Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal arbejde aktivt imod forslaget om såkaldt chatkontrol i EU
Statutory Text (3 Articles)
Fremsat den 30. september 2025 af Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at Danmark skal arbejde aktivt imod forslaget om såkaldt chatkontrol i EU
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal arbejde aktivt imod forslaget om såkaldt chatkontrol i EU.
(Beslutningsforslag nr. B 184)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen at arbejde aktivt for at forhindre vedtagelsen af EU-forordningen om såkaldt chatkontrol (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn (CSA-forordningen), KOM (2022) 0209), der indebærer generel overvågning og screening af borgernes digitale kommunikation, og at stemme imod ethvert forslag i EU, der muliggør masseovervågning af private beskeder, mail og chat.
Med dette beslutningsforslag ønsker Dansk Folkeparti at pålægge regeringen at beskytte danske borgeres grundlæggende frihedsrettigheder og sikre, at Danmark ikke medvirker til indførelsen af et system, der i praksis vil betyde statslig masseovervågning af private beskeder og kommunikation.
Forslaget om chatkontrol i EU indebærer, at digitale kommunikationstjenester – herunder mail- og beskedtjenester og sociale medier – pålægges at scanne og overvåge alt indhold for potentielt ulovligt materiale.
Selv om intentionen måtte være at bekæmpe kriminalitet, vil konsekvensen være en hidtil uset krænkelse af privatlivets fred og en grundlæggende omkalfatring af det retssamfund, som Danmark bygger på.
I Danmark har vi en stærk tradition for at beskytte borgernes ret til privatliv.
Denne tradition er forankret i grundlovens §72, der klart fastslår følgende
»Boligen er ukrænkelig.
Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.«
Intentionen bag denne paragraf er tydelig: Statens adgang til borgernes private kommunikation skal være strengt begrænset og kun kunne ske med en retskendelse i konkrete sager.
Et system som chatkontrol, hvor alt indhold overvåges automatisk og uden konkret mistanke, er det diametralt modsatte af denne retsgaranti.
Hertil kommer, at en lang række it-eksperter har påpeget, at en sådan ordning teknologisk ikke kan gennemføres uden at bryde den kryptering, der i dag beskytter borgernes kommunikation.
Det betyder, at man i praksis vil skulle skabe adgangsbagdøre, som ikke alene vil give myndigheder adgang til al kommunikation, men som også potentielt kan udnyttes af fremmede magter, kriminelle hackere og andre ondsindede aktører.
I stedet for at øge sikkerheden risikerer chatkontrol at gøre alle digitale beskeder og databaser fundamentalt mere sårbare.
Dansk Folkeparti finder det uacceptabelt, at EU skal kunne gennemtvinge lovgivning, der både bryder med grundlovens ret til privatliv og samtidig undergraver hele det digitale sikkerhedssystem, som borgere, virksomheder og myndigheder er afhængige af.
Med dette beslutningsforslag slår Folketinget fast, at Danmark skal sige klart nej til masseovervågning og i stedet værne om de frihedsrettigheder og den it-sikkerhed, som vores retsstat bygger på.