Forslag til folketingsbeslutning om gennedsættelse af Kommissionen for den glemte kvindekamp
Statutory Text (4 Articles)
Fremsat den 25. januar 2024 af Susie Jessen (DD), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Peter Skaarup (DD), Hans Kristian Skibby (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om gennedsættelse af Kommissionen for den glemte kvindekamp
Bemærkninger til forslaget
Skriftlig fremsættelse
Susie Jessen (DD)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om gennedsættelse af Kommissionen for den glemte kvindekamp.
(Beslutningsforslag nr. B 105)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2024 at gennedsætte Kommissionen for den glemte kvindekamp.
Desuden opfordres regeringen til at indkalde Folketingets partier til politiske drøftelser efter kommissionens afrapportering.
Kommissionen for den glemte kvindekamp
Den daværende socialdemokratiske regering nedsatte i begyndelsen af 2022 Kommissionen for den glemte kvindekamp.
Kommissionen skulle komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan sikre, at kvinder med minoritetsbaggrund kan nyde samme rettigheder og frihed som andre danske kvinder.
Kommissionen havde særlig til formål at undersøge, hvordan man kan undgå negativ social kontrol af piger og kvinder i indvandrermiljøer (»Den glemte kvindekamp: Kommission skal udfordre æreskulturen«, uim.dk, den 28. januar 2022).
I august 2022 fremlagde kommissionen sine første anbefalinger.
Det var meningen, at kommissionen efterfølgende skulle afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2023, hvor den skulle fremlægge sine endelige anbefalinger (»Kommissionen for den glemte kvindekamp offentliggør deres første anbefalinger«, denglemtekvindekamp.dk, den 24. august 2022).
Men siden valgudskrivelsen i oktober 2022 har kommissionens arbejde ligget stille, og den nye regering har heller ikke taget stilling til, hvornår kommissionens arbejde skal gå i gang, jf. Udlændinge- og Integrationsudvalget, alm. del – svar på spørgsmål 63, folketingsåret 2022-23, 2. samling.
Selv om regeringen har været ved magten i over 1 år, har kommissionen ikke haft mulighed for at færdiggøre sit arbejde.
Med dette beslutningsforslag pålægges regeringen inden udgangen af 2024 at gennedsætte Kommissionen for den glemte kvindekamp.
Negativ social kontrol
I Danmark har vi store problemer med integrationen af ikkevestlige indvandrere.
En af årsagerne er, at kvinder i islamistiske miljøer er underlagt negativ social kontrol af deres mænd og øvrige netværk, der medfører, at kvinderne ikke selv må bestemme over deres liv.
De må ikke selv bestemme, om de må tage et job, hvordan de vil klæde sig, eller hvem de vil omgås.
Den negative sociale kontrol af kvinder i islamistiske miljøer er en af de største barrierer i forhold til at integrere kvinder med ikkevestlig baggrund og få dem ud på arbejdsmarkedet.
Islamisternes jerngreb på kvinder er det største ligestillingsproblem, vi har i Danmark.
På den baggrund var det positivt, da Kommissionen for den glemte kvindekamp fremlagde sine første ni anbefalinger, der skulle hjælpe unge piger fra indvandrermiljøer til at få større selvbestemmelse over deres eget liv.
De ni anbefalinger, der havde særligt fokus på at bekæmpe æresrelateret social kontrol i børnelivet, består af følgende (»Kommissionen for den glemte kvindekamp offentliggør deres første anbefalinger«, denglemtekvindekamp.dk, 24. august 2022)
Med disse ni anbefalinger fremlagde en dansk kommission for første gang en række anbefalinger til at styrke samfundets indsats mod negativ social kontrol af piger og kvinder, hvor kommissionens medlemmer hverken tog særhensyn eller var berøringsangste over for muslimske miljøer i Danmark.
Kommissionen havde primært fokus på, hvordan samfundet kunne hjælpe piger og unge kvinder i indvandrermiljøer i deres frihedskamp.
Desværre fik kommissionen ikke lov til at færdiggøre sit arbejde, og der er kun fremlagt disse første ni delanbefalinger.
Det er dybt bekymrende.
Det er et faktum, at særlig piger i muslimske miljøer ikke har de samme muligheder som deres jævnaldrende, fordi de lever under stærk social kontrol.
Det er et problem, som vi i Danmark skal turde italesætte og gøre noget ved.
Regeringen kan ikke være bekendt at skrinlægge de mange gode forslag, der allerede er kommet, og den kan ikke være bekendt at forhindre Kommissionen for den glemte kvindekamp i at færdiggøre arbejdet og lægge yderligere anbefalinger frem.
Forslagsstillerne mener, at vi skylder alle disse piger og kvinder at anerkende, at social kontrol udgør et stort problem i mange muslimske miljøer.
Vi skylder dem at finde redskaber til at bekæmpe, at mange piger og kvinder lever under tvang fra religiøse dogmer og i en patriarkalsk kultur, hvor deres brødre og mænd er mere værd end dem selv.
I et ligestillet og moderne samfund som det danske er det en decideret uskik, at der er piger og unge kvinder, der sidder bag lås og slå i ghettoerne, hvor de ikke har mulighed for at bestemme over deres eget liv.
Derfor mener forslagsstillerne, at Folketinget skal sende et klart signal om, at vi tager social kontrol meget alvorligt.
Med forslaget ønsker forslagsstillerne at hjælpe de mange piger og unge kvinder med anden etnisk baggrund, der ikke nyder de samme frihedsrettigheder som andre piger og unge kvinder.
Vi skal i Danmark arbejde for at finde løsninger på negativ social kontrol.
Vi skal ikke acceptere negativ social kontrol i Danmark, og derfor vil forslagsstillere pålægge regeringen inden udgangen af 2024 at gennedsætte Kommissionen for den glemte kvindekamp og samtidig indkalde Folketingets partier til politiske drøftelser efter kommissionens afrapportering, så vi kan sætte konsekvent ind over for negativ social kontrol i indvandrermiljøer i Danmark.
Finansiering
Kommissionen for den glemte kvindekamp har medført udgifter for 2,2 mio. kr., jf. Udlændinge- og Integrationsudvalget, alm. del – svar på spørgsmål 202, folketingsåret 2022-23, 2. samling.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at beløbet vil kunne findes inden for Udlændinge-og Integrationsministeriets økonomiske ramme, som er afsat på finansloven for 2024.
Samtidig vil forslagsstillerne dog gerne finde alternativ finansiering til kommissionen, såfremt dette er påkrævet.
1)
Kommunale beredskabsplaner mod æresrelateret social kontrol
2)
Bedre brug af sundhedsplejerskens adgang til minoritetsetniske familier
3)
Styrket viden om og fokus på æresrelateret social kontrol i daginstitutioner og grundskoler
4)
Kurser om moderne dansk børneopdragelse til udvalgte minoritetsetniske forældre
5)
Børnegrupper i de danske dagtilbud skal afspejle befolkningen
6)
Justering af faget kristendomskundskab for at undgå fritagelse
7)
Forbud mod brug af hovedtørklæder i grundskolen
8)
Styrkelse af seksualundervisningen i grundskolen
9)
Skærpet kontrol med muslimske friskoler