Skriftlig fremsættelse (6. november 2024) - L 77
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. november 2024)
Klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren
(Lovforslag nr. L 77)
Formålet med lovforslaget er at implementere Aftale om langsigtede rammevilkår for CO 2 -fangst i forsyningssektoren af 7. februar 2024.
Lovforslaget skal skabe klare rammevilkår for CO 2 -fangst i forsyningssektoren og fjerne regulatoriske barrierer, så sektorens CO 2 -fangstpotentiale kan bringes i spil.
Kommunalt ejede forsyningsselskaber, fx affaldsforbrændingsanlæg, udleder betydelige mængder CO 2 , som kan lagres eller udnyttes.
Lovforslaget skal understøtte, at kommunalt ejede forsyningsselskaber kan etablere CO 2 -fangst og konkurrere om støttepuljen til CCS på lige fod med private selskaber.
Lovforslaget skal give kommuner hjemmel til CO 2 -fangst som ny hovedvirksomhed enten i samme selskab som el- og varmeproduktionen eller i et særskilt selskab.
Kommunal deltagelse skal ske i et selskab med begrænset ansvar.
For at beskytte varmekunderne vil lovforslaget indføre krav om, at CO 2 -fangstaktiviteten, uanset om den foretages af et privat eller kommunalt ejet selskab, skal være regnskabsmæssigt adskilt fra el- og varmeproduktionen, såfremt CO 2 -fangsten organiseres i hovedvirksomheden.
Det foreslås endvidere, at der for alle el- og varmeselskaber indføres krav om, at CO 2 -fangstaktiviteten skal ske selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenet.
Lovforslaget skal desuden sikre klare rammer for finansiering af CO 2 -fangst, således at CO 2 -fangst kan ske på markedsmæssige vilkår, herunder gennem indtægter fra sparede CO 2 -kvoter og sparede afgifter, salg af klimakreditter og salg af CO 2 til anvendelse.
Derudover foreslås det at udvide kommuners mulighed for at indskyde egenkapital og stille garanti i forbindelse med CO 2 -fangst.
Lovforslaget vil også sikre hjemmel til, at kommuner kan etablere og eje helt lokale rørledninger i nær tilknytning til CO 2 -fangstanlæg.
Lovforslaget vil herudover medføre konsekvensændringer i anden lovgivning, herunder i varmeforsyningsloven og elforsyningsloven.
Lovforslaget indeholder en række bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelser.
Lovforslaget medfører ikke væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025.
Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesregler.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.