Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en selvbestemmelsesordning ved valg af bostøtte for borgere i hjemløshed
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Socialudvalget den 20. juni 2024
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en selvbestemmelsesordning ved valg af bostøtte for borgere i hjemløshed
[af Theresa Berg Andersen (SF) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Udvalget anerkender intentionen i beslutningsforslaget om at sikre en større grad af selvbestemmelse for borgere i hjemløshed.
Det er vigtigt at sikre borgeren en god overgang til en tilværelse i egen bolig, så borgeren kan få ordentligt fodfæste med den rette støtte og hjælp i sin nye tilværelse i egen bolig.
Udvalget bemærker, at der med vedtagelsen af lovforslag nr. L 64, Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Omlægning af indsatsen mod hjemløshed, udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v.), i 2023 er taget et første skridt for at nedbringe langvarig hjemløshed, og at kommunerne har mulighed for at give borgeren medbestemmelse i valg af bostøtte ved overgangen til egen bolig.
Med lov nr. 482 af 12. maj 2023 om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Omlægning af indsatsen mod hjemløshed, udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v.) er der med støtte fra samtlige partier indført medbestemmelse for borgeren i forhold til valg af bostøtte ved overgangen til egen bolig.
Efter de nye regler skal kommunen afdække, hvorvidt borgeren har et ønske om, at herberget skal levere dele af eller hele bostøtten efter § 85 a i serviceloven, når borgeren kommer i egen bolig.
Kommunen skal som en del af afgørelsen om bostøtte begrunde, hvis borgerens ønsker til leverandør af bostøtte ikke kan imødekommes.
Der gælder dermed i dag et følg eller forklar-princip i disse sager, uden at selvbestemmelsen er en egentlig rettighed for den enkelte borger.
Da bostøttereglerne blev drøftet i Folketinget i forbindelse med behandlingen af L 64 beregnede Social-, Bolig- og Ældreministeriet, at en model med udvidet selvbestemmelsesret for borgeren i forhold til valg af leverandør af de specialiserede støttemetoder vil medføre (varige) merudgifter.
Det blev herunder oplyst, at en ret til selvvalgt bostøtte med anvendelse af metoden Critical Time Intervention (CTI-metoden) vil medføre en merudgift på 4,6 mio. kr. årligt.
Udvalget er meget åbent over for at se på mulighederne for at udvide borgernes medbestemmelse i forhold til valg af bostøtte ved overgangen til egen bolig.
Udvalget anerkender i den forbindelse, at en anden og mere vidtgående selvbestemmelsesordning end den, der blev indført med hjemløseomlægningen i lov nr. 482, forudsætter, at konkrete merudgifter forbundet med forslaget konsolideres, og at der kan anvises varig finansiering.
Udvalget noterer sig, at realisering af forslaget kræver, at der anvises finansiering.
Udvalget er enigt om, at det i afdækningen og eventuel fastlæggelse af model er et afgørende hensyn, at kommunernes udgiftsstyring ikke svækkes.
Det kan f.eks. afdækkes, hvorvidt en national takst for tidsbegrænset bostøtte (CTI) efter § 85 a kan understøtte kommunernes udgiftsstyring.
Udvalget noterer sig, at der er nedsat et nationalt partnerskab mod hjemløshed, der skal følge de kommende års omlægning på hjemløshedsområdet, herunder samarbejdet mellem kommuner og organisationer i den enkeltes vej ud i egen bolig.
I den forbindelse følges der også op på, om borgerens ønske til leverandør af bostøtten imødekommes.
Udvalget er enige om, at der på baggrund af drøftelserne og anbefalingerne fra partnerskabet skal være en politisk drøftelse af behovet for at justere medbestemmelsesretten i forhold til valg af bostøtte ved overgangen til egen bolig.
Endelig noterer udvalget sig, at regeringen i sit regeringsgrundlag har tilkendegivet, at der skal igangsættes et spor om værdighed for de allermest udsatte i vores samfund.
Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 22. februar 2024 og var til 1. behandling den 24. april 2024.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Nanna W.
Gotfredsen
formand