Skriftlig fremsættelse (3. november 2023) - L 70
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (3. november 2023)
Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om visse medietjenesteudbyderes bidrag til fremme af dansk kultur (kulturbidragsloven)
(Lovforslag nr. L 70)
Med lovforslaget ønsker regeringen at implementere dele af Medieaftale 2023-2026: Samling om frie medier og stærkt dansk indhold af 14. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti .
Med henblik på at styrke produktionen af danske indhold indføres der med lovforslaget en kulturbidragsordning, som forpligter udbydere af on demand-streamingtjenester til at bidrage til dansk indholdsproduktion samtidig med, at de tjenesteudbydere, der investerer i dansk indhold, tilgodeses.
Med den kommende kulturbidragsordningen vil alle on demand-streamingtjenester rettet mod et dansk publikum betale et fast finansielt bundbidrag på 2 pct. af deres omsætning i Danmark.
De on demand-streamingtjenester, der investerer 5 pct. eller mere af deres omsætning i Danmark i dansk indhold, vil gennem investeringen opfylde den samlede kulturbidragspligt og vil dermed ikke skulle betale yderligere bidrag.
Endelige vil de on demand-streamingtjenester, der investerer under 5 pct. af deres omsætning i Danmark i dansk indhold – i tillæg til det faste bundbidrag – skulle betale et tillægsbidrag på 3 pct., så disse tjenester i alt vil betale et finansielt kulturbidrag på 5 pct. af deres omsætning i Danmark.
Bidragselementet i den nye kulturbidragsordning vil generere et provenu, der skal gå til fremme af dansk indhold, herunder til produktion af nye danske film, serier og dokumentarer.
Loven skal træde i kraft d. 1. januar 2024 med henblik på, at kulturbidraget kan forfalde til betaling første gang i 2025 på baggrund af medietjenesteudbydernes opgørelser over den bidragspligtige omsætning i Danmark i 2024.
Med denne overgangsordning sikres det, at de omfattede medietjenesteudbydere får tilstrækkelig tid til at indrette sig på bidragspligten og indrette deres forretningsgange herefter.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.