Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023) - L 13
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023)
Justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland (National Enhed for Særlig Kriminalitets kompetence for Grønland m.v.)
(Lovforslag nr. L 13)
Regeringen ønsker i fællesskab med Naalakkersuisut at udvikle danske ansvarsområder i Grønland.
Regeringen vil sammen med Grønland arbejde for, at de danske ansvarsområder følger standarden i Danmark med respekt for de forhold og forskelle, der er mellem Danmark og Grønland.
Dertil vil regeringen løbende prioritere, at lovgivning på danske ansvarsområder opdateres.
Med afsæt i aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 blev National Enhed for Særlig Kriminalitet etableret i Danmark ved lov nr. 2601 af 28. december 2021.
Herved blev de mest specialiserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i politiet og anklagemyndigheden forenet og samlet i én enhed.
Samtidig blev der oprettet en ny statsadvokatur, Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, til bl.a. at føre tilsyn med enhedens komplekse straffesagsbehandling.
National Enhed for Særlig Kriminalitet efterforsker og strafforfølger nogle af de mest ressourcetunge og komplekse sager, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, indebærer komplekst samarbejde med udenlandske retshåndhævende myndigheder, er udført ved anvendelse af særegne metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.
Med afsæt i aftalen blev der endvidere som en integreret del af National Enhed for Særlig Kriminalitet oprettet et operativt samarbejde til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og andre kriminalitetsområder.
Samarbejdet består navnlig af politiet, tilsynsmyndigheder i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven for Danmark), jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. marts 2022, samt told- og skatteforvaltningen i Danmark.
Herudover er der mulighed for, at visse virksomheder og personer omfattet af § 1 i hvidvaskloven for Danmark kan deltage i samarbejdet.
Med henblik på at sikre at det grønlandske samfund betjenes på samme måde som i Danmark, er der behov for ændringer af retsplejelov for Grønland, således at National Enhed for Særlig Kriminalitet og det operative samarbejde kan fungere i Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslaget har således til formål at sikre, at National Enhed for Særlig Kriminalitet og det operative samarbejde får kompetence til og kan fungere i og for Grønland.
I tilknytning til lovforslaget har Justitsministeriet udarbejdet et udkast til kongelig anordning om ikrafttræden af relevante dele af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love.
Det omfatter visse konsekvensændringer i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), som sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 956 af 17. maj 2021, som ændret ved anordning nr. 2627 af 28. december 2021 og anordning nr. 920 af 26. juni 2023, samt etablering af en fast track-ordning for hvidvaskunderretninger til Hvidvasksekretariatet om større eller særligt mistænkelige transaktioner.
Endvidere foreslås det at udstrække tavshedspligten vedrørende oplysninger, som hidrører fra underretninger efter hvidvasklovens § 26, til ansatte ved alle offentlige myndigheder.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.