grunde taler for det, ligesom det vurderes hensigtsmæssigt, at klagefristerne først vil kunne finde anvendelse fra patienten er fyldt 15 år.

Vurderingen af en aldersgrænse på 15 år skal ses i sammenhæng med, at patienter efter sundhedslovens § 17 og psykiatrilovens § 1, stk. 4, kan give informeret samtykke til behandling fra de er 15 år.

Af hensyn til, at forslaget om hjemmel til kamerakig desuden vurderes meget indgribende for patienten, finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i lighed med sager om oppegående tvangsfiksering, skal træffe afgørelse i sager om kamerakig senest 14 dage efter klagens modtagelse.

2.4.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en relativ klagefrist på 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og en absolut klagefrist på 5 år fra den dag, tvangsforanstaltningen fandt sted, for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Det foreslåede betyder, at en anmodning til sygehusmyndigheden om indbringelse af klager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, anvendelse af kamerakig efter den foreslåede § 1, nr. 1, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager, skal være indgivet af patienten eller patientrådgiveren inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Det foreslåede vil også betyde, at klager skal indgives senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Forslaget vil sikre ressourcemæssige hensyn, idet klager af ældre karakter vanskeligt lader sig oplyse, og således er ressourcekrævende og udfordrende for både de psykiatriske afdelinger og Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at enhver psykiatrisk patient, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives et tvangsindgreb, har ret til at få beskikket en patientrådgiver, som bl.a. skal bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager, og som så vidt muligt skal være til stede i Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Dette følger af psykiatrilovens § 24.

Således har patienten krav på støtte og vejledning, herunder i forhold til klage, efter iværksættelse af en tvangsforanstaltning.

Dertil foreligger en underretningspligt og klagevejledningspligt efter psykiatrilovens §§ 31 og 32.

Den relative klagefrist på 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, vil tidligst begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor patienten efter en konkret vurdering havde et rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener til en eventuel fejl i behandlingen.

Den relative klagefrist på 2 år suppleres af en absolut klagefrist på 5 år fra den dag, hvor behandlingen fandt sted.

En klage vil således som udgangspunkt altid være forældet 5 år efter behandlingen.

Det foreslås desuden at indføre adgang til dispensation fra klagefristerne, når særlige grunde taler herfor.

Her tænkes navnlig på tilfælde, hvor patienten mod forventning ikke er blevet beskikket en patientrådgiver efter psykiatrilovens § 24 eller ikke har modtaget klagevejledning efter psykiatrilovens § 32.

Det vil f.eks. dreje sig om tilfælde, hvor patienten ikke har kunnet modtage og forstå klagevejledning eller kunnet indgive en klage, fordi patienten i hele eller store dele af klagefristens periode har befundet sig i en psykotisk tilstand.

Endelig foreslås, at klagefristerne løber fra den dag patienten er fyldt 15 år, hvis patienten var under 15 år på tidspunktet, hvor klageforholdet fandt sted.

Forslaget skal sikre, at der vil blive taget særligt hensyn til, at tvangsindgreb ofte involverer meget sårbare patienter, som har behov for særlig støtte, hvis patienten mod forventning ikke har opnået sine lovsikrede patientrettigheder eller har været meget ung på tidspunktet for tvangsanvendelsen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

3.

Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

Lyd- og videoovervågning af patienten ved anvendelse af kamerakig efter lovforslagets § 1, nr. 1, og efter ansøgning hos Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, vil skulle vises i direkte tid og vil ikke måtte blive optaget, gemt eller lagret.

For at sikre, at det udelukkende er relevant personale, som vil få mulighed for at udføre et lyd- og videobaseret kamerakig, vil skærmen til brug for kamerakig skulle placeres så der kun er adgang til for det relevante personale at kunne kigge ind via kameraet.

Sikringsafdelingens ledelse vil desuden skulle sikre, at det registreres, hvem der har haft adgang til at se på skærmen, herunder i hvilken tidsperiode det lyd- og videobaserede kamerakig har fundet sted.

Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en uddybning af kriterierne for anvendelse af kamerakig.

Den foreslåede ændring vil indebære behandling af personoplysninger, som er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, vil i forbindelse med ansøgning om tilladelse til anvendelse af kamerakig efter den foreslåede ordning kunne behandle personoplysninger i form af almindelige personoplysninger, herunder om patientens navn, oplysninger om personnummer, samt følsomme personoplysninger i form af patientens helbredsoplysninger til brug for Styrelsen for Patientsikkerheds stillingtagen.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil desuden i medfør af den foreslåede ordning træffe afgørelse om tilladelse til anvendelse af kamerakig efter indstilling fra et særligt sagkyndigt råd nedsat af styrelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed og det særlige sagkyndige råd vil således ligeledes kunne behandle de ovennævnte personoplysninger i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om tilladelse til anvendelse af kamerakig.

Formålet for forslaget om, at den ledende overlæge skal ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse til at anvende kamerakig er at sikre patientens retssikkerhed.

Behandling er lovlig, hvis én af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt, herunder hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som led i myndighedsudøvelse (litra e).

Behandling i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, skal have et såkaldt supplerende retsgrundlag, som forpligter eller berettiger myndigheden til at udføre en bestemt myndighedsopgave.

Det følger af forordningens artikel 6, stk. 3.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at behandlingen er nødvendig af hensyn til både regionernes og Styrelsen for Patientsikkerheds myndighedsudøvelse, idet det i forbindelse med tilladelse til og anvendelse af kamerakig vil være nødvendigt at behandle personoplysninger ud fra beskyttelseshensyn med henblik på at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende selvskade.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at muligheden for at anvende kamerakig ud fra et beskyttelseshensyn alene er tiltænkt ekstraordinære situationer, for en tidsbegrænset periode og afgrænset til patientstuer på Sikringsafdelingen.

Dertil vil mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid skulle iagttages, således at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurderer herefter, at de foreslåede bestemmelser udgør det supplerende retsgrundlag for behandling i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e og artikel 10.

Ifølge databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan offentlige myndigheder behandle oplysninger om personnummer med henblik på entydig identifikation eller som journalnummer.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at den behandling af oplysninger om personnumre, som måtte ske efter den foreslåede bestemmelse, kan ske inden for rammerne af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, idet behandlingen vurderes at være nødvendig for at kunne identificere de pågældende personer.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal afslutningsvis bemærke, at det forudsættes, at de øvrige bestemmelser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, herunder navnlig principperne om dataminimering og opbevaringsbegrænsning, hvilket især vil være relevant ift.

forslaget om at kunne anvende kamerakig, artikel 6 om lovlig behandling af personoplysninger, artikel 9 om behandling af særlige kategorier af personoplysninger og artikel 32 om behandlingssikkerhed, også iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelser.

4.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige.

5.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7.

Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

8.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

9.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. oktober 2025 til den 11. november 2025 (27 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.

3F, Advokatrådet, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Bedre Psykiatri, Brancheforeningen for Private Hospitaler og Klinikker, Danmarks Apotekerforening, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk IT – Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den Nationale Videnskabsetiske Komité, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Diabetesforeningen, Dignity – Dansk Institut mod Tortur, Ergoterapeutforeningen, Erhvervsstyrelsen, Farmakonomforeningen, Finanstilsynet, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring & Pension, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Hjernesagen, Hjerteforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, KL, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen LEV, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Landsforeningen SIND, Lægeforeningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke, Praktiserende Lægers Organisation, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Radiograf Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Retspolitisk Forening, Rigspolitiet, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Udviklingshæmmedes Landsforbund, Yngre Læger, ÆldreForum og Ældre Sagen.

11.

Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Klimamæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant omfang også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X)

Ja

Nej

X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er ikke i dag hjemmel til at anvende kamerakig på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Det fremgår af psykiatrilovens § 18 a, stk. 1, at aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Psykiatrilovens § 18 c, stk. 4-9, regulerer bl.a. processen for ansøgning om og tilladelse til at iværksætte oppegående tvangsfiksering, og Styrelsen for Patientsikkerheds årlige tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i § 18 a, hvorefter kamerakig på patientstue efter § 18 c, stk. 4-9, i en tidsbegrænset periode kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Ved kamerakig forstås lyd- og videoovervågning af patienten, som skal kunne vises i direkte tid, og videoen må ikke blive optaget, gemt eller lagret.

Den teknologi, der vil kunne anvendes til kamerakig, skal kunne indikere, hvornår kameraet er tændt eksempelvis med en lampe eller lyd.

Anvendelse af indikationen vil kunne undlades, hvis den ledende overlæge eller dennes stedfortræder vurderer, at det vil have en meget negativ effekt på den konkrete patient, f.eks. hvis patienten er meget paranoid.

Det bemærkes, at patienten i alle tilfælde vil skulle oplyses om anvendelse af kamerakig, og at information af patienten herom vil skulle journalføres.

Forslaget vil betyde, at der gives hjemmel til at anvende lyd- og videoovervågning på patientstuer på Sikringsafdelingen i en tidsbegrænset periode, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Kamerakig vil efter forslaget kunne anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred alvorlige eller livstruende skader.

Der vil være tale om tilfælde af meget alvorlig eller livstruende selvskade, hvor mindre indgribende tvangsformer ikke vil være tilstrækkelige for at forhindre selvskaden.

