Skriftlig fremsættelse (30. januar 2025) - L 126, L 127 og L 128
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. januar 2025)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af ugegrænsen for den fri abort), forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra Abortnævnet for 15-17-årige) og forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Oprettelse af et nyt abortnævn m.v.)
(Lovforslag nr. L 126, Lovforslag nr. L 127, og Lovforslag nr. L 128)
Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af ugegrænsen for den fri abort)
Lovforslaget er en udmøntning af Politisk aftale om at styrke retten til den fri abort indgået den 3. maj 2024 af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Med lovforslaget foreslås det, at grænsen for den fri abort ændres fra inden udgangen af 12. til 18. graviditetsuge.
Forslaget vil medføre, at man som gravid kvinde ikke vil skulle søge om tilladelse til at få foretaget en abort inden udgangen af 18. graviditetsuge.
Med lovforslaget foreslås det desuden, at betingelserne for senabort moderniseres.
Lovforslaget har således til formål at sikre, at grænsen for den fri abort er tidssvarende og i overensstemmelse med samfundsudviklingen.
Herudover vil der med lovforslaget i højere grad tages højde for den gravide kvindes selvbestemmelse på et sundhedsfagligt oplyst grundlag.
Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra Abortnævnet for 15-17-årige)
Lovforslaget er en udmøntning af Politisk tillægsaftale om abort uden forældresamtykke (15-17-årige) indgået den 3. maj 2024 af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Med lovforslaget foreslås det, at 15-17-årige selv kan give informeret samtykke til abort uden samtykke fra deres forældre eller tilladelse fra Abortnævnet, hvilket styrker unge gravide kvinders selvbestemmelse.
De 15-17-åriges ret til abort vil dermed blive sidestillet med den ret, som gælder for gravide, der er fyldt 18 år.
Med lovforslaget vil forældremyndighedens indehaver ikke modtage information eller blive inddraget i den mindreårige kvindes stillingtagen til abort eller overvejelser herom, medmindre den mindreårige kvinde ønsker dette.
Forældremyndighedens indehaver vil ligeledes ikke få adgang til aktindsigt i den mindreårige kvindes patientjournal, som omhandler abort eller overvejelser herom.
Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Oprettelse af et nyt nationalt abortnævn m.v.)
Lovforslaget er en udmøntning af Politisk tillægsaftale om at styrke abortområdet indgået den 3. maj 2024 af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Med lovforslaget foreslås det, at de regionale abortsamråd erstattes af et nyt nationalt abortnævn (Abortnævnet).
Formålet med lovforslaget er at styrke gravide kvinders retssikkerhed ved at sikre en ensartet og gennemsigtig praksis i hele landet for afgørelser om abort efter udløbet af grænsen for den fri abort.
Med lovforslaget foreslås det desuden, at der skal være en øget adgang for gravide til rådgivning og støtte.
Dette sikres blandt andet ved, at Abortnævnet skal anvise støttetilbud til gravide kvinder, som ikke får tilladelse til abort efter grænsen for den fri abort.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.