Legislator Case Law & Legislation
20222XX00371 DK

Skriftlig fremsættelse (26. april 2023) - L 113

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2022 L 113 Valid

Skriftlig fremsættelse (26. april 2023)

SF.L#LOKDOK28 2022 L 113 Valid

Skatteministeren (Jeppe Bruus)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til ejendomsskattelov

(Lovforslag nr. L 113)

I forlængelse af forliget Et nyt ejendomsvurderingssystem fra 2016 indgik den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i 2017 forliget Tryghed om boligbeskatningen (boligskatteforliget) om et nyt boligbeskatningssystem fra 2021 med det formål at sikre, at boligskatterne ikke stiger ved overgangen til og på grund af det nye ejendomsvurderingssystem.

Som følge af den daværende regerings eftersyn af skattevæsenets it-problemer i efteråret 2019 blev boligskatteomlægningen udskudt fra 2021 til 2024.

I 2020 indgik forligspartierne bag bogligskatteforliget aftalen Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen (kompensationsaftalen), som indebar tiltag, der skulle sikre, at udskydelsen af boligskatteomlægningen ikke ville medføre højere ejendomsskatter for ejendomsejerne frem mod 2024.

Forslaget til ejendomsskattelov skal sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love implementere de resterende dele af boligskatteforliget og kompensationsaftalen.

Dele af boligskatteforliget og kompensationsaftalen er allerede implementeret.

I forslag til ejendomsskattelov foreslås at indføre de dele af boligskatteforliget og kompensationsaftalen, der vedrører

- Lavere satser for ejendomsværdiskat og grundskyld.

- Loft over satser for grundskyld og dækningsafgift til og med 2028.

- En rabatordning, hvorefter boligejere, der har overtaget deres bolig inden 2024 tildeles en skatterabat, hvis boligejeren skal betale mere i boligskat ved overgangen til de nye regler, end hvis de gældende regler blev videreført til og med 2024.

- En permanent indefrysningsordning, hvorefter boligejere kan tilvælge, at samlede stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld bliver indefrosset som et lån.

- En moderniseret stigningsbegrænsningsordning, hvorefter større stigninger i grundskyld af erhvervsejendