Legislator Case Law & Legislation
20231XX00697 DK

Skriftlig fremsættelse (11. april 2024) - L 157

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2023 L 157 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. april 2024)

SF.L#LOKDOK28 2023 L 157 Valid

Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og integrationsloven (Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer, justering af sprogkravet og halvering af den økonomiske sikkerhedsstillelse i ægtefællesammenføringssager, etablering af en lukket opgavebank for danskprøver m.v.).

(Lovforslag nr. L 157)

Lovforslaget har navnlig til formål at udmønte de dele af regeringsgrundlaget, der vedrører ægtefællesammenføring og udlandsdanskeres mulighed for at tage deres familie med til Danmark.

Med lovforslaget foreslås det at etablere en ny opholdsordning, der giver hjemvendende udlandsdanskere adgang til at tage familien med til Danmark på samme vilkår og under samme betingelser, som gælder for udenlandske arbejdstagere.

Det foreslås endvidere at justere sprogkravet, der som udgangspunkt stilles til herboende i forbindelse med en ansøgning om ægtefællesammenføring, således at kravet også vil blive anset for opfyldt, hvis den herboende i mindst 5 år i løbet af sit arbejdsliv har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, der i væsentlig grad har medført kommunikation på dansk.

I tilknytning hertil foreslås det at udvide den personkreds, der kan gå op til en danskprøve, således at også danske statsborgere kan tage en danskprøve efter danskuddannelsesloven.

Det foreslås endvidere at halvere det beløb, der som udgangspunkt skal stilles økonomisk sikkerhed for i forbindelse med ægtefællesammenføring, således at den herboende fremover skal stille økonomisk sikkerhed for 57.000 kr. i stedet for ca. 114.000 kr. (i 2024-niveau).

Videre foreslås det at etablere en lukket opgavebank for danskprøver, således at prøverne kan genanvendes.

Det foreslås også, at en udlænding ikke skal kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen er sigtet eller tiltalt for kriminalitet og risikerer straf omfattet af de gældende vandelskrav.

Det samme foreslås i forhold til de såkaldte overførte betingelser, der gælder i visse ægtefællesammenføringssager.

Endelig foreslås det at forenkle bemyndigelsesbestemmelsen om boligkravslisten for ægtefællesammenføring, således at bekendtgørelsen ikke skal udstedes hvert år, men i stedet indeholde en henvisning til den liste over udsatte boligområder, der offentliggøres på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside årligt.

Dette vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2024.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →