Legislator Case Law & Legislation
20241XX00216 DK

Skriftlig fremsættelse (14. november 2024) - L 104

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2024 L 104 Valid

Skriftlig fremsættelse (14. november 2024)

SF.L#LOKDOK28 2024 L 104 Valid

Miljøministeren (Magnus Heunicke)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet (Forbud mod udledning af vand fra røggasrensesystemer på skibe, forbud mod dumpning af optaget havbundsmateriale i vanddybder under 6 meter og i nærmere afgrænsede områder, regulering af udledninger til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme, marin geoengineering m.v.)

(Lovforslag nr. L 104)

Lovforslaget har til formål at gennemføre en række tiltag til gavn for havmiljøet.

Det omhandler et forbud mod udledning af røggasrensevand til havet fra skibe som følge af den politiske aftale om forbud mod udledning af scrubbervand af 11. april 2024 indgået mellem regeringen, SF, DD, LA, K, EL, RV og ALT.

Røggasrensevand er en væsentlig kilde til udledning af tungmetaller og tjærestoffer, der ophobes i havbunden og i havets fødekæder og forårsager skadelige effekter i havmiljøet.

Miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udledning af røggasrensevand, som vil blive udmøntet ved bekendtgørelse.

Lovforslaget sikrer derudover, at de tiltag om klapning, som blev besluttet af aftalepartierne bag havplanen (regeringen, SF, DD, LA, K, EL, RV, DF, ALT og NB) i juni 2023, og som kræver en lovændring, får den nødvendige hjemmel.

Med lovforslaget fastsættes bemyndigelse til at fastsætte regler om forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter.

Forbuddet udmøntes i bekendtgørelse, når der er truffet politisk beslutning om en model for klapning i Limfjorden i henhold til havplansaftalen.

Miljøministeren bemyndiges også til at kunne forbyde klapning i nærmere afgrænsede områder, herunder i forbindelse med marine naturgenopretningstiltag såsom etablering af stenrev eller udplantning af ålegræs.

Der foreslås endvidere indsat en udtrykkelig hjemmel til at kræve udjævning af toppe af klapmateriale på en klapplads ved overtrædelse af vilkår for klapning.

Lovforslaget skal derudover sikre regulering af udledninger fra offshore CO2-lagringsplatforme, udvide reglerne for platforme på havet til at gælde alle offshore platforme, herunder også havvindmøller og CO2-lagringsplatforme, og ændre processen for at opnå tilladelse til at anvende såkaldte dispergeringsmidler til brug for bekæmpelse af olieforurening af havet under helt særlige omstændigheder.

Der introduceres med lovforslaget endvidere et nyt område, som ikke tidligere har været reguleret, som omhandler aktiviteter, der kategoriseres som marin geoengineering.

Marin geoengineering er en betegnelse for menneskelige indgreb i havet, hvor de naturlige processer påvirkes for bl.a. at imødegå klimaforandringer, men som kan resultere i omfattende, langvarige eller alvorlige konsekvenser for havmiljøet.

Med lovforslaget foreslås det derfor, at Danmark tiltræder de internationale miljøbeskyttelsesregler i resolution LP.

4(8) under FN’s søfartsorganisations Londonprotokol om forebyggelse af forurening af havet mod dumpning af stoffer og materialer, og at miljøministeren i den forbindelse bemyndiges til at fastsætte regler om marin geoengineering.

Lovforslaget indeholder herudover en række administrative ændringer, som dels er konsekvensrettelser som følge af de ovenstående ændringer, herunder regler om klagemuligheder og straf, men også en række ændringer, der skal rette op på uhensigtsmæssige bestemmelser, såsom oplistningen af klageberettigede organisationer og myndigheder, hjemmel til digital kommunikation og gebyr for typegodkendelse af ballastvandanlæg.

Det er hensigten, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →