II. Forslag til folketingsbeslutning om at styrke og udvikle det danske sprog gennem vedtagelsen af en dansk sproglov
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Kulturudvalget den 18. juni 2025
Beretning
over
I.
Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en dansk sproglov
[af Pia Kjærsgaard (DF) m.fl.]
II.
Forslag til folketingsbeslutning om at styrke og udvikle det danske sprog gennem vedtagelsen af en dansk sproglov
[af Mai Mercado (KF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti
Et flertal i udvalget (S, V, DD, M, KF, EL og DF) anerkender intentionerne i beslutningsforslagene om at styrke og udvikle det danske sprog.
Det danske sprog udgør en uundværlig del af vores samfund, vores kultur og vores nationale identitet.
Det danske sprog er med til at binde os sammen som folk og som nation.
I en globaliseret verden er det vigtigt at kende sine historiske og folkelige rødder, og sproget er afgørende for vores kulturelle fællesskab og historie.
Danmark har aldrig været en osteklokke, der lukker sig om sig selv, og ord udefra er gennem tiden kommet til.
Flertallet mener derfor, det er vigtigt, at det danske sprog bruges, bevares og udvikles.
Flertallet bemærker, at Dansk Folkeparti med sit beslutningsforslag lægger op til at sikre en sammenhængende dansk sprogkurs, der bidrager til at styrke og udvikle det danske sprog som et helt og samfundsbærende sprog.
Flertallet bemærker, at Det Konservative Folkeparti i sit beslutningsforslag foreslår at skabe en stærkere ramme om vores danske sprog, så vi både beskytter og udvikler det.
Flertallet finder, at det er vigtigt at værne om det danske sprog og sikre, at det danske sprog også i fremtiden står centralt som det samfundsbærende sprog.
Flertallet bemærker, at danske børns læseglæde er faldet.
Flertallet understreger på den baggrund, at der er behov for yderligere handling for at bevare og udvikle det danske sprog og for at styrke børn og unges læseglæde.
Flertallet opfordrer kulturministeren til at invitere Folketingets partier til et møde med henblik på at drøfte forslag til sprogpolitiske initiativer.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslag nr. B 170 blev fremsat den 19. marts 2025 og var til 1. behandling den 15. maj 2025.
Beslutningsforslaget er sambehandlet med beslutningsforslag nr. B 174.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.
Beslutningsforslag nr. B 174 blev fremsat den 2. april 2025 og var til 1. behandling den 15. maj 2025.
Beslutningsforslaget er sambehandlet med beslutningsforslag nr. B 170.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslagene og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslagene på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i 1 møde.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslag nr. B 170 og 3 bilag på beslutningsforslag nr. B 174.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om beslutningsforslag nr. B 170 og 2 skriftlige henvendelser om beslutningsforslag nr. B 174.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål vedrørende beslutningsforslag nr. B 170 og 2 spørgsmål vedrørende beslutningsforslag nr. B 174 til kulturministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
P.u.v.
Hans Christian Schmidt
formand