Det vil kunne indgå som supplerende overvejelse, at en mindre indgribende tvangsform må formodes at være forbundet med fare for personalet på Sikringsafdelingen, som behandler patienter, som er vurderet ekstraordinært farlige.

For en nærmere gennemgang af selvskadens karakter henvises til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Forslagets henvisning til psykiatrilovens § 18 c, stk. 4-9, vil betyde, at kamerakig alene vil kunne iværksættes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil på baggrund af ansøgning skulle træffe afgørelse i sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil herefter kunne træffe afgørelse om, at der i en begrænset periode vil kunne anvendes kamerakig på en patientstue på Sikringsafdelingen, hvis det er nødvendigt for at afværge at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

Forslaget vil ligeledes betyde, at den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, vil skulle ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse til anvendelse af kamerakig, hvis lægen vurderer, at kamerakig er nødvendig.

I den ledende overlæges fravær vil vurderingen kunne foretages af dennes stedfortræder, der ligeledes vil kunne indgive ansøgning.

Ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed vil skulle indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder om, at den pågældende på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer, at anvendelse af kamerakig er nødvendig.

I ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed vil den ledende overlæge eller dennes stedfortræder samtidig kunne anmode om Styrelsen for Patientsikkerheds tilladelse til at anvende kamerakig i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, altid vil skulle iagttages, således at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Mindstemiddelprincippet vil således også indebære, at det i en given situation vil skulle vurderes, om det vil være tilstrækkeligt at anvende kamerakig på dele af patientens stue, eller om det er nødvendigt at overvåge hele patientstuen, herunder patientens egne bad- og toiletforhold.

Forslaget vil desuden betyde, at det særlig sagkyndige råd vil kunne indstille, at der gives tilladelse til at anvende kamerakig af patienten.

En af rådets speciallæger i psykiatri vil skulle have tilset patienten, før ansøgningen vil kunne behandles i rådet.

Rådet vil skulle afgive sin vurdering hurtigst muligt, dog senest 14 hverdage efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget ansøgningen fra Sikringsafdelingen.

Derudover vil forslaget betyde, at beslutning om ophævelse af kamerakig vil skulle træffes af den behandlingsansvarlige overlæge.

I den behandlingsansvarlige overlæges fravær vil beslutningen kunne træffes af dennes stedfortræder.

Da tilladelse til kamerakig alene vil kunne tillades for en tidsbegrænset periode, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil bestemmelsen om den behandlingsansvarlige overlæges beslutning om ophævelse af kamerakig alene finde anvendelse for ophævelse inden for den tilladte tidsperiode.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil for fastsættelse af nærmere regler om kamerakig, herunder tidsgrænse for anvendelsen.

Forslaget betyder videre, at Styrelsen for Patientsikkerhed og det særlig sagkyndige råd én gang om året vil skulle aflægge besøg på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og tilse de patienter, der er eller i det forudgående år har været underlagt kamerakig.

Forslaget betyder også, at hvis Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med sit tilsyn finder, at kamerakig bør ophøre, vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne ophæve kamerakig med øjeblikkelig virkning.

Anvendelse af kamerakig vil skulle tilføres afdelingens tvangsprotokol, jf. psykiatrilovens § 20, stk. 1.

Det foreslås også at den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst én gang om måneden skal foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af kamerakig, og at beslutningen om kamerakig skal indgå i patientens behandlingsplan.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, og bemærkningerne hertil, for en nærmere gennemgang af rammerne for Styrelsen for Patientsikkerheds tilladelse til kamerakig.

Til nr. 2 og 3

Psykiatrilovens § 18 c, stk. 4-9, regulerer bl.a. processen for ansøgning om og tilladelse til at iværksætte oppegående tvangsfiksering, og Styrelsen for Patientsikkerheds årlige tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen.

Det følger af psykiatrilovens § 21, stk. 8, at så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst en gang om måneden foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.

Beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal indgå i patientens behandlingsplan.

Det fremgår desuden af psykiatrilovens § 36, stk. 3, 2. pkt., at Det Psykiatriske Patientklagenævn i sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 18 c, stk. 4, efter »Oppegående tvangsfiksering« indsættes »eller kamerakig«.

Det foreslås endvidere, at »oppegående tvangsfiksering« i § 18 c, stk. 5, 1., 3. og 4. pkt., stk. 6, 1. pkt., stk. 7, 1. pkt., stk. 8 og 9 , to steder i § 21, stk. 8, 1. pkt., i § 21, stk. 8, 2. pkt., og § 36, stk. 3, 2. pkt., ændres til »oppegående tvangsfiksering eller kamerakig«.

De foreslåede ændringer af § 18 c, stk. 4-9, vil betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter ansøgning fra overlægen vil kunne træffe afgørelse om, at der i en begrænset periode vil kunne anvendes kamerakig på en patientstue på Sikringsafdelingen, hvis det er nødvendigt for at afværge at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.

For en nærmere gennemgang af den foreslåede ordning om kamerakig henvises til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og den foreslåede § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

De foreslåede ændringer af § 21, stk. 8, vil betyde, at den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst en gang om måneden skal foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af kamerakig, så længe kamerakig opretholdes.

Beslutningen om kamerakig skal indgå i patientens behandlingsplan.

Den foreslåede ændring af psykiatrilovens § 36, stk. 3, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, om indførelse af klageadgang over anvendelse af kamerakig.

Forslaget vil betyde, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i sager om kamerakig på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse.

Til nr. 4

Det kræver som udgangspunkt udtrykkelig lovhjemmel, hvis private aktører skal varetage myndighedsudøvelse.

Dette gælder f.eks. tvangsindgreb og magtanvendelse.

Der er ikke i dag hjemmel for det sundhedsfaglige personale i psykiatrien til at delegere magtanvendelse efter psykiatriloven til private vagter.

Betingelserne for anvendelse af tvangsfiksering og fysisk magt er reguleret i psykiatrilovens §§ 14-17.

Det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, forfølger eller på anden måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Efter § 17, stk. 1, kan en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.

Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås efter § 18 g som ny overskrift »Anvendelse af private vagter« og en ny § 18 h, hvorefter sygehusmyndigheden kan beslutte, at private vagter kan bistå i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, såfremt betingelserne i § 17, stk. 1, er opfyldt, og ved tvangsfiksering af en patient, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der skabes hjemmel til private vagters deltagelse i udøvelse af magt i henhold til psykiatrilovens § 17, stk. 1.

Derudover betyder det, at der skabes et klart hjemmelsgrundlag for private vagters deltagelse i anvendelse af tvangsfiksering i henhold til psykiatrilovens § 14, stk. 2.

Det vil f.eks. kunne være i en akut opstået eller meget voldsom situation, hvor personalet vurderer, at involvering af flere personer vil kunne sikre en hurtigere håndtering af situationen, der dermed kunne opleves mere skånsom og deeskalerende for patienten selv, medpatienter og personalet, eller hvor det er nødvendigt at inddrage private vagter af hensyn til at forebygge vold og arbejdsskader.

Det vil også på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, være nødvendigt af hensyn til opretholdelse af et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på afdelingen.

Den foreslåede bestemmelse giver ikke mulighed for, at private vagter vil kunne beslutte at anvende fysisk magt, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1, eller tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2.

Det vil alene blive muligt for de private vagter at deltage efter instruks fra personalet.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke vil påvirke almindelige nødretsbetragtninger.

Det bemærkes, at det er ledelsen på den psykiatriske afdeling, der vil have ansvaret for at sikre, at der foreligger de nødvendige instrukser og tilsyn, at brug af magt, herunder i tilfælde hvor private vagter deltager, lever op til psykiatrilovens bestemmelser, herunder særligt mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet i § 4, at de private vagter har de nødvendige kompetencer vedrørende deeskalering og tvang, har en ren straffeattest, og at de private vagter i relevant omfang deltager i afdelingens løbende faglige refleksioner efter tvangsanvendelser.

Private vagter, der på delegation efter bestemmelsen bistår ved anvendelse af tvang, vil blive anset for at være personale i den pågældende situation.

Bestemmelsen vil således medføre, at navne på implicerede private vagter i medfør af § 5, nr. 6, og § 6, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 1079 af 27. oktober 2019 om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger, vil skulle tilføres tvangsprotokollen ved anvendelse af fysisk magt eller tvangsfiksering.

Patienten vil kunne klage til sygehusmyndigheden over private vagters adfærd under bistand til magtanvendelse eller tvangsfiksering.

Patienten vil således have samme adgang til at klage over vagters adfærd som for adfærdsklager over sundhedspersonale i øvrigt.

Anvendelse af private vagter til magtanvendelse og tvangsfiksering vil ikke påvirke patientens eksisterende klageadgang over tvangsindgrebet.

Til nr. 5

Det følger af psykiatrilovens § 19, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, hvori det indholdsmæssige vil blive videreført og foreslås tilpasset i forhold til forslaget om, at indenrigs- og sundhedsministeren fremover også kan fastsætte regler om anvendelse af private vagter.

Der henvises til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der i § 19 efter »af tvang« indsættes », anvendelse af private vagter, anvendelse af kamerakig«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der skabes hjemmel til, at indenrigs- og sundhedsministeren ved bekendtgørelse vil kunne fastsætte regler om anvendelse af private vagter i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, jf. psykiatrilovens § 17, og tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, ligesom ministeren vil kunne fastsætte regler om anvendelse af kamerakig.

