Beretning om resultater fra Erhvervsudvalgets parlamentariske arbejdsgruppe om at reducere administrative byrder
Statutory Text (3 Articles)
Beretningen er afgivet af Erhvervsudvalget den 14. november 2024
Beretning
om
resultater fra Erhvervsudvalgets parlamentariske arbejdsgruppe om at reducere administrative byrder
INDHOLDSFORTEGNELSE
1.
Indstillinger
3
2.
Baggrund
3
3.
Arbejdsgruppens arbejde
3
4.
Arbejdsgruppens anbefalinger
3
Generelle initiativer (4.
A.
-4.
H.)
4
4 A.
Indfør et politisk mål for reduktion af administrative byrder
4
4 B.
Saner den erhvervsrettede regulering
4
4 C.
Forlæng høringsprocesser ved ny regulering
5
4 D.
Udvid karensperioden fra vedtagelse til ikrafttrædelse af ny erhvervsrettet lovgivning
5
4 E.
Indfør løbende konsekvensvurderinger ved EU-lovgivning
5
4 F.
Sørg for, at administrative byrder har proportionalitet i forhold til risici og gevinster
5
4 G.
Moderniser delingen af indberetningsdata mellem offentlige myndigheder
6
4 H.
Styrk Erhvervslivets EU- og Regelforums mandat og arbejde
6
Konkrete initiativer (4.1.-4.40.)
6
Erhvervsministerens område
6
4.1.
Implementering af CSR-direktivet bør benytte alle muligheder for at mindske de administrative byrder
6
4.2.
Regeringen bør ved implementeringen af CSDD-direktivet benytte alle muligheder for at mindske de administrative byrder
6
4.3.
Afskaf krav om indrapportering af præcise datoer, aktiviteter og tidspunkter i forbindelse med tilskudsmidler i SMV:Grøn
7
4.4.
Afskaf krav om beskrivelse af bogførings- og opbevaringsprocedurer
7
4.5.
Færre og lempeligere krav til mindre revisionsvirksomheder med omsætning under 10 mio. kr. årligt
7
4.6.
Klare regler, prisgennemsigtighed og fornuftige adgangsmuligheder i offentlige udbud
7
4.7.
Minimer de administrative byrder i forbindelse med ansøgning om midler eller ressourcer i erhvervshusene
8
4.8.
Myndighederne bør udarbejde skabeloner, standardbudget m.v. for at lette CSR- og ESG-krav
8
4.9.
Bekendtgørelsen om følsomhedsanalyser for gruppe 1-forsikringsselskaber (BEK nr. 615 af 25. maj 2018) bør saneres eller fjernes
8
4.10.
Undersøg, om de årlige FSA-indberetninger til Finanstilsynet kan saneres, og om Finanstilsynet kan hente oplysningerne direkte i selskabernes QRT-rapporteringer eller årsrapporter
8
4.11.
Definitionen i eksponeringer i lov om forsikringsvirksomhed bør genbesøges, da bestemmelsen fokuserer på eksponeringer i banksektoren
9
4.12.
Indfør proportionalitet for mindre virksomheder ved øget mulighed for dispensation for kvartalsvise solvens II-rapporteringer
9
4.13.
Undersøg nødvendigheden af de mange indberetningsordninger for pengeinstitutter, herunder om ordningerne har den nødvendige proportionalitet
9
4.14.
Indfør krav om proportionalitet i forhold til offentliggørelseskrav for finansielle virksomheder
9
4.15.
Tilpas ledelsesbekendtgørelsens krav til finansielle virksomheder for at sikre proportionalitet
10
4.16.
Præciser betalingsinstitutternes underretning af Finanstilsynet efter betalingsloven ved tredjemandsmisbrug
10
4.17.
Indfør proportionalitet i forhold til krav om kreditværdighed og krav til dokumentation, når finansielle virksomheder er kreditgivere
10
4.18.
Afkriminaliser lån i kapitalselskaber, og gør det til et rent civilretligt mellemværende mellem selskabet og kapitalejerne
10
4.19.
Indfør beløbsgrænse for, hvornår det skal være strafbart at optage lån i eget selskab
11
4.20.
Begræns hvidvaskdefinitionen til alene at omfatte forsætlige lovovertrædelser
11
4.21.
Optimer deltagelse i Danmarks Statistiks undersøgelser
11
4.22.
Forenkl dokumentationskrav, når internationale medarbejdere søger om MitID og Nemkonto
12
Beskæftigelsesministerens område
12
4.23.
Genbesøg reglerne omkring dagpengegodtgørelse (G-dage)
12
4.24.
Ligestil krav til optjening af barselsdagpenge, så der ikke stilles særkrav til selvstændige sammenlignet med lønmodtagere
12
4.25.
Gør ferieloven nemmere at administrere
12
4.26.
Gør reglerne på flere arbejdsmiljøområder enklere
12
4.27.
Simplificer indberetning af sygdom og ansøgning om NemRefusion for mindre virksomheder
13
4.28.
Kortlæg kravene til og implementeringen af kravene om arbejdstidsregistreringer
13
Ministeren for byer og landdistrikters område
13
4.29.
Ansøgningsprocessen til LAG-midler skal gøres mere smidig
13
Børne- og undervisningsministerens område
13
4.30.
Simplificer krav for at blive fritaget fra læreplads-AUB
13
4.31.
Virksomheder skal ikke være ansvarlige for at opsige tidligt indgåede uddannelsesaftaler
14
4.32.
Elever skal kun kunne søge lærepladser inden for uddannelser, som man har adgang til på lærepladsen.dk
14
Indenrigs- og sundhedsministerens område
14
4.33.
Forenkling af reglerne om salg af håndkøbsmedicin
14
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris område
14
4.34.
Forenklinger på fødevareområdet
14
Miljøministerens område
14
4.35.
EU’s reviderede PRTR-regulering vil øge de administrative byrde
14
Skatteministerens område
14
4.36.
Afskaf krav om beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon anvendt til privattelefoni
15
4.37
Udlejningsvirksomhed skal ikke altid betragtes som passiv indkomst (pengetanksreglen).
Indtægter fra forpagtning af landbrugsjord til VE-anlæg sidestilles med andre former for forpagtningsindtægt
15
4.38
Minimer de administrative omkostninger i forhold til punktafgifter
15
4.39.
Sænk antallet af påkrævede indberetninger og betalinger, som påhviler anpartsselskaber
15
Udlændinge- og integrationsministerens område
16
4.40.
Fjern krav om udbetaling af løn til dansk bankkonto for udlænding, der gives opholdstilladelse
16
1.
Indstillinger
Udvalget bakker op om beretningen i sin helhed.
Udvalget opfordrer erhvervsministeren til på vegne af regeringen at give udvalget en skriftlig tilbagemelding på, hvordan regeringen forholder sig til hver enkelt af initiativerne i beretningen inden for 3 måneder fra beretningens offentliggørelse.
Herefter vil udvalget indkalde erhvervsministeren til drøftelser i udvalget om ministerens tilbagemelding og opfølgning på initiativerne.
2.
Baggrund
Erhvervsudvalget nedsatte den 12. oktober 2023 ved beretning nr. 1 af almen art en parlamentarisk arbejdsgruppe, der har haft til formål at undersøge mulighederne for at reducere de administrative byrder, som erhvervslivet er pålagt på baggrund af regulering, jf. ERU alm. del – bilag 25, folketingsåret 2023-24.
Der har i arbejdsgruppen været en bred enighed om, at der fra politisk hold skal arbejdes målrettet for at begrænse de administrative byrder mest muligt, så vilkårene for særlig de små og mellemstore virksomheder (SMV) bliver forbedret.
Denne opfattelse flugter med konklusionerne i den såkaldte Draghirapport fra september 2024, hvor den tidligere italienske premierminister og formand for den Europæiske Centralbank Mario Draghi, på bestilling fra det Europæiske Råd, anbefaler at øge Europa-Kommissionens ambition om 25 pct. færre rapporteringskrav til 50 pct. for SMV’erne (»2023 State of the Union Address by President von der Leyen«, Europa-Kommissionen, den 13. september 2023, og »The future of European competitiveness – A competitivenss strategy for Europe«, Europa Kommissionen, den 9. september 2024).
Arbejdsgruppen bemærker, at nogle administrative byrder er nødvendige at bibeholde, da de har til formål at kontrollere for f.eks. skatte- og momsunddragelse eller negativ påvirkning af natur og miljø m.m.
Arbejdsgruppen indledte arbejdet med at gå i dialog med erhvervslivets interessenter for at identificere de administrative byrder, som de er underlagt i dag.
Fokus har været på, at de anbefalinger, arbejdsgruppen kommer med, vil have reel betydning for erhvervslivet, såfremt de bliver fulgt, så virksomhederne oplever, at de administrative byrder, de er underlagt, mindskes.
Initiativerne og anbefalingerne i beretningen stammer fra en bruttoliste på 164 konkrete initiativer og en række generelle initiativer, som arbejdsgruppen har modtaget fra interessenter og andre landes parlamenter.
Arbejdsgruppen vil gerne kvittere for alle fremsendte forslag og for det engagement, som arbejdsgruppen har oplevet fra de mange, der har ønsket at bidrage til arbejdet.
Alle indkomne initiativer er blevet drøftet i arbejdsgruppen, hvorefter arbejdsgruppen har foretaget en kondensering på baggrund af bl.a. arbejdsgruppens afgrænsning, jf. ERU alm. del – bilag 25 (folketingsåret 2023-24).
Det betyder f.eks., at forslag rettet mod ændringer i skatter og afgifter ikke er omfattet, da det falder uden for rammerne for arbejdsgruppens arbejde.
Medlemmerne af arbejdsgruppen har noteret sig alle indkomne forslag, som i relevant omfang vil blive inddraget i eventuelle kommende drøftelser.
Ud af de 164 initiativer har arbejdsgruppen arbejdet videre med 93 af initiativerne, som har været behandlet i en inddragende proces med spørgsmål til relevante ressortministre og i dialog med interessenter og eksperter.
Det har ud fra en afvejning af mulige konsekvenser og fordele ved at indføre de enkelte initiativer, eventuelle EU-retslige bindinger m.v. ført til, at arbejdsgruppen i denne beretning kommer med anbefalinger til regeringen fordelt på 8 generelle initiativer og 40 konkrete initiativer, der skal reducere antallet af administrative byrder for virksomhederne.
Hertil kommer 25 konkrete initiativer på landbrugs-, fiskeri- og fødevareområdet, som i denne beretning er blevet behandlet samlet under et enkelt initiativ (initiativ 34).
Initiativerne præsenteres i denne beretning med en eller flere anbefalinger til regeringen om at foretage konkrete handlinger for at komme byrderne til livs.
Ambitionen om at reducere de administrative byrder for erhvervslivet ligger heldigvis mange på sinde.
Senest har Dansk Industri offentliggjort et katalog over forslag til administrative byrder, de mener kunne fjernes eller reduceres (»50 forslag til at lette byrderne for erhvervslivet«, Dansk Industri, den 29. september 2024).
Det bemærkes, at dette katalog ikke har været en del af arbejdsgruppens arbejde, da kataloget blev offentliggjort i arbejdsgruppens afsluttende fase.
Arbejdsgruppen noterer sig, at arbejdet i sig selv har bidraget til en større forståelse mellem erhvervslivet og myndighederne for, hvorfor noget, der kan fremstå som en unødvendig byrde, har et samfundsmæssigt formål.
Dette ses bl.a. ved, at der i løbet af arbejdsgruppens virke er sket en tilpasning af en række administrative byrder på baggrund af ovenstående dialog.
Eksempler herpå fremgår i anbefalingerne fra arbejdsgruppen under afsnit 4.
Derudover har arbejdsgruppens drøftelser haft en direkte indvirkning på en række af de initiativer, der indgår i den aftale som et bredt flertal af Folketingets partier (Regeringen (S, V og M), DD, LA, KF, RV og DF) indgik den 21. juni 2024 for at forbedre iværksætteres vilkår i Danmark (»Aftale om Iværksætterpakken«, Erhvervsministeriet, den 21. juni 2024).
3.
Arbejdsgruppens arbejde
Medlemmer
Arbejdsgruppen bestod af: Hans Andersen (V), fmd., Lars-Christian Brask (LA), nfmd., Mette Reissmann (S), Betina Kastbjerg (DD), Marianne Bigum (SF), Charlotte Bagge Hansen (M), Karin Liltorp (M), Helle Bonnesen (KF), Rosa Lund (EL), Nick Zimmermann (DF), Sascha Faxe (ALT) og Katrine Robsøe (RV)
Spørgsmål
Arbejdsgruppen har stillet 29 spørgsmål til erhvervsministeren og en række øvrige ministre til skriftlig besvarelse, som de har besvaret, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 234-244, 249-251, 263, 274-283, 322 og 349-351 (folketingsåret 2023-24).
Spørgsmål vedrørende de initiativer, som arbejdsgruppen har behandlet uden for erhvervsministerens ressort, er stillet til de pågældende ressortministre.
Skriftlig høring
Beretning nr. 1 af almen art (folketingsåret 2023-24) om nedsættelsen af arbejdsgruppen blev sendt i offentlig høring den 24. oktober 2023, og arbejdsgruppen modtog på den baggrund 17 høringssvar, jf. ERU alm. del – bilag 100 (folketingsåret 2023-24).
En række af spørgsmålene fra beretningen har været sendt til andre parlamenters biblioteker og udredningstjenester.
Arbejdsgruppen modtog svar fra 11 lande.
4.
Arbejdsgruppens anbefalinger
Arbejdsgruppen har ønsket at pege på såvel generelle initiativer som konkrete initiativer til at nedbringe de administrative byrder for erhvervslivet.
Dette skyldes, at arbejdsgruppen er af den overbevisning, at det kræver både generelle og konkrete forandringer, hvis administrative byrder for erhvervslivet skal reduceres.
Nedenfor gennemgås først de generelle initiativer og anbefalinger og dernæst de konkrete initiativer fordelt på ressortområder.
Generelle initiativer
4 A.
Indfør et politisk mål for reduktion af administrative byrder
Arbejdsgruppen har drøftet, hvordan en reduktion af administrative byrder kan få et mere målrettet og politisk fokus.
F.eks. har den finske regering i oktober 2023 fremlagt en ambitiøs plan for reduktion af byrderne for finske virksomheder.
Helt konkret har den finske regering indført en en regel ind – en regel ud (1:1)-politik og et mål om at fjerne 300 erhvervsbelastende regler (»One-in, one-out principle«, Ministry of Economic Affairs and Employment of Finland, tem.fi).
Staten British Columbia i Canada har i 2012 indført en politik om en regel ind – to regler ud, hvilket medførte en reduktion i regelmængden på 49 pct. Norges regering vil mindske de administrative byrder svarende til en reduktion på 11 mia. norske kroner inden 2025.
VK-regeringen fra 2001 havde en ambition om at reducere de administrative byrder for erhvervslivet med op til 25 pct., jf. regeringsgrundlaget »Nye mål.
Regeringsgrundlag«, VK Regeringen II, februar 2005.
Det medførte en reduktion af de administrative byrder fra 2001 til 2010 på 24,6 pct. (»Redegørelse om erhvervslivet og reguleringen 2009/2010«, Økonomi- og Erhvervsministeriet, juni 2011).
Arbejdsgruppen er bekendt med, at Erhvervsministeriet årligt udgiver en redegørelse om bedre regulering for erhvervslivet.
I redegørelsen for 2023 fremgår det, at der samlet set blev indført nye løbende erhvervsøkonomiske omkostninger for ca. 705 mio. kr. (»Redegørelse om bedre regulering for erhvervslivet 2023«, Erhvervsministeriet, juni 2024).
Af Erhvervsministeriets »Vejledning om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger« fra maj 2021 fremgår det desuden, at lovforslag, der overstiger 4 mio. kr. i administrative byrder, skal forelægges for regeringens økonomiudvalg.
Arbejdsgruppen mener dog, at der er brug for en samlet politisk målsætning, som alle ministerier bidrager til, for at øge fokus på at reducere de administrative omkostninger for virksomhederne.
Der er både behov for et fokus på at luge ud i de eksisterende regler og et fokus på at undgå nye, unødige administrative byrder for virksomhederne.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen ønsker, at regeringen fastsætter en overordnet ambition for reduktion af de administrative byrder, og ikke alene, at den tager stilling til administrative byrder enkeltvist.
Det skal både være med fokus på nuværende og kommende regler, så ny regulering sker på en måde, så virksomhederne ikke pålægges flere administrative byrder.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at regeringen fastlægger en ambition om 25 pct.s reduktion af unødige byrder og en plan for opnåelsen af ambitionen.
En kombineret kvalitativ og kvantitativ målsætning er at foretrække, da arbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for at supplere den kvantitative målsætning med en beskrivelse af, hvordan man får et fokus på at fjerne lige præcis de regler, der udgør en administrativ byrde for virksomhederne, og som ikke tjener et andet formål om f.eks. miljøbeskyttelse, bekæmpelse af svindel m.v. Det betyder, at der skal være fokus på at fjerne regler, som udgør en reel byrde for virksomheder, og at det ikke er tilstrækkeligt blot at luge ud i gamle regler, som ikke længere er i brug.
4 B.
Saner den erhvervsrettede regulering
Arbejdsgruppen er blevet mødt af flere interessenters frustration over utidssvarende regulering, der medvirker til administrative byrder, herunder når EU-regulering implementeres i dansk ret.
Arbejdsgruppen kvitterer for, at f.eks. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har iværksat en regelsaneringsproces jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 234 (folketingsåret 2023-24), men mener samtidig, at der er behov for en fælles saneringsproces i ministerierne, der forankres centralt i regeringen, og som der følges op på løbende.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at al erhvervsrettet regulering, der er mere end 10 år gammel, underlægges en automatisk saneringsproces, som afsøger, om reguleringen og den administrative byrde står mål med behovet.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes en implementeringsplan for arbejdet, der skal sikre, at der ikke lægges et for stort pres på embedsværket.
Arbejdsgruppen anbefaler ligeledes, at evalueringsbestemmelser gøres obligatoriske ved regulering, der overstiger forelæggelsesgrænsen på 4 mio. kr., for så vidt angår administrative omkostninger, i regeringens økonomiudvalg.
Derudover anbefaler arbejdsgruppen, at ministerierne forpligtes til at gennemgå eksisterende lovgivning, når der skal implementeres ny EU-lovgivning, herunder at ministerierne i lovforslag eller bekendtgørelser skal redegøre for, at det er sikret, at der ikke indføres dobbeltregulering.
4 C.
Forlæng høringsprocesser ved ny regulering
Arbejdsgruppen er af flere interessenter blevet gjort opmærksom på, at høringsprocesserne ved ny erhvervsrettet regulering kan være kortere end de 4 uger, som er hovedreglen (»Vejledning om lovkvalitet«, Justitsministeriet, 2023).
Særlig ved kompliceret og meget opfattende regulering anses en forkortet høringsperiode som en udfordring og en betragtelig administrativ byrde.
En forkortet høringsperiode kan ligeledes have konsekvenser for kvaliteten af høringssvar, da virksomhederne ikke har tid nok til at udarbejde grundige høringssvar, hvorfor der kan være risiko for, at høringen ikke får det udbytte, som var tiltænkt.
Folketinget har i juni 2024 vedtaget, at folketingsmedlemmer skal have bedre tid til at forholde sig til høringssvar til lovforslag, inden forslag skal behandles i Folketingssalen.
Formålet er bl.a. at sænke tempoet i lovgivningsarbejdet, så Folketinget gives bedre forudsætninger for en grundig lovbehandling, jf. B 209, Folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændring af visse bestemmelser om tidsmæssige rammer for folketingsarbejdet m.v.) (folketingsåret 2023-24).
I denne forbindelse foreslås det ligeledes at afsætte bedre tid til, at høringsparter kan sætte sig ind i forslag og komme med høringssvar.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen overvejer brugen af længere høringsperioder og alene ved hastelovgivning benytter høringsperioder kortere end 4 uger.
4 D.
Udvid karensperioden fra vedtagelse til ikrafttrædelse af ny erhvervsrettet lovgivning
Arbejdsgruppen har drøftet tempoet ved vedtagelse af ny erhvervsrettet regulering og de to årlige ikrafttrædelsesdatoer henholdvis den 1. januar og den 1. juli, der gælder i dag.
Grundlæggende er der i arbejdsgruppen enighed om, at forudsigelighed og gennemsigtighed er en forudsætning for, at erhvervsrettet regulering implementeres effektivt.
Interessenter nævner, at meget ny regulering introduceres på en gang omkring de to gældende ikrafttrædelsestidspunkter, hvorved der ikke er tilstrækkelig tid for erhvervslivet til at drøfte ændringer.
Særlig om efteråret, hvor mængden af lovforslag ofte er betydelig, anses det som et problem.
I forlængelse heraf nævner interessenter, at de ofte bliver orienteret om større lovforslag, 6 måneder før forslaget skal træde i kraft.
Der er altså et sammenfald mellem disse perioder, hvilket presser erhvervslivet.
Den timing kan med fordel justeres i dialog med interessenterne, så alle får en realistisk mulighed for at sætte sig ind i lovforslag i lovgivningsprocessen.
Arbejdsgruppen anerkender, at ny lovgivning, der har væsentlige konsekvenser for erhvervslivet, som udgangspunkt skal være vedtaget 4 uger inden ikrafttrædelse, og at myndigheder skal lægge information på virk.dk, så virksomhederne til enhver tid ved, hvilken regulering de er underlagt, og kan nå at implementere det i deres forretning.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen indkalder til drøftelser af, om den gældende 4-ugerskarensperiode skal udvides til f.eks. 8 uger, og at bekendtgørelser skal offentliggøres senest 4 uger inden ikrafttrædelse.
4 E.
Indfør løbende konsekvensvurderinger ved EU-lovgivning
Arbejdsgruppen har fra flere interessenter modtaget tilkendegivelser om, at særlig EU-regulering giver udfordringer og byrder for erhvervslivet.
Det drejer sig hovedsagelig om, at de større EU-lovgivningspakker ændrer sig markant undervejs i lovbehandlingen, men at den såkaldte impact assessment (konsekvensvurdering) alene tager afsæt i Europa-Kommissionens første udkast.
Regeringen har oplyst, at den er opmærksom på den problemstilling, at forslag kan ændre sig betydeligt fra Europa-Kommissionens oprindeligt foreslåede tiltag til det vedtagne.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen i større omfang foretager konkrete konsekvensvurderinger jf. Lettarapporten om EU’s globale konkurrenceevne (»Much more than a market – Speed, security, solidarity.
Empowering the Single Market to deliver a sustainable future and all EU Citizens«, Enrico Letta, april 2024), og i højere grad indhenter et revideret mandat i Folketingets Europaudvalg, f.eks. i forbindelse med trilogforhandlingerne, så Europaudvalget træffer en beslutning tættere på den endelige aftaletekst.
4 F.
Sørg for, at administrative byrder har proportionalitet i forhold til risici og gevinster
Arbejdsgruppen har fra flere interessenter hørt om administrative byrder forbundet med indberetning af oplysninger til myndigheder, som ikke vurderes at stemme overens med den risiko eller gevinst, der er ved indberetningen.
Særlig fordi der ikke tages hensyn til typen af virksomhed og størrelsen heraf.
Hvidvasklovgivningen bliver brugt som eksempel, hvor virksomheder skal indberette oplysninger, som ikke har noget med virksomhedens arbejde at gøre.
Det opfattes af interessenter som et tidsspilde for både virksomheder og myndigheder.
Erhvervsministeren oplyser i svar på ERU alm. del – spørgsmål 279 (folketingsåret 2023-24), at erhvervsrettet regulering alene skal omfatte de virksomheder, som det er nødvendigt at regulere for at opnå reguleringens formål.
Hvis der skal differentieres i forhold til f.eks. virksomheders størrelse, skal det bero på en konkret vurdering.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at der ved erhvervsrettet regulering fremadrettet kan lempes på de krav, der stilles til f.eks. opstartsvirksomheder og mindre virksomheder i øvrigt med få eller ingen ansatte.
Det anbefales desuden, at myndighederne tager i betragtning, hvilket formål reguleringen har, og om alle virksomheder nødvendigvis skal underlægges det samme indberetningsregime.
4 G.
Moderniser delingen af indberetningsdata mellem offentlige myndigheder
Arbejdsgruppen deler interessenternes ønske om i højere grad at automatisere og gøre datadeling mellem myndigheder til en væsentlig prioritet, så data fra virksomhederne kan høstes automatisk eller ved mere effektive indberetningsmetoder.
Arbejdsgruppen kvitterer for, at erhvervsministeren i svaret på ERU alm. del – spørgsmål 280 (folketingsåret 2023-24) oplyser, at ministeriet arbejder for at udnytte potentialet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen gør datadeling mellem offentlige myndigheder til et prioriteret område med en målsætning om, at virksomheder kun skal indberette de samme data én gang og til én offentlig myndighed.
Det anbefales desuden, at der afsættes tilstrækkelige midler hertil.
4 H.
Styrk Erhvervslivets EU- og Regelforums mandat og arbejde
Arbejdsgruppen konstaterer på baggrund af bl.a. sit møde med Erhvervslivets EU- og Regelforums formand, Paul Mollerup, og med input fra interessenter, at forummets mandat er begrænset og med fordel kan udvides.
Arbejdsgruppen kvitterer for, at regeringen og en række af Folketingets partier den 21. juni 2024 indgik »Aftale om Iværksætterpakken«, der har til formål at forbedre iværksætteres vilkår i Danmark, og hvor der også lægges op til, at forummets mandat skal justeres.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at forummets mandat udvides til også at rumme forslag på skatte- og afgiftsområdet, som ikke er provenuneutrale.
Herudover anbefaler arbejdsgruppen, at der kan foreslås flere initiativer ved simpelt flertal.
Endelig foreslår arbejdsgruppen, at administrative byrder, der forsinker den grønne omstilling, skal være et særligt indsatsområde.
Konkrete initiativer
Arbejdsgruppen har behandlet 93 initiativer fra de indsendte høringssvar og har stillet spørgsmål til relevante ressortministre og indgået dialog med interessenter og eksperter herom.
På den baggrund har arbejdsgruppen vurderet, at 40 konkrete initiativer vil kunne medføre en reduktion af administrative byrder for erhvervslivet.
Initiativerne præsenteres herunder fordelt på ressortministerier med anbefalinger til regeringen.
Erhvervsministerens område
4.1.
Implementering af CSR-direktivet bør benytte alle muligheder for at mindske de administrative byrder
CSR-direktivet skal sikre gennemsigtighed, så virksomheders bæredygtighedsindsats kan vurderes ensartet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2464 af 14. december 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 537/2014, direktiv 2004/109/EF, direktiv 2006/43/EF og direktiv 2013/34/EU for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering).
Flere interessenter har ytret bekymring over de administrative byrder, en implementering af direktivet vil skabe.
Adspurgt til denne bekymring oplyser Erhvervsministeriet til Folketinget, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at der er foretaget en direktivnær implementering i dansk ret, og at der er fokus på vejledning og understøttende indsatser med det formål at lette rapporteringsarbejdet for de omfattede virksomheder.
Erhvervsministeren oplyser videre, at ministeriet arbejder på at standardisere, digitalisere og automatisere nogle af de informationer, som virksomheder skal sende til det offentlige.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen redegør for, om der er nationalt handlerum i direktivet til at reducere de administrative byrder ved implementeringen i dansk ret.
Det anbefales videre, at regeringen redegør for, hvor mange lande der har implementeret direktivet, og at regeringen høster erfaringer fra andre landes implementering af direktivet, hvorhvidt direktivnær implementering opfattes ensartet på tværs af lande i EU.
Arbejdsgruppen anmoder samtidig regeringen om at redegøre for sammenhængen mellem den nuværende rapportering på virksomhedsniveau under EU’s miljøregulering og CSR-rapportering, herunder for, hvordan regeringen vil undgå dobbelt regulering.
Det ønskes i denne sammenhæng belyst, hvordan en oprettelse af en portal for industrielle emissioner (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1244 af 24. april 2024 om rapportering af miljødata for industrianlæg og oprettelse af en portal for industrielle emissioner og om ophævelse af forordning (EF) nr. 166/2006) er sammentænkt med CSR-rapporteringen.
4.2
Regeringen bør ved implementeringen af CSDD-direktivet benytte alle muligheder for at mindske de administrative byrder
CSDD-direktivet skal senest i 2026 implementeres i dansk ret.
Direktivet forpligter de største virksomheder til at gennemføre due diligence-processer for at forebygge, afbøde og afhjælpe negative indvirkninger på mennesker og miljø (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1760 af 13. juni 2024 om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og forordning (EU) 2023/2859).
Flere interessenter har ytret bekymring over de administrative byrder, en implementering af direktivet vil medføre.
Erhvervsministeren oplyser til Folketinget, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at ministeriet vil afsøge mulighederne for at lette de erhvervsøkonomiske konsekvenser ved implementeringen af direktivet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anmoder regeringen om at bekræfte, at der ikke bliver tale om en overimplementering af direktivet, men en 1:1-implementering.
Desuden anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen undersøger, hvordan andre lande implementerer direktivet, og hvordan andre lande fortolker en 1:1-implementering.
4.3.
Afskaf krav om indrapportering af præcise datoer, aktiviteter og tidspunkter i forbindelse med tilskudsmidler i SMV:Grøn
SMV:Grøn er et EU-finansieret tilskudsprogram til SMV’er, som ønsker at omstille sig til en mere grøn, cirkulær økonomi.
Interessenter har over for arbejdsgruppen oplyst, at administrationen af programmet har været unødig administrativt tung.
Erhvervsministeriet har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst til arbejdsgruppen, at den nye version af SMV:Grøn er væsentlig mindre administrativt tung, da virksomheder ikke længere skal registrere deres tid.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen kvitterer for, at SMV:Grøn-ordningen er gjort administrativt enklere at anvende.
Derudover anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen sætter fokus på generelt at gøre støtteordninger for SMV’er mere enkle.
Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen sætter særskilt fokus på støtteordninger i Erhvervslivets EU- og Regelforum.
4.4.
Afskaf krav om beskrivelse af bogførings- og opbevaringsprocedurer
Kravet om beskrivelser af bogførings- og opbevaringsprocedurer blev indført i 1998 for at sikre, at virksomhed, revisor og skattemyndigheder, politi og andre myndigheder kunne følge, hvorledes bogføringen fungerer.
Dette havde særlig vist sig vanskeligt i sager om økonomisk kriminalitet.
Med bogføringsloven fra 2022 blev kravet reduceret i omfang og anvendelse i forhold til antal omfattede virksomheder.
Arbejdsgruppen er af interessenter imidlertid blevet gjort opmærksom på, at procedurerne fortsat er unødig omfattende, og udgør en administrativ byrde.
Erhvervsministeren oplyser i svar på ERU alm. del spørgsmål – 244 (folketingsåret 2023-24), at en afskaffelse af kravet vil risikere at medføre manglende kontinuitet i virksomheders bogføring, når de skifter bogholder, eller når flere forskellige medarbejdere arbejder med bogføringen.
Derudover vil det betyde, at kurator, skattemyndigheder, politi m.fl. skal afsætte betydelig flere ressourcer til at behandle sager om økonomisk kriminalitet for at kunne gennemgå bogføringen.
Ministeren påpeger desuden, at virksomhederne har udarbejdet disse beskrivelser siden 1998.
For nye virksomheder vurderes det at være en relativt lille byrde, fordi alle virksomheder bør have interesse i at fastlægge og nedskrive deres procedurer for bogføring.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen går i dialog med interessenter på området hurtigst muligt for at finde en mulig lettelse af den administrative byrde ved kravene, og beder om at ministeren orienterer Erhvervsudvalget om resultatet af denne dialog.
4.5.
Færre og lempeligere krav til mindre revisionsvirksomheder med omsætning under 10 mio. kr. årligt
En række virksomheder, herunder revisionsvirksomheder, har fået tildelt en særlig rolle og et særligt ansvar i forhold til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
Ifølge erhvervsministerens besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) følger det af krav fra EU-lovgivning, herunder EU's hvidvaskdirektiver, at disse virksomheder skal sikre, at der er tilstrækkelige politikker, procedurer og kontroller på plads, der skal sikre, at de risici, virksomheden er eksponeret for, er behørigt identificeret og kan håndteres.
Erhvervsministeren oplyser i sin besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at materialet, der skal udarbejdes, tilpasses forholdene i den enkelte virksomhed, f.eks. ved at der tages hensyn til virksomhedens størrelse.
Interessenter påpeger, at kravene til politikker, procedurer m.v. udgør en unødig og væsentlig administrativ byrde.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at analysere, om implementeringen af EU's hvidvaskregler i dansk ret ligger på linje med implementeringen i sammenlignelige lande, med henblik på at lette de krav, der stilles om »tilstrækkelige procedurer« m.v.
4.6.
Klare regler, prisgennemsigtighed og fornuftige adgangsmuligheder i offentlige udbud
For at iværksættere inden for f.eks. velfærdsområderne kan byde kvalificeret ind på offentlige opgaver, skal der være klare regler, prisgennemsigtighed og fornuftige adgangsmuligheder til disse opgaver.
De offentlige udbudsprocesser kan forekomme komplicerede og ressourcekrævende for mange SMV’er.
En af de helt store udfordringer for SMV’erne er, at udbuddene er for omfattende og ofte stiller krav, som det er umuligt for SMV’erne at indfri.
Samtidig skal der afrapporteres på en række områder, som ikke nødvendigvis handler om selve ydelsen.
Erhvervsministeren oplyser i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at arbejdsgruppens forslag vil indebære, at der skal foretages ændringer i regler rettet mod offentlige myndigheder, herunder udbudsreglerne og regler for offentlige myndigheders regnskabsaflæggelse.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at sikre, at de krav, der stilles i offentlige udbud, stilles på en måde, så de i højere grad tilgodeser iværksættere og SMV’er.
Arbejdsgruppen anmoder samtidig regeringen om at fastsætte en målsætning om, at flere SMV’er skal tildeles opgaver ved offentlige udbud, hvilket også indgår som en del af »Aftale om Iværksætterpakken« (regeringen (S, V og M), DD, LA, KF, RV og DF fra juni 2024).
4.7.
Minimer de administrative byrder i forbindelse med ansøgning om midler eller ressourcer fra erhvervshusene
Interessenter oplyser, at ansøgninger om tilskud fra puljer eller ressourcer fra erhvervshuse eller andre programmer er forbundet med uforholdsmæssig meget administrativt arbejde.
Erhvervsministeren oplyser i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at forenkling, nedbringelse af administrative byrder og hurtigere udbetaling af midler er en kerneprioritet i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses nye strategi (»Virksomhedsudvikling i hele Danmark 2024-2027«, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, den 27. maj 2024).
Erhvervsministeren oplyser desuden, at udbetalingstiden er nedbragt i dialog med erhvervshusene, ligesom der gennemføres en brugerundersøgelse af virksomhedernes vej i de indsatser, der varetages i erhvervsfremmesystemet, og en evaluering af regelgrundlaget i 2024-25 med henblik på at undersøge, om der kan implementeres yderligere forenklinger for virksomhederne.
Ifølge erhvervsministeren kan det kræve ændringer af EU-regler.
Ministeren oplyser dog, at når rammerne for udmøntning af næste budgetperiode efter 2027 skal forhandles i EU, er det en central prioritet for regeringen, at der arbejdes for administrative forenklinger – ikke mindst for støttemodtagerne.
Dette omfatter både færre kontrolkrav og øget tilpasning til de forhold, som gør sig gældende i Danmark.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at drøfte evalueringen af erhvervsfremmesystemet med Erhvervsudvalget, når den foreligger.
Samtidig anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen i EU-regi arbejder for at få fjernet tunge ansøgningsprocesser for virksomhederne – særlig set i lyset af at Europa-Kommissionen også har et udtalt fokus på at fjerne administrative byrder.
4.8.
Myndighederne bør udarbejde skabeloner, standardbudget m.v. for at lette CSR- og ESG-krav
Reglerne om virksomhedernes bærerdygtighedsrapportering skal sikre, at investorer, regnskabsbrugere og andre samfundsaktører bedre kan vurdere virksomhedernes bæredygtighed og kanalisere finansiering og efterspørgsel i retning af de mest bæredygtige virksomheder.
Flere interessenter efterspørger skabeloner, standardbudgetter m.v. for at lette CSR- og ESG-krav for underleverandører.
Erhvervsministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at der er tale om en direktivnær implementering af CSR-direktivet i dansk ret.
En frivillig rapporteringsstandard for SMV’er, der ikke er direkte omfattet af reglerne, er ifølge ministeren under udarbejdelse.
Standarden har til formål at lette rapporteringsbyrden for virksomheder, der f.eks. er underleverandører til større virksomheder.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen kvitterer for, at der er en rapporteringsstandard på vej for SMV’er.
Arbejdsgruppen er opmærksom på, at CSR- og ESG-krav er et stort opmærksomhedspunkt for virksomhederne i forhold til administrative byrder og derfor et vigtigt fokuspunkt.
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at arbejde for, at rapporteringskrav bliver taget op i EU-regi med henblik på at undgå at den europæiske konkurrenceevne svækkes.
4.9.
Bekendtgørelsen om følsomhedsanalyser for gruppe 1-forsikringsselskaber (bekendtgørelse nr. 615 af 25. maj 2018) bør saneres eller fjernes
Følsomhedsanalyser er et væsentligt redskab for risikostyringen i selskaber og kan danne grundlag for, om Finanstilsynet i sit tilsyn skal træffe foranstaltninger.
De administrative byrder, der følger heraf, opleves imidlertid af interessenter som unødig store.
Erhvervsministeren oplyser i besvarelsen af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at der pågår en sanering af følsomhedsanalyserne, som kan lægges til grund for en ændring af § 160 i lov om forsikringsvirksomhed (lov nr. 718 af 13. juni 2023).
Ministeren oplyser, at regeringen finder det velbegrundet, at reglerne kan forbedres, hvorfor et arbejde med at revidere bekendtgørelsen er påbegyndt.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen tilskynder regeringen til at få revideret bekendtgørelsen.
Arbejdsgruppen anmoder ministeren om at orientere Erhvervsudvalget om, hvornår arbejdet med revisionen af bekendtgørelsen forventes at foreligge, og efterfølgende at redegøre for saneringen.
4.10.
Undersøg om de årlige FSA-indberetninger til Finanstilsynet kan saneres, og om Finanstilsynet kan hente oplysningerne direkte i selskabernes QRT-rapporteringer eller årsrapporter
Arbejdsgruppen er af interessenter blevet gjort opmærksom på, at forsikringsvirksomheder indrapporterer de samme oplysninger til Finanstilsynet flere gange via FSA- og QRT-indberetninger.
De regelmæssige indberetninger har hjemmel i § 192 i lov om forsikringsvirksomhed (lov nr. 718 af 13. juni 2023).
Erhvervsministeren har i besvarelsen af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst arbejdsgruppen om, at ministeren ønsker at nedbringe de administrative byrder, hvorfor det vil blive undersøgt, om der foregår en dobbeltindberetning i FSA og QRT, som kan medvirke til en sanering af FSA-indberetningerne.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen kvitterer for, at regeringen arbejder for at sanere FSA-indberetningerne.
Arbejdsgruppen anmoder regeringen om at orientere Erhvervsudvalget om, hvornår saneringen forventes at være foretaget, og om, efterfølgende at redegøre for saneringen.
4.11.
Definitionen i eksponeringer i lov om forsikringsvirksomhed bør genbesøges, da bestemmelsen fokuserer på eksponeringer i banksektoren
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at det følger af lov om forsikringsvirksomhed, at forsikringsvirksomheder underlægges de samme rapporteringskrav som bankvirksomheder, selv om rapporteringskravene alene omhandler bankforretninger.
Definitionen af eksponeringer omfatter også ledelse og risikostyring og gælder for alle finansielle institutioner.
Erhvervsministeren oplyser i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at reglerne kommer på baggrund af Rangvidudvalgets rapport (»Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring«, Udvalget om finanskrisens årsager, den 18. september 2013) og af EU-regler om regulering af kreditinstitutter.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen ønsker ikke at underminere krav, der sikrer en veldrevet styring af den finansielle sektor, men anmoder regeringen om at redegøre for, om forsikringsvirksomheder kan undtages fra rapporteringsregler, der gælder for banksektoren, herunder om EU-reglerne tillader det.
Arbejdsgruppen anbefaler samtidig, at regeringen vurderer, om der kan anlægges et risikobaseret tilsyn, for så vidt angår eksponeringer, og at regeringen ser på, om forsikringsvirksomheder med fordel kan undtages bestemmelser, der alene er rettet mod banker.
4.12.
Indfør proportionalitet for mindre virksomheder ved øget mulighed for dispensation for kvartalsvise solvens II-rapporteringer
Solvens II-rapporteringsreglerne er en implementering af EU-regler i national ret og omfatter gruppe 1-forsikringsselskaber (bekendtgørelse nr. 791 af 23. juni 2016).
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på, at de nationale tilsynsmyndigheder har mulighed for at give dispensation for kvartalsvis rapportering under Solvens II.
Interessenter har oplyst, at brugen af dispensationer er mere udbredt i andre lande end i Danmark, f.eks. i Luxembourg og Frankrig.
I sin besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyser erhvervsministeren, at der pågår et arbejde med revision af Solvens II-reglerne.
I forbindelse med den kommende implementering af ændringerne efter revisionen forventes der en forenkling og sikring af mere proportionale regler for små og mindre komplekse selskaber.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at regeringen vil arbejde videre med initiativet, og ser frem til resultatet af revisionen af Solvens II-reglerne.
Arbejdsgruppen anmoder regeringen om at orientere Erhvervsudvalget om, hvornår arbejdet med revisionen af Solvens II-reglerne forventes at være afsluttet, og efterfølgende at redegøre for ændringerne i reglerne over for udvalget.
4.13.
Undersøg nødvendigheden af de mange indberetningsordninger for pengeinstitutter, herunder om ordningerne har den nødvendige proportionalitet
Pengeinstitutter er underlagt en række indberetningsordninger.
Arbejdsgruppen er af interessenter blevet gjort opmærksom på, at Finanstilsynet får adgang til et stort antal af disse oplysninger løbende og i forbindelse med inspektioner.
Det er en administrativ byrde, at pengeinstitutter skal indsamle og indsende data af egen drift, når Finanstilsynet også senere beder om de samme oplysninger.
Ifølge Erhvervsministerens besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) er mange af de oplysninger, der bliver indberettet, forankret i EU-lovgivning.
Ministeren oplyser, at i den udstrækning det er muligt, forsøger Finanstilsynet at involvere og varsle branchen, når nye bestillinger er på vej.
Det samme gælder oplysninger, der indkaldes til brug for inspektioner på stedet, hvor omfanget og karakteren af de indkaldte oplysninger er afstemt med virksomhedens størrelse og forretningsmodel m.v. Ifølge ministeren er Finanstilsynets tilgang den, at tilsynet ikke indkalder oplysninger, hvis de allerede er tilgængelige.
Derfor er det erhvervsministerens vurdering, at der ikke er overlap mellem de faste, regulære indberetninger, der understøtter den løbende overvågning, og de oplysninger, der indkaldes til brug for Finanstilsynets inspektioner, f.eks. i form af gennemgang af kreditbevillinger og kreditsager.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at der er uoverensstemmelse mellem interessenternes oplevelse og Erhvervsministerens opfattelse.
Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen går i dialog med interessenterne og afdækker, hvilke oplysninger det er interessenterne mener indberettes dobbelt.
Når dialogen er afsluttet, bedes erhvervsministeren orientere Erhvervsudvalget om resultatet.
4.14
Indfør krav om proportionalitet i forhold til offentliggørelseskrav for finansielle virksomheder
Finansielle virksomheder er underlagt en række offentliggørelseskrav.
Disse krav skal skabe gennemsigtighed om virksomhedernes styring og risici.
Arbejdsgruppen er af interessenter blevet gjort opmærksom på, at alle pengeinstitutter uanset størrelse er underlagt stort set samme offentliggørelseskrav.
Et pengeinstitut, som ikke er aktivt inden for et bestemt område, vil alligevel administrativt og systemmæssigt skulle understøtte det pågældende område.
Dette er ressourcekrævende for især mindre virksomheder.
Erhvervsministeren har i sin besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at den finansielle regulering, herunder oplysningsforpligtelserne, gennemgik et eftersyn i forbindelse med eftersynet af den finansielle regulering, som blev afsluttet i april 2018 (»Eftersynet af den finansielle regulering«, Arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering, den 18. april 2018).
I denne forbindelse blev det anbefalet, at Finanstilsynet arbejder for proportionalitet i EU-reguleringen, hvilket ifølge ministeren er et fokusområde for Finanstilsynet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at selv om proportionalitet har været et fokusområde for Finanstilsynet, opleves dele af lovgivningen stadig uproportionel.
Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen gennemgår kravene og sikrer sig, at der eksisterer den ønskede proportionalitet.
Erhvervsudvalget ønsker at blive orienteret om dette arbejde.
4.15.
Tilpas ledelsesbekendtgørelsens krav til finansielle virksomheder for at sikre proportionalitet
Kravene i ledelsesbekendtgørelsen skal sikre forsvarlig ledelse og styring af bl.a. pengeinstitutter, så disse drives på betryggende måde (bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022).
Reglerne i ledelsesbekendtgørelsen har også til formål at konkretisere og skabe transparens for sektoren om, hvordan den skal opfylde de mere overordnede direktivbaserede krav til ledelse og styring, der følger af lov om finansiel virksomhed.
Erhvervsministeren understreger i sit svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24), at regler vedrørende ledelse og styring af pengeinstitutter bør udarbejdes med størst muligt hensyn til proportionalitet.
Ministeren oplyser, at Finanstilsynet og sektoren har haft omfattende drøftelser om ledelsesbekendtgørelsen i 2023, herunder også om proportionaliteten i bekendtgørelsen og anvendelsen af bekendtgørelsen.
Sektorens konkrete forslag til bekendtgørelsen har medført en række justeringer, der er trådt i kraft den 1. juli 2024 (bekendtgørelse nr. 736 af 17. juni 2024).
Ministeren oplyser desuden, at der i øvrigt er enighed mellem Finanstilsynet og sektoren om at fortsætte dialogen om sektorens yderligere overvejelser til justeringer.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen og interessenterne går i dialog om, hvorvidt udfordringerne med proportionalitet er løst ved justeringerne af bekendtgørelsen af 1. juli 2024, eller om der er øvrige overvejelser, som skal inddrages i den fortsatte dialog.
4.16
Præciser betalingsinstitutternes underretning af Finanstilsynet efter betalingsloven ved tredjemandsmisbrug
Pengeinstitutter skal underrette Finanstilsynet, hvis instituttet ikke tilbagebetaler en forbruger, efter at forbrugerne har indmeldt en uautoriseret betalingstransaktion (lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023).
Formålet med reglen er, at Finanstilsynet får mulighed for at overvåge misbrugsbilledet for betalinger i Danmark, og at Finanstilsynet får mulighed for at føre tilsyn med, at enkelte institutter ikke systematisk uretmæssigt forhindrer brugerne i at få tilbagebetalt de midler, de har ret til ifølge loven.
Interessenter har over for arbejdsgruppen påpeget, at de finder ordningen uklar.
Ifølge erhvervsministerens besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) har Finanstilsynet på sin hjemmeside oplyst, at pengeinstitutterne kan indsende en samlet opgørelse ultimo hvert kvartal for at lette institutternes byrder, som et valgfrit alternativt til at gøre det for hver enkelt sag.
Pengeinstitutterne skal derfor ikke bruge ressourcer på at underrette Finanstilsynet midt i en igangværende undersøgelse af en transaktion.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen og interessenterne går i dialog om kravene til underretninger, da det lader til, at der er en vis uklarhed i forhold til, hvilke krav der stilles.
4.17.
Indfør proportionalitet i forhold til krav om kreditværdighed og krav til dokumentation, når finansielle virksomheder er kreditgivere
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på, at interessenter ønsker, at der er mere proportionalitet i kravene til kreditværdighed og dokumentation.
I dag er der de samme krav til, hvilken dokumentation der skal indhentes, uanset lånets størrelse eller pengeinstituttets kendskab til kunden.
Proportionalitet kunne f.eks. være i forhold til pengeinstitutternes generelle kendskab til kunden, hvor instituttet kan se de seneste måneders indtægter og udgifter, eller at mindre lån kan gives ud fra en risikobetragtning baseret på eksisterende oplysninger.
Ifølge erhvervsministeren er proportionaliteten allerede sikret.
Dette skyldes ifølge ministerens svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) to forhold, henholdsvis 1), at Østre Landsret den 22. marts 2024 fastslog, at långiver ikke skal indhente dokumentation for alle faktiske faste udgifter, sådan som Finanstilsynets praksis hidtil havde krævet, og 2) at der i efteråret 2023 blev vedtaget et nyt forbrugerkreditdirektiv, hvor bestemmelsen om kreditværdighed blev ændret (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF).
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen går i dialog med interessenterne om, hvorvidt lempelserne i den gældende praksis er implementeret, og at ministeren iværksætter en kommunikationsindsats på baggrund af dommen fra Østre Landsret for at sikre, at interessenterne ved, hvilke krav de er underlagt.
4.18.
Afkriminaliser lån i kapitalselskaber, og gør det til et rent civilretligt mellemværende mellem selskabet og kapitalejerne
Det primære formål med reglerne om kapitalejerlån, jf. Selskabslovens §§ 210- 215 (lovbekendtgørelse nr. 1168 af 1. september 2023) er at beskytte selskabets kreditorer mod, at selskabets ledelse og kapitalejere bevilger sig selv lån m.v., som kan påføre selskabet og dermed dets kreditorer et tab.
Det sekundære formål er, at kapitalejerne og/eller ledelsen ikke skal kunne trække midler ud af selskabet uden at betale skat heraf.
Erhvervsministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at der vil blive set nærmere på de nuværende bestemmelser om kapitalejerlån, herunder mulighederne for og udfordringerne ved at lempe reglerne.
Ministeren gør yderligere opmærksom på, at konsekvenserne ved at fjerne betingelserne for at yde kapitalejerlån – og derved gøre det til et civilretligt mellemværende – kan være en forhøjet risiko for, at midler uretmæssigt fragår selskabet til skade for bl.a. selskabet selv og dets kreditorer.
Konsekvenserne af en afkriminalisering vil bl.a. være, at den forebyggende effekt, straffebestemmelsen har, ikke længere vil være til stede.
Arbejdsgrupen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at regeringen vil arbejde videre med at undersøge, hvorvidt initiativet kan imødekommes.
Arbejdsgruppen anmoder regeringen om at orientere udvalget om, hvornår ministeriet forventer at dette arbejde vil være færdigt.
Og når arbejdet er i mål, vil udvalget gerne have en orientering om mulighederne for at lempe reglerne.
4.19.
Indfør beløbsgrænse for, hvornår det skal være strafbart at optage lån i eget selskab
Når revisoren afdækker, at der er en difference mellem kapitalejer og selskab, vil revisoren fortage en korrektion, så forholdet bringes i orden.
Revisoren skal dog også foretage underretninger til både Erhvervsstyrelsen og Hvidvasksekretariatet.
En række interessenter oplyser, at de i gennemsnit bruger ca. 30 min.
på hver indberetning, og at de foretager over 2.000 indberetninger om året.
Derfor vil det være en væsentlig byrdereduktion, hvis mængden af indberetninger mindskes, f.eks. ved at definere en beløbsgrænse.
Erhvervsministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at der er tale om en bevidst overimplementering.
Årsagen er, at selskaberne selv og deres kreditorer er beskyttet imod, at ledelsen bevilliger sig selv lån m.v., der kan påføre selskabet og dermed dets kreditorer et tab.
I praksis kan det ifølge erhvervsministeren vise sig uhensigtsmæssigt at fastsætte en statisk beløbsgrænse, idet der er flere forhold vedrørende långivningen, som påvirker selskabets risiko ved udlånet.
Den forebyggende effekt, som ifølge ministeren er en del af formålet med straffebestemmelsen for overtrædelse af reglerne om kapitalejerlån i selskabslovens § 367 (lovbekendtgørelse nr. 1168 af 1. september 2023), kan også risikeres at mindskes, hvis der defineres en beløbsgrænse.
Ministeren har i svaret oplyst, at der vil blive set nærmere på de nuværende bestemmelser om kapitalejerlån, herunder mulighederne for og udfordringerne ved at lempe reglerne.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at regeringen vil arbejde videre med at undersøge, hvorvidt initiativet kan imødekommes.
Arbejdsgruppen anmoder regeringen om at orientere Erhvervsudvalget om, hvornår ministeriet forventer at dette arbejde vil være færdigt, og når arbejdet er afsluttet, ønsker udvalget en orientering om mulighederne for at lempe reglerne.
4.20.
Begræns hvidvaskdefinitionen til alene at omfatte forsætlige lovovertrædelser
Hvis en revisor afdækker en difference mellem kapitalejere og selskabet, skal denne foretage indberetninger til både Erhvervsstyrelsen og Hvidvasksekretariatet, jf. definitionen af hvidvask i § 3 i Hvidvaskloven (lovbekendtgørele nr. 807 af 21. juni 2024).
Dette opleves byrdefuldt hos revisorerne.
Derfor har interessenter foreslået arbejdsgruppen, at alene forsætlige overtrædelser skal være omfattet af hvidvaskdefinitionen, hvorved ubetydelige mellemværender falder uden for definitionen af hvidvask og således ikke nødvendiggør en underretning til Hvidvasksekretariatet.
I sin besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) vurderer ministeren ikke, at forslaget er i overensstemmelse med hvidvaskdirektiverne.
Konsekvensen af forslaget vil ifølge ministeren være, at revisorerne påføres pligten til at efterforske og vurdere deres kunders intention bag en overtrædelse, hvilket er politiets opgave.
Det kan medføre, at virksomhederne undlader at foretage en lang række underretninger.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen tager sagen op på EU-niveau med henblik på at sikre, at ubetydelige mellemværender, der alligevel ikke undersøges nærmere af politiet, skal undtages for indberetninger.
4.21.
Optimer deltagelse i Danmarks Statistiks undersøgelser
Danmarks Statistik udarbejder hvert år en række opgørelser på baggrund af data indrapporteret fra virksomheder.
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på, at for især soloselvstændige kan det være en stor byrde at deltage i disse undersøgelser, især når virksomhederne skal svare på spørgsmål, som ikke er relevante for dem, eller når de bliver bedt om at indrapportere oplysninger, de allerede har indrapporteret i anden sammenhæng.
Erhvervsministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 244 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at regeringen har fokus på at begrænse byrderne mest muligt, under hensyntagen til at Danmark skal efterleve EU-lovgivning og sikre pålidelig statistik om samfundsudviklingen.
Derfor har Danmarks Statistik ifølge ministeren fokus på at indhente oplysninger på den mindst byrdefulde måde.
Det kan f.eks. ske ved optimering af stikprøver og ved at udvikle dynamiske indberetningsløsninger, så den enkelte virksomhed kun ser relevante spørgsmål, eller ved fortsat at afsøge mulighederne for brug af nye alternative datakilder, der kan erstatte data fra virksomheder.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at Danmarks Statistik udarbejder en konkret plan for, hvordan stikprøver kan optimeres, og hvordan dynamiske indberetningsløsninger kan udvikles.
Arbejdet med alternative datakilder er ligeledes noget, arbejdsgruppen finder interessant.
Erhvervsudvalget ønsker at blive orienteret om, hvilke alternative datakilder der bruges i dag, og hvordan Danmarks Statistik i fremtiden forventer at kunne udvide brugen.
4.22.
Forenkl dokumentationskrav, når internationale medarbejdere søger om MitID og Nemkonto
Nogle interessenter har beskrevet, at de oplever udfordringer med, at banker ikke vil oprette en bankkonto, hvis en udenlandsk medarbejder ikke har MitID, mens Borgerservice ikke vil godkende etableringen af en Nemkonto, hvis der ikke foreligger lønsedler eller andet bevis på arbejde.
Erhvervsministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 322 (folketingsåret 2023-2024) oplyst, at et pengeinstitut ikke kan stille krav om, at kunden har et MitID, når vedkommende henvender sig for at få adgang til en basal betalingskonto, jf. lov om betalingskonti.
Erhvervsministeren har yderligere oplyst, at udenlandske medarbejdere ikke er forpligtet til at få en Nemkonto i en dansk bank, og at der ikke stilles krav om brug af MitID i forbindelse med anvisning af Nemkonto.
Det er ikke muligt at ensarte dokumentationskravene mellem Nemkonto-løsningen og MitID.
Disse løsningers formål er meget forskellige, og borgere skal kunne oprette en Nemkonto, uafhængigt af om de har MitID.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen går i dialog med relevante parter for at undersøge, hvor stort problemet er, og på baggrund heraf indskærper over for bankerne, at der ikke kan kræves MitID ved oprettelse af en bankkonto/Nemkonto.
Beskæftigelsesministerens område
4.23
Genbesøg reglerne omkring dagpengegodtgørelse (G-dage)
Når en virksomhed afskediger eller hjemsender en ansat, skal virksomheden betale dagpengegodtgørelse (G-dage) for de første to hele eller halve ledighedsdage (bekendtgørelse nr. 400 af 26. april 2017).
Det gælder både ved fuldtidsansættelse, og hvis ansættelsen er opgave- eller tidsbestemt.
Dette kan være en betydelig økonomisk og administrativ byrde for især mindre virksomheder og iværksættere, der ofte har behov for denne type ansættelser under spidsbelastninger.
Interessenter har vurderet, at godtgørelsen kan medføre en meromkostning for arbejdsgiveren på op til 17 pct. af den samlede lønudgift afhængigt af ansættelsens varighed og timeløn.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen genbesøger regelkomplekset omkring G-dage, da det ifølge ministerens besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 236 (folketingsåret 2023-24) ikke er sket siden 2015.
I den proces anbefaler arbejdsgruppen også, at det undersøges, om det er muligt at fjerne godtgørelsen for korte ansættelser, f.eks. på ansættelser under 3 måneders varighed.
4.24.
Ligestil krav til optjening af barselsdagpenge, så der ikke stilles særkrav til selvstændige sammenlignet med lønmodtagere
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at der ikke gælder de samme krav for retten til barselsdagpenge for selvstændige og lønmodtagere.
Det drejer sig konkret om, at selvstændige skal have været i beskæftigelse i måneden op til, at de går på barsel.
Det vil sige, at hvis en selvstændig har holdt ferie eller været syg op til dennes barsel, er vedkommende ikke nødvendigvis berettiget til barselsdagpenge.
Dette krav gælder ikke på samme måde for lønmodtagere.
Beskæftigelsesministeren er af flere omgange blevet spurgt ind til årsagen til disse forskelle, bl.a. i ERU alm. del – spørgsmål 186, hvor ministeren mener problemet er begrænset, men at eventuelle ændrede regler skal omfatte alle selvstændige, uanset om de har været syge eller ej.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen går i dialog med arbejdsmarkedets parter om muligheden for at ændre kravene til selvstændige, som modtager barselsdagpenge, så de ikke stilles dårligere end lønmodtagere ved sygdom inden barsel.
4.25.
Gør ferieloven nemmere at administrere
Arbejdsgruppen har noteret sig, at den nye ferielov, som trådte i kraft den 1. september 2020, af mange bliver opfattet som mere byrdefuld end den tidligere ferielov, og at reglerne kan være besværlige at gennemskue (lov nr. 60 af 30. januar 2018) Arbejdsgruppen kvitterer derfor for, at beskæftigelsesministeren i svar på ERU alm. del – spørgsmål 236 (folketingsåret 2023-24) har oplyst, at ministeriet har igangsat et analysearbejde, der skal undersøge mulighederne for at forenkle reglerne i ferieloven, uden at rykke på den balance mellem arbejdsmarkedets parter, som udformningen af ferieloven er udtryk for.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at Beskæftigelsesministeriets analysearbejde resulterer i konkrete forslag til, hvordan ferielovens regler kan forenkles.
Erhvervsudvalget anmoder om, at beskæftigelsesministeren orienterer udvalget om, hvornår analysen forventes færdig.
Desuden vil udvalget gerne orienteres om analysens resultater, når disse foreligger.
4.26.
Gør reglerne på flere arbejdsmiljøområder enklere
Arbejdsgruppen er gjort bekendt med, at der på en række områder inden for arbejdsmiljøområdet med fordel kan gennemføres en regelforenkling, da flere af disse områder i dag både er reguleret af dansk ret og ved EU-lovgivning.
Det drejer sig bl.a. om regler omkring håndtering af kemiske produkter.
Ministeren har i besvarelse af ERU alm. del – spørgsmål 236 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at det med »Aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping« (regeringen (S, V og M), SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF ALT og NB) fra 30. marts 2023 er aftalt, at Arbejdstilsynet skal udarbejde en langsigtet plan for regelforenkling, herunder bl.a. på det kemiske område.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen forventer, at tidsplanen i aftalen følges, hvor det fremgår, at Arbejdstilsynets forenklingsplan fremlægges for aftalepartierne og drøftes med arbejdsmarkedets parter inden udgangen af 2024.
Arbejdsgruppen ser frem til at se udfaldet af dette arbejde, da der burde være flere oplagte regelforenklingstiltag.
Ministeren bedes orientere Erhvervsudvalget om, hvornår arbejdet forventes at være færdigt.
Desuden vil udvalget gerne orienteres om resultatet af arbejdet, når den langsigtede regelforenklingsplan foreligger.
4.27.
Simplificer indberetning af sygdom og ansøgning om NemRefusion for mindre virksomheder
Når en medarbejder er syg eller på barsel, kan virksomheden få refusion fra kommunen i form af syge- eller barselsdagpenge.
Dette sker gennem NemRefusion, hvor virksomheder, selvstændige og A-kasser kan anmode om refusion.
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at flere interessenter finder indberetningen af sygdom og ansøgning om NemRefusion kompliceret.
Især for virksomhedsejere, der har få ressourcer til administration og f.eks. ikke har en hr-afdeling eller et lønkontor i virksomheden.
Det kan resultere i, at nogle mindre virksomheder mister en del af den refusion, som de er berettiget til at modtage.
Beskæftigelsesministeren har i svar på ERU alm. del – spørgsmål 351 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at systemet bag NemRefusion løbende videreudvikles og opdateres i forhold til at opretholde en tidssvarende og god understøttelse af brugerne, regulerede lovkrav, sikkerhedskrav og effektivt samspil med de omkringliggende systemer.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at arbejdsmarkedets parter inddrages i en dialog om, hvilken videreudvikling og opdatering i NemRefusion der kan understøtte især SMV’er, så disse ikke mister tilskud på baggrund af unødig komplicerede systemer.
Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at ministeren undersøger, om karensperioden for refusion kan forkortes.
4.28.
Kortlæg kravene til og implementeringen af kravene om arbejdstidsregistreringer
Den 1. juli 2024 trådte nye EU-regler om registrering af lønmodtageres daglige arbejdstid i kraft (lov nr. 89 af 30. januar 2024).
Arbejdsgruppen har noteret sig, at implementeringen af de nye regler har skabt stor frustration hos mange virksomheder.
Direktivet har særlig for start-ups og små virksomheder medført en stor administrativ byrde.
Beskæftigelsesministeren oplyser i svar på ERU alm. del – spørgsmål 236 (folketingsåret 2023-24), at der er tale om minimumsimplementering af EU-direktivet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen noterer sig, at der er tale om minimumsimplementering, men anbefaler, at regeringen kortlægger, hvordan implementeringen af arbejdstidsregistrering er implementeret i andre lande.
Formålet skal være at undersøge, om andre lande har fundet bedre, mindre byrdefulde løsninger, som vi i Danmark kan læne os op ad, hvormed det kan gøres lettere for alle virksomheder at registrere arbejdstid, uanset størrelsen på virksomheden.
Arbejdsgruppen anbefaler, at en del af kortlægningen skal belyse, om der findes de samme frustrationer i andre lande, og om dette kunne give anledning til en fælles drøftelse på EU-niveau.
Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at reglerne om arbejdstidsregistrering evalueres inden for en 3-årig periode.
Ministeren for byer og landdistrikters område
4.29.
Ansøgningsprocessen til LAG-midler skal gøres mere smidig
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at interessenter oplever ansøgningsprocessen i forbindelse med LAG-midler (lokale aktionsgrupper) som administrativ tung.
Virksomheder har mulighed for at ansøge om LAG-midler som tilskud til projekter, der har til formål at fremme vækst, skabe arbejdspladser og forbedre rammevilkår i udpegede landdistrikter.
Arbejdsgruppen kvitterer for, at ministeren for byer og landdistrikter i sit svar på ERU alm. del – spørgsmål 243 (folketingsåret 2023-24) har oplyst, at der i den nye programperiode, 2023-2027, er blevet foretaget forenklinger i ansøgningsprocessen til LAG-midler.
Det medfører bl.a., at projektholder kun skal anmode om godkendelse af større ændringer.
Mindre justeringer i projektet kan godkendes på udbetalingstidspunktet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen fortsat har fokus på at smidiggøre processen for ansøgning af LAG-midler.
Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at der sættes særlig fokus på at gøre det klart, hvornår projekterne skal anmode om godkendelse.
Børne- og undervisningsministerens område
4.30
Simplificer krav for at blive fritaget fra læreplads-AUB
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at processen for at blive fritaget for læreplads-AUB som virksomhed er meget administrativt tung, og derfor er der meget få, der søger.
Læreplads-AUB beregner hvert år, hvor mange elever og lærlinge hver enkelt virksomhed i Danmark skal ansætte.
Fritagelsen eksisterer for at sikre, at virksomheder, der ikke lever op til deres måltal for det antal elever, de skal ansætte, men som forgæves har slået en eller flere uddannelsesstillinger op, ikke uforskyldt vil komme til at betale merbidrag.
Mangler en virksomhed en lærling, skal den have lagt mindst fire på hinanden følgende stillingsopslag på lærepladsen.dk, som hver for sig skal have været aktive i mindst 90 kalenderdage for at blive fritaget for at betale merbidrag.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at komme med forslag til, hvordan ordningen om fritagelse for læreplads-AUB kan gøres mindre administrativt tung, så virksomhederne bruger ordningen, når der er grund til det.
4.31.
Virksomheder skal ikke være ansvarlige for at opsige tidligt indgåede uddannelsesaftaler
Virksomhederne er i stigende grad begyndt at indgå tidlige uddannelsesaftaler med elever på erhvervsuddannelser, inden eleven har færdiggjort sit grundforløb 2.
Med en uddannelsesaftale forpligter virksomheden sig til at uddanne eleven, og eleven forpligter sig til at gennemføre uddannelsen.
Uddannelsesaftalen indgås skriftligt og er bindende.
Virksomhederne er i dag ansvarlige for at opsige aftaler, der er indgået på grundforløbet og påbegyndes på hovedforløbet, selv hvis uddannelsesaftalen er betinget af, at grundforløbet/overgangskravene er bestået, og eleven ikke består.
Det vurderes uhensigtsmæssigt, at ansvaret ligger hos virksomheden i de situationer, hvor aftalen er betinget af et bestået grundforløb, da der er risiko for, at virksomheder undlader at indgå tidligere uddannelsesaftaler på grund af administrative byrder.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at komme med forslag til, hvordan de administrative byrder kan mindskes for virksomhederne i forbindelse med tidligt indgået uddannelsesaftaler, f.eks. ved at uddannelsesaftalen automatisk opsiges i de situationer, hvor den er betinget af et bestået grundforløb og grundforløbet ikke bestås, og at skriftlighedskravet flyttes over til erhvervsskolerne.
4.32.
Elever skal kun kunne søge lærepladser inden for uddannelser, som man har adgang til på lærepladsen.dk
Arbejdsgruppen har mødt et ønske hos interessenter om, at elever kun skal indgå i oversigten over lærepladssøgende på lærepladsen.dk, hvis de er aktivt søgende inden for et fag, hvor de opfylder de faglige krav for at få en læreplads.
En retvisende opgørelse af lærepladssøgende elever er afgørende for, at virksomheden kan bruge lærerpladsen.dk aktivt i sin rekruttering af elever.
Ifølge børne- og undervisningsministeren blev kravet om, at elever skal have tre lærepladsønsker på lærepladsen.dk, ændret i 2023 til minimum ét lærepladsønske, hvorfor virksomheders fremsøgninger af lærerpladssøgende elever inden for en bestemt uddannelse forventes at blive mere retvisende, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 238 (folketingsåret 2023-24).
Ifølge ministeren har mange elever fortsat tre lærepladsønsker, hvilket tyder på, at der er behov for at skabe opmærksomhed om ændringen blandt skoler og elever.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen kvitterer for, at ministeren har tilkendegivet, at der er behov for en vejledningsindsats.
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen orienterer Erhvervsudvalget om, hvornår vejledningsindsatsen forventes gennemført, og igen, når indsatsen er gennemført.
Derudover anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen undersøger mulighederne for en systemudvikling af lærerpladsen.dk, der medfører, at systemet kommer til at understøtte, at elever kun får adgang til at søge om læreplads inden for den eller de uddannelser, som elevens grundforløb giver adgang til.
Indenrigs- og sundhedsministerens område
4.33.
Forenkling af reglerne om salg af håndkøbsmedicin
Arbejdsgruppen er blevet gjort bekendt med, at særlig de mindre forhandlere er udfordret af reglerne for salg af håndkøbsmedicin, da reglerne kræver, at forhandlerne som minimum skal tilbyde et basissortiment bestående af seks typer håndkøbslægemidler, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 242 (folketingsåret 2023-24).
Denne bestemmelse sikrer, at borgere har adgang til almindelige håndkøbslægemidler, uanset hvor i landet de bor (bekendtgørelse nr. 1275 af 27. november 2017).
Ifølge interessenter kan detailreguleringen på området være med til at begrænse salget af håndkøbsmedicin, fordi der kan være efterspørgsel af produkter uden for basissortimentet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anerkender, at reglen er med til at sikre et vist udbud af håndkøbsmedicin bredt rundt i Danmark.
Samtidig kan det beslaglægge en del ressourcer hos de mindre købmænd.
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at gå i dialog med branchen om antallet af produktgrupper i basissortimentet.
Derudover anbefaler arbejdsgruppen regeringen, at håndkøbsmedicin i perioder med forsyningsvanskeligheder kan undtages fra basissortimentet, indtil forsyningen igen er stabil.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris område
4.34.
Forenklinger på fødevareområdet
Arbejdsgruppen har modtaget forslag til initiativer, der skal reducere de administrative byrder på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet.
Arbejdsgruppen har bedt ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri om at vurdere 25 initiativer, jf. ERU alm. del.
– spørgsmål 234 (folketingsåret 2023-24).
Ministeren har i svaret oplyst, at han har igangsat et regelforenklingsprojekt, »Lug ud i lovgivningen « , og at det for samtlige de modtagne forslag gælder, at ministeriet nu er i gang med at undersøge mulighederne for at gennemføre forslagene.
Ministeren har oplyst, at projektet afsluttes i første kvartal 2025.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen kvitterer for, at ministeren har igangsat en undersøgelse af initiativerne.
Arbejdsgruppen anbefaler regeringen at oversende en oversigt til Erhvervsudvalget over, hvad ministeriet kommer frem til for hvert enkelt initiativ senest i første kvartal af 2025.
Miljøministerens område
4.35.
EU’s reviderede PRTR-regulering vil øge de administrative byrder
I april 2024 er der vedtaget en revision af E-PRTR-forordningen, som vil medføre krav til registrering af flere data fra den 1. januar 2027 med efterfølgende indberetning pr. 1. januar 2028.
Interessenter har over for arbejdsgruppen udtrykt bekymring for de administrative byrder, som ændringen vil medføre for landmændene.
Miljøministeren har i svar på ERU alm. del.
– spørgsmål 237 (folketingsåret 2023-24) oplyst, at der i den nye IEP-forordning konkret vil være mulighed for, at medlemsstaterne kan indberette på vegne af husdyrbrug og akvakultur, hvis det antages, at denne gruppe af virksomheder »mangler de nødvendige ressourcer« til at indberette udledninger.
Miljøstyrelsen vil undersøge de konkrete og praktiske muligheder for, at der kan foretages en sådan indrapportering.
Miljøministeriet vil i implementeringsprocessen derfor arbejde for at mindske administrative byrder med særligt fokus på at undgå dobbelt indberetning, og for at indføre indberetning på vegne af husdyrbrug og akvakultur.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anerkender, at Miljøministeriet vil forfølge denne mulighed for at indberette på vegne af husdyrbrug og akvakultur.
Arbejdsgruppen opfordrer regeringen til at orientere Erhvervsudvalget og Miljø- og Fødevareudvalget om, hvorvidt det har vist sig muligt at udnytte muligheden.
Skatteministerens område
4.36.
Afskaf krav om beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon anvendt til privattelefoni
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på de administrative byrder, som arbejdsgiveren er pålagt ved arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.
Hvis mobiltelefonen ikke skal anvendes privat, skal der udfyldes tro og love-erklæringer og føres kontrol.
Tro og love-erklæringerne skal virksomheden kunne fremvise til skattemyndighederne.
Ifølge skatteministeren er et grundlæggende skatteretligt princip, at alle indkomsterhvervelser som udgangspunkt beskattes, uanset om indkomsten er i form af kontantløn eller naturalydelser, jf. ERU alm. del – spørgsmål 235 (folketingsåret 2023-24).
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler, at regeringen undersøger, hvorvidt mængden af kontrol står mål med de afledte administrative byrder, og hvordan byrderne kan reduceres.
4.37.
Udlejningsvirksomhed skal ikke altid betragtes som passiv indkomst (pengetankreglen).
Indtægter fra forpagtning af landbrugsjord til VE-anlæg sidestilles med andre former for forpagtningsindtægt
Arbejdsgruppen er blevet præsenteret for et forslag om, at man skal kunne udleje sin landbrugsjord til VE-formål uden at blive sidestillet med en udlejningsvirksomhed og dermed være underlagt den såkaldte pengetankregel.
Udlejningsvirksomhed anses i udgangspunktet for passiv kapitalanbringelse og kan dermed ikke give skattemæssig succession.
Arbejdsgruppen afbefaler
Arbejdsgruppen har noteret sig skatteministerens bekymring for at udhule pengetankreglen og for, om man vil kunne afgrænse en eventuel ændring til kun at omhandle udlejning til VE-formål, jf. svaret på ERU alm. del.
– spørgsmål 235 (folketingsåret 2023-24).
Arbejdsgruppen vurderer dog, at det bør undersøges nærmere, om man kan forbedre incitamentet til at bortforpagte landbrugsjord til VE-formål.
Arbejdsgruppen anbefaler derfor regeringen at undersøge mulighederne for at medtage VE-anlæg som en godkendt forpagtningsindtægt, så lodsejeren ikke underlægges pengetankreglen – herunder undersøge, hvor stort et eventuelt mindre-provenu vil være.
4.38
Minimer de administrative omkostninger ved punktafgifter
Der er punktafgifter på en række varer af forskellige årsager.
Der kan f.eks. være et hensyn om at begrænse afgiftssvig eller sundhed.
Afgifterne medfører ifølge interessenter administrative byrder, fordi de skal registreres, indberettes, betales, kontrolleres og måske refunderes.
I Danmark er der en bagatelgrænse på 10.000 kr. for en række punktafgifter for at lette byrderne for virksomheder.
Det gælder f.eks. for afgifterne på kaffe, glødelamper, is og emballage.
Arbejdsgruppen har fået oplyst, at bagatelgrænsen på 10.000 kr. ikke er underlagt indeksregulering.
Dermed er der risiko for, at bagatelgrænsen med årene vil blive udhulet.
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anbefaler derfor regeringen, at bagatelgrænsen på 10.000 kr. underlægges indeksregulering.
Derudover anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen undersøger, om der vil kunne foretages yderligere ændringer omkring punktafgifterne, der mindsker de administrative byrder for virksomhederne.
4.39.
Sænk antallet af påkrævede indberetninger og betalinger, som påhviler anpartsselskaber
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på, at der påhviler anpartsselskaber en lang række krav om indberetning og betaling til myndighederne i forbindelse med oprettelse og drift af selskaberne.
Der er et ønske om, at det bliver nemmere for særlig de små virksomheder at navigere i kravene og holde styr på betalinger.
Konkret nævnes nulindberetninger til skatteforvaltningen for medarbejdere, der for en given måned ikke får udbetalt løn, som et eksempel på en administrativ byrde for virksomhederne.
Skatteministeren har i et svar til arbejdsgruppen oplyst, at indberetningen er nødvendig for at sikre, at skattemyndighederne ved, om en virksomhed har taget stilling til, om der skal indberettes løn for den pågældende måned, jf. svar på ERU alm. del spørgsmål 235 (folketingsåret 2023-24).
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen ønsker, at virksomhederne skal indberette så få oplysninger og foretage så få betalinger som muligt.
Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at regeringen sætter fokus på de administrative byrder for bl.a. anpartsselskaber, så det bliver undersøgt, om der er indberetninger og betalinger, der kan slås sammen, så de administrative byrder reduceres.
Hvad angår nulindberetninger, anerkender arbejdsgruppen, at skattemyndighederne skal kunne kontrollere, at virksomheder har indberettet alle lønudbetalinger.
Arbejdsgruppen anbefaler dog, at skattemyndighederne bibeholder fokus på at finde en løsning, der tilgodeser både skattemyndighederne og virksomhederne, så de administrative byrder mindskes.
Udlændinge- og integrationsministerens område
4.40.
Fjern krav om udbetaling af løn til dansk bankkonto for udlænding, der gives opholdstilladelse
Arbejdsgruppen er blevet gjort opmærksom på, at kravet om udbetaling af løn til en dansk bankkonto for udlændinge, der gives opholdstilladelse, er en administrativ byrde for virksomhederne.
Formålet med kravet var at styrke myndighedernes muligheder for at kontrollere, om en udenlandsk arbejdstager får den løn, som personen er berettiget til, og ansættes på de sædvanlige løn- og arbejdsvilkår.
Regeringen har med lovforslag nr. L 147, der blev vedtaget i foråret 2024, afskaffet kravet om dansk bankkonto for visse erhvervsordninger og lempet andre krav.
Myndighedernes kontrolindsatser viser, at der er en særlig høj regelefterlevelse på de ordninger, der er undtaget fra kravet, jf. svar på ERU alm. del – spørgsmål 240 (folketingsåret 2023-2024).
Arbejdsgruppen anbefaler
Arbejdsgruppen anerkender, at regeringen med ændringen er kommet et godt stykke ad vejen.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der 2 år efter ikrafttrædelsen af L 147 foretages en evaluering af afskaffelsen af kravet om dansk bankkonto for visse erhvervsordninger, og hvis der er gode erfaringer, at kravet fjernes fra flere erhvervsordninger.
Arbejdsgruppen anbefaler, at der er et stort fokus på, om afskaffelsen gør det vanskeligere at forhindre hvidvask.
P.u.v.
Louise Elholm
formand