Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (Forenklet model for udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer m.v.)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ændringsforslag stillet den 13. december 2024 uden for betænkningen
Ændringsforslag
til 2. behandling af
Forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
(Forenklet model for udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer m.v.)
[af uddannelses- og forskningsministeren (Christina Egelund)]
Til § 1
Af Theresa Scavenius (UFG)
6)
I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 12, stk. 4, udgår 3. pkt.
[Bortfald af ministergodkendelse af bestyrelsesformanden]
Af Theresa Scavenius (UFG)
7)
I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 12, stk. 5, ændres i nr. 3 »internt« til: »medlem, der repræsenterer det akademiske personale, valgt blandt universitetets videnskabelige personale, 1 medlem, der repræsenterer de studerende, valgt af og blandt universitetets studerende«.
[Ændring af sammensætningen af udpegningsudvalget]
Af Theresa Scavenius (UFG)
8)
I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 12, stk. 6, ændres i 1. pkt. »tilsammen afspejle universitetets brugere og aftagere samt have indsigt i universitetets opgaver, jf. § 2« til: »hver især have erfaring og indsigt i forskning, forskningsbaseret uddannelse, videnformidling, videnudveksling og universitetets opgaveområder«.
[Ændring i kompetencekrav til medlemmer i udpegningsudvalget]
Bemærkninger
Til nr. 6
Med det fremsatte lovforslag foreslås det, at udpegningsudvalget udpeger bestyrelsesformanden til ministerens godkendelse.
Med ændringsforslaget foreslås det, at forslaget om, at udpegningsudvalget udpeger bestyrelsesformanden til ministerens godkendelse, udgår.
Til nr. 7
Med det fremsatte lovforslag foreslås det, at universitetet nedsætter et udpegningsudvalg, som består af 7 medlemmer og sammensættes af bestyrelsesformanden, 4 eksterne medlemmer, 1 internt og 1 eksternt medlem af bestyrelsen.
Med ændringsforslaget foreslås det, at der ved nedsættelsen af udpegningsudvalget skal udpeges henholdsvis 1 medlem, der repræsenterer det akademiske personale, valgt blandt universitetets videnskabelige personale, og 1 medlem, der repræsenterer de studerende, valgt af og blandt universitetets studerende.
Til forskel fra det af ministeren stillede ændringsforslag nr. 3, som fremgår af Uddannelses- og Forskningsudvalgets betænkning af 10. december 2024, foreslås det med nærværende ændringsforslag, at den valgte repræsentant blandt de ansatte ikke skal være et siddende medlem af bestyrelsen, men at denne skal være valgt blandt »universitetets videnskabelige personale«.
Det præciseres desuden, at medlemmet skal repræsentere »det akademiske personale« og ikke blot »de ansatte«, som det fremgår af ministerens ændringsforslag.
Med ændringsforslaget foreslås det tilsvarende, at repræsentanten for de studerende skal være »valgt af og blandt universitetets studerende« og dermed ikke skal være et siddende medlem af bestyrelsen, der repræsenterer de studerende.
Til nr. 8
Med det fremsatte lovforslag foreslås det, at de eksterne medlemmer af udpegningsudvalget tilsammen skal afspejle universitetets brugere og aftagere og have indsigt i universitetets opgaver, jf. den foreslåede affattelse af § 12, stk. 6, i lovforslagets § 1, nr. 2.
Med ændringsforslaget foreslås det, at de eksterne medlemmer af udpegningsudvalget hver især skal have erfaring og indsigt i forskning, forskningsbaseret uddannelse, videnformidling, videnudveksling og universitetets opgaveområder.