Der forventes i bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger at blive fastsat, i hvor lang tid en afgørelse om anvendelse af kamerakig maksimalt vil kunne gælde.

Der forventes at blive fastsat regler om, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne give tilladelse til anvendelse af kamerakig for maksimalt ét år ad gangen.

Derudover forventes der at blive fastsat regler om, at Sikringsafdelingens ledelse skal sikre, at skærmen til brug for kamerakig er placeret så der kun er adgang for det relevante personale til at kigge ind via kameraet, ligesom ledelsen vil skulle sikre, at det registreres, hvem der har haft adgang til at se på skærmen, herunder i hvilken tidsperiode det lyd- og videobaserede kamerakig har fundet sted.

Desuden forventes der at blive fastsat regler om, at den anvendte teknologi skal kunne indikere, hvornår kameraet er tændt, eksempelvis med en lampe eller lyd, og at indikationen vil kunne undlades, hvis den ledende overlæge eller dennes stedfortræder vurderer, at det vil have en meget negativ effekt på den konkrete patient.

Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor patienten er meget paranoid.

Der forventes ligeledes at blive fastsat regler om, at ledelsen på den psykiatriske afdeling skal sikre nødvendige instrukser og tilsyn med private vagter, og at de private vagter har nødvendige og vedligeholdte kompetencer inden for deeskalering og tvang, har en ren straffeattest og i relevant omfang inddrages i afdelingens løbende refleksioner efter tvangsanvendelser.

Til nr. 6

Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter på afdelingen, beslutte at der skal anvendes kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer ved undersøgelse af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.3.1 for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der i § 19 a, stk. 2, indsættes et 2. pkt. , hvorefter overlægen kan beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Den foreslåede bestemmelse vil i sammenhæng med bestemmelsens 1. pkt. betyde, at overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen kan beslutte, at der skal anvendes kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer ved undersøgelse af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Overlægen vil med forslaget endvidere kunne beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Ved udslag menes, at en kropsscanner eller metaldetektor gør opmærksom på et fund, eksempelvis ved lys, lyd eller vibrationer.

Kropsvisitation vil ikke kunne gennemtvinges over for personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, men de pågældende vil kunne nægtes adgang til de pågældende steder, hvis ikke de vil lade sig undersøge.

Mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, vil altid skulle iagttages, således at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Til nr. 7

Det fremgår at psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Der er ligeledes reguleret en række muligheder for, at overlægen eller dennes stedfortræder for personer, der er anbragt i psykiatrisk afdeling, kan træffe afgørelse om anbringelse, udgang og betingelser for udgang i bekendtgørelse nr. 1492 af 5. december 2024 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret (herefter udgangsbekendtgørelsen).

For en nærmere gennemgang af gældende ret, herunder mistankekravets rækkevidde, henvises til pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 19 a indsættes et nyt stk. 4, hvorefter kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder ved beslutning om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.

Forslaget betyder, at mistankekravet efter § 19 a, stk. 1, ikke vil gælde ved beslutning om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.

Med den foreslåede ændring vil det være muligt for overlægen at fastsætte anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation som et rutinemæssigt vilkår for udgangen fra afdelingen.

Det gælder også retspsykiatriske patienter, der måtte være indlagt uden for en retspsykiatrisk afdeling.

Vilkår om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation efter udgang vil kunne anvendes af hensyn til patientens, medpatienters og personales sikkerhed eller af hensyn til behandlingssikkerheden for patienten eller medpatienter f.eks. i situationer, hvor der på afdelingen opleves problemer og forstyrrelser som følge af konstatering af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen, der vil kunne tilsige nærmere undersøgelser, men hvor der ikke foreligger mistanke til en konkret patient.

Vilkåret må ikke anvendes som straf eller sanktionerende middel.

Foreligger der ikke en konkret problematik vil overlægen i forbindelse med frygt for indførelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen kunne lægge vægt på f.eks. den aktuelle patientsammensætning på afdelingen og afdelingens tidligere erfaringer med konstatering af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande af hensyn til at kunne forebygge problemer af hensyn til personalets sikkerhed eller behandlingssikkerheden.

Såfremt den retspsykiatriske patient afviser at blive scannet eller kropsvisiteret, vil overlægen kunne beslutte, at den retspsykiatriske patient ikke vil kunne få udgang fra afdelingens område.

Mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, vil altid skulle iagttages, således at der i en given situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

Det vil bl.a. medføre, at i det omfang en afdeling har kropsscannere eller metaldetektorer, vil disse i første omgang skulle anvendes inden det besluttes at foretage kropsvisitation af patienten.

Kropsvisitation af patienten skal så vidt muligt foretages af en person af eget køn.

Kropsvisitation omfatter som hidtil ikke undersøgelse af kroppens hulrum, herunder undersøgelse af endetarm eller mundhule.

Til nr. 8

Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, at ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier.

Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske patienter.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.3.1 for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der i § 19 a, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, efter »skal anvendes« indsættes »kropsscannere og«, og efter »psykiatriske ambulatorier« indsættes »og akutmodtagelser«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at der skabes hjemmel til, at psykiatriske ambulatorier kan anvende kropsscannere, hvis de finder behov for at anvende disse.

Samtidig præciseres, at også akutmodtagelser er omfattet af bestemmelsen.

Med kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge personer ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen.

Dette kan eksempelvis være scannere, der benytter mikrobølgeteknik.

Det foreslåede vil ikke give hjemmel til at anvende scannere med brug af ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.

Forslaget vil indebære, at det gældende mistankekrav i § 19 a, stk. 1, skal være opfyldt.

Således skal overlægen eller det øvrige personale på afdelingen med den foreslåede bestemmelse fortsat have en rimelig grund til at formode, at farlige genstande forsøges indført på afdelingen, for at anvende kropsscannere og metaldetektorer.

Det vil være en konkret vurdering, hvornår mistankekravet er opfyldt.

Det kan eksempelvis være i tilfælde af, at personalet har kendskab til, at en patient tidligere og inden for nyere tid har været i besiddelse af en farlig genstand i forbindelse med patientens kontakt med en psykiatrisk afdeling, akutmodtagelse eller ambulatorium.

Derudover vil afvigende og truende adfærd, verbale trusler og lignende ud fra en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.

Mistankekravet vil i medfør af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, 2. pkt., fortsat ikke gælde for retspsykiatriske ambulatorier.

Mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, skal altid iagttages.

Det følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes den mindst mulige indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

I mindstemiddelsprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

For så vidt angår kropsvisitation af patienten skal denne så vidt muligt foretages af en person af eget køn.

Kropsvisitation omfatter som hidtil ikke undersøgelse af kroppens hulrum, herunder undersøgelse af endetarm eller mundhule.

Til nr. 9

Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, at ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier.

Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske patienter.

Der henvises til pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås at der i § 19 a, stk. 8, der bliver stk. 9, indsættes et 3. pkt. , hvorefter overlægen kan beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Ved udslag menes, at en kropsscanner eller metaldetektor gør opmærksom på et fund, eksempelvis ved lys, lyd eller vibrationer.

Den foreslåede ændring vil betyde, at ved mistanke efter stk. 1 kan overlægen uden retskendelse beslutte, at der skal anvendes kropsscannere og metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser.

Overlægen kan endvidere beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.

Forslaget vil indebære, at det gældende mistankekrav i § 19 a, stk. 1, skal være opfyldt.

Således skal overlægen eller det øvrige personale på afdelingen med den foreslåede bestemmelse fortsat have en rimelig grund til at formode, at farlige genstande forsøges indført på afdelingen, for at anvende kropsscannere og metaldetektorer.

Det vil være en konkret vurdering, hvornår mistankekravet er opfyldt.

Det kan eksempelvis være i tilfælde af, at personalet har kendskab til, at en patient tidligere og inden for nyere tid har været i besiddelse af en farlig genstand i forbindelse med patientens kontakt med en psykiatrisk afdeling, akutmodtagelse eller ambulatorium.

Derudover vil afvigende og truende adfærd, verbale trusler og lignende ud fra en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.

Mistankekravet vil i medfør af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, 2. pkt., fortsat ikke gælde for retspsykiatriske ambulatorier.

Mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, skal altid iagttages.

Det følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes den mindst mulige indgribende foranstaltning, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødvendige.

I mindstemiddelsprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

For så vidt angår kropsvisitation af patienten skal denne så vidt muligt foretages af en person af eget køn.

Kropsvisitation omfatter som hidtil ikke undersøgelse af kroppens hulrum, herunder undersøgelse af endetarm eller mundhule.

Til nr. 10

I medfør af psykiatrilovens § 24, stk. 1, beskikkes der en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Efter psykiatrilovens § 40, stk. 4, beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Efter psykiatrilovens § 35 skal sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

Klage over beslutning om tvang har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. psykiatrilovens § 32, stk. 2.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 24, stk. 1, og § 35 efter »oppegående tvangsfiksering« indsættes », anvendelse af kamerakig«.

Forslaget vil betyde, at en patient, der undergives anvendelse af kamerakig beskikkes der en patientrådgiver, medmindre den pågældende i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Forslaget vil også betyde, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over anvendelse af kamerakig på patientens stue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

Klage herover vil ikke have opsættende virkning, jf. psykiatrilovens § 32, stk. 2.

