Legislator Case Law & Legislation
20231XX00597 DK

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2024) - L 131

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2023 L 131 Valid

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2024)

SF.L#LOKDOK28 2023 L 131 Valid

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Forlængelse af de udvidede frihedsgrader om afkortning af skoleugens længde og målsætningen om fuld kompetencedækning i skoleåret 2024/25)

(Lovforslag nr. L 131)

Lovforslaget udmønter en aftale af 17. november 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om forlængelse af de udvidede frihedsgrader på folkeskoleområdet i skoleåret 2024/25.

I indeværende og i de to foregående skoleår har kommuner og skoler midlertidig frihed til at afkorte skoleugens længde ved at konvertere al understøttende undervisning (UUV) til andre aktiviteter i undervisningen, der udløser et tilsvarende personaleforbrug, fx to-voksenordninger, undervisning i små hold eller turboforløb.

Herudover har kommunerne mulighed for at fravige målsætningen om fuld kompetencedækning.

Fuld kompetencedækning indebærer, at 95 pct. af alle timer skal varetages af en lærer med undervisningskompetence i de fag, de underviser i.

Fravigelsen af målsætningen om fuld kompetencedækning giver mulighed for, at klasserne i højere grad kan have de samme lærere i løbet af skoledagen.

De nævnte muligheder bortfalder med udgangen af skoleåret 2023/24.

Skolerne og kommunerne har i de forgangne skoleår sat stor pris på friheden til at tilrettelægge undervisningen ud fra, hvad der giver mest faglig mening for eleverne.

Der vurderes at være behov for at skabe fleksibilitet og frihed for de enkelte skoler, således at der skabes rammer til at løfte fagligheden og sikre den gode trivsel for både elever og ansatte i folkeskolen.

Med lovforslaget vil kommunerne fortsat i skoleåret 2024/25 have mulighed for at afkorte skoleugens længde med al tiden til understøttende undervisning, så det bliver muligt for skolerne at prioritere andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen, hvis skolen vurderer, at det er den rigtige løsning for at sikre klassens faglige udvikling.

Herudover vil kommunerne med lovforslaget i skoleåret 2024/25 fortsat have mulighed for at fravige kompetencedækningsmålsætningen, så skolerne kan fortsætte med at prioritere pædagogiske hensyn, f.eks. ”få-lærere-princippet”, hvor klasserne i højere grad kan have de samme lærere i løbet af skoledagen.

Lovforslaget har været sendt i offentlig høring i perioden fra den 8. december 2023 til den 19. januar 2024.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2024.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →