II. Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en national handlingsplan med henblik på at regulere den danske bestand af sæler
Statutory Text (2 Articles)
Beretning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 15. maj 2024
Beretning
over
I.
Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en national handlingsplan med henblik på at regulere den danske bestand af mellemskarv
.
II.
Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en national handlingsplan med henblik på at regulere den danske bestand af sæler
[begge af Kristian Bøgsted (DD) m.fl.]
1.
Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti
Socialdemokratiets, Venstres, Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances, Moderaternes, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkeparis medlemmer af udvalget konstaterer, at der er mange faktorer, som presser de danske fiskebestande, og at sæl og særlig skarv i nogle områder også udgør et væsentligt pres på sårbare fiskebestande.
Partierne er derfor enige om nødvendigheden af at kigge på mulighederne for yderligere regulering.
Der foreligger allerede adaptive forvaltningsplaner for både sæl og skarv, som løbende evalueres og ajourføres i samarbejde med de nedsatte arbejdsgrupper, i takt med at der kommer ny viden og erfaring på området.
Miljøministeriet er samtidig ved at undersøge mulighederne for yderligere regulering af skarv inden for de eksisterende EU-rammer og har igangsat et nabotjek.
Partierne ser overordnet set positivt på beslutningsforslagene, men er enige om, at yderligere regulering af arterne drøftes i forbindelse med de kommende forhandlinger om Fiskerikommissionens anbefalinger, idet kommissionen også anbefaler yderligere regulering.
Partierne er derudover enige i, at en forbedring af tilstanden for de danske fiskebestande også kræver indsatser på andre områder.
Radikale Venstre
Radikale Venstres medlem af udvalget tilslutter sig flertallets indstilling, idet Radikale Venstre samtidig konstaterer, at det største pres på de danske fiskebestande i dag kommer fra udledning af kvælstof fra landbrug og spildevand samt overfiskeri i flere danske farvande.
RV finder det samtidig vigtigt, at en mere vidtgående regulering af skarv og sæl sker med udgangspunkt i ønsket om en samlet større biodiversitet, der både omfatter de forskellige fiskearter, havenes øvrige fauna og planter samt pattedyr og fugle som sæl og skarv.
Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.
2.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslagene blev fremsat den 21. februar 2024 og var til 1. behandling den 4. april 2024.
Beslutningsforslagene blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagenes sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslagene og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslagene på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslagene.
P.u.v.
Hans Kristian Skibby,
formand