Til nr. 11

Efter psykiatrilovens § 35 skal sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

Det følger desuden af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 171 af 17. februar 2023 om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn, at patienten og patientrådgiveren har mulighed for selv at indbringe sagen direkte for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Det foreslås, at der i § 35 som 2. pkt. indsættes »Patienten og patientrådgiveren har endvidere mulighed for selv at indbringe sagen direkte for Det Psykiatriske Patientklagenævn.«

Forslaget vil tydeliggøre direkte i lovteksten, at patienten og patientrådgiveren har mulighed for selv at indbringe en klage over tvangsindgreb oplistet i psykiatrilovens § 35 direkte for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Forslaget skal sikre, at den direkte klageadgang efter § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 171 af 17. februar 2023 om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn fremgår tydeligt af loven.

Til nr. 12

Det følger af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.4.1 for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås, at der indsættes et § 35, stk. 2, hvorefter klager eller anmodning til sygehusmyndigheden om indbringelse af klager efter stk. 1, skal være indgivet af patienten eller patientrådgiveren inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Der kan alene dispenseres fra de nævnte klagefrister, når særlige grunde taler herfor.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en relativ klagefrist på 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og en absolut klagefrist på 5 år fra den dag, tvangsforanstaltningen fandt sted.

I medfør af lovforslagets § 1, nr. 10, vil også klager over anvendelse af kamerakig blive omfattet af de foreslåede klagefrister.

Endelig vil den foreslåede bestemmelses 3. pkt. medføre, at der alene kan dispenseres fra de nævnte klagefrister, når særlige grunde taler herfor.

Her tænkes navnlig på tilfælde, hvor patienten mod forventning ikke er blevet beskikket en patientrådgiver efter psykiatrilovens § 24 eller ikke har modtaget klagevejledning efter psykiatrilovens § 32.

Det vil f.eks. dreje sig om tilfælde, hvor patienten ikke har kunnet modtage og forstå klagevejledning eller kunnet indgive en klage, fordi patienten i hele eller store dele af klagefristens periode har befundet sig i en psykotisk tilstand.

Det foreslås samtidig at indsætte et § 35, stk. 3, hvorefter klagefristerne løber fra den dag patienten er fyldt 15 år, hvis patienten var under 15 år på tidspunktet, hvor klageforholdet fandt sted.

Forslaget betyder, at klagefristerne på henholdsvis 2 og 5 år i medfør af det foreslåede § 35, stk. 2, vil løbe fra den dag patienten er fyldt 15 år i tilfælde, hvor en patient under 15 år underlægges et tvangsindgreb.

Til nr. 13

I medfør af psykiatrilovens § 38, stk. 1, kan afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Patienten kan i henhold til psykiatrilovens § 24, stk. 2, få bistand fra patientrådgiveren til iværksættelse og gennemførelse af klager.

Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal ifølge psykiatrilovens § 38, stk. 2, indgives senest 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.

Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

I medfør af § 38, stk. 3, kan Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås, at der i § 38, stk. 1, efter »samt«: »anvendelse af kamerakig og«.

Forslaget betyder, at afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager om anvendelse af kamerakig patientens stue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, vil kunne påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Til nr. 14

Det følger af psykiatrilovens § 47, at loven ikke gælder for Færøerne, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås at nyaffatte psykiatrilovens § 47 , således at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

Den foreslåede nyaffatning vil indebære, at psykiatrilovens bestemmelser fremover kan træde i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

Herefter vil det ikke kræve en ændring af territorialbestemmelsen med anordningshjemlen, hvis Færøerne ønsker at sætte enkelte bestemmelser i psykiatriloven i kraft på et senere tidspunkt.

Til § 2

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. marts 2026.

Til § 3

Det følger af psykiatrilovens § 47, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås også, at lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024, som ændret ved § 12 i lov nr. 719 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer

§ 18 a.

Aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

Stk. 2-4.

---

1.

I § 18 a indsættes som stk. 5

» Stk. 5.

Kamerakig på patientstue kan efter § 18 c, stk. 4-9, i en tidsbegrænset periode anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.«

§ 18 c.

---

Stk. 2 og 3.

---

Stk. 4.

Oppegående tvangsfiksering af en patient kan alene iværksættes efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed træffer på baggrund af ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Rådet, som nedsættes af Styrelsen for Patientsikkerhed, består af 1 speciallæge i psykiatri udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, 4 speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.

Styrelsen for Patientsikkerhed varetager formandskabet og fastsætter efter forhandling med Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forretningsorden for det sagkyndige råd.

2.

I § 18 c, stk. 4, indsættes efter »Oppegående tvangsfiksering«: »eller kamerakig«.

Stk. 5 .

Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, at oppegående tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse hertil.

I den ledende overlæges fravær kan vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder, der ligeledes kan indgive ansøgning.

Ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed skal indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder om, at den pågældende på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.

I ansøgningen til Styrelsen for Patientsikkerhed kan den ledende overlæge eller dennes stedfortræder samtidig anmode om Styrelsen for Patientsikkerheds tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.

Stk. 6.

Det særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille, at der gives tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering af patienten.

En af rådets speciallæger i psykiatri skal have tilset patienten, før ansøgningen kan behandles i rådet.

Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog senest 14 hverdage efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget ansøgningen fra Sikringsafdelingen.

Stk. 7.

Beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den behandlingsansvarlige overlæge.

I den behandlingsansvarlige overlæges fravær kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder.

Stk. 8.

Styrelsen for Patientsikkerhed og det særlig sagkyndige råd aflægger én gang om året besøg på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og tilser de patienter, der er eller i det forudgående år har været underlagt oppegående tvangsfiksering.

Stk. 9 .

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med sit tilsyn finder, at oppegående tvangsfiksering bør ophøre, kan Styrelsen for Patientsikkerhed ophæve den oppegående tvangsfiksering med øjeblikkelig virkning.

3.

I § 18 c, stk. 5, 1., 3. og 4. pkt., stk. 6, 1. pkt., stk. 7, 1. pkt., stk. 8 og 9, to steder i § 21, stk. 8, 1. pkt., i § 21, stk. 8, 2. pkt., og § 36, stk. 3, 2. pkt., ændres »oppegående tvangsfiksering« til: »oppegående tvangsfiksering eller kamerakig«.

§ 21.

---

Stk. 1-7.

---

Stk. 8.

Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst en gang om måneden foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.

Beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal indgå i patientens behandlingsplan.

§ 36.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse.

I sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland skal Det Psykiatriske Patientklagenævn træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse.

I andre sager skal Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager træffe afgørelse snarest muligt.

Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4.

---

4.

Efter § 18 g indsættes før overskriften før § 19

»Anvendelse af private vagter

§ 18 h. Sygehusmyndigheden kan beslutte, at private vagter kan bistå i forbindelse med anvendelse af fysisk magt, såfremt betingelserne i § 17, stk. 1, er opfyldt, og ved tvangsfiksering af en patient, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.«

§ 19.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

5.

I § 19 indsættes efter »af tvang«: », anvendelse af private vagter, anvendelse af kamerakig«.

6.

I § 19 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

§ 19 a.

---

Stk. 2.

Ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, beslutte, at der skal anvendes kropsscannere og bagagescannere og metaldetektorer ved undersøgelse af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Stk. 3-9.

---

»Overlægen kan endvidere beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.«

7.

I § 19 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

» Stk. 4.

Kravet om mistanke efter stk. 1, gælder ikke ved beslutning om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter ved tilbagekomst fra udgang fra afdelingen.«

Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.

§ 19 a.

---

Stk. 2-7.

---

Stk. 8.

Ved mistanke efter stk. 1 kan overlægen uden retskendelse beslutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier.

Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder ikke for retspsykiatriske ambulatorier.

Stk. 9.

---

8.

I § 19 a, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, indsættes efter »skal anvendes«: »kropsscannere og«, og efter »psykiatriske ambulatorier« indsættes: »og akutmodtagelser«.

9.

I § 19 a, stk. 8, der bliver stk. 9, indsættes som 3. pkt.

»Overlægen kan endvidere beslutte, at der kan foretages kropsvisitation af en patient eller personer, der søger adgang til psykiatriske ambulatorier og akutmodtagelser, hvis kropsscannere eller metaldetektorer giver udslag.«

§ 24.

Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Stk. 2.

---

10.

I § 24, stk. 1, og § 35 indsættes efter »oppegående tvangsfiksering«: », anvendelse af kamerakig«.

§ 35.

Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager.

11.

I § 35 indsættes som 2. pkt.

»Patienten og patientrådgiveren har endvidere mulighed for selv at indbringe sagen direkte for Det Psykiatriske Patientklagenævn.«

12.

I § 35 indsættes som stk. 2 og 3

»Stk. 2.

Klager eller anmodning til sygehusmyndigheden om indbringelse af klager efter stk. 1, skal være indgivet af patienten eller patientrådgiveren inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Der kan dispenseres fra de nævnte klagefrister, når særlige grunde taler herfor.

Stk. 3.

Klagefristerne løber fra patienten er fyldt 15 år, hvis patienten var under 15 år på tidspunktet, hvor klageforholdet fandt sted.«

§ 38.

Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Stk. 2 og 3.

---

13.

I § 38, stk. 1, indsættes efter »samt«: » anvendelse af kamerakig og«.

§ 47.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

14.

§ 47 affattes således

Ȥ 47.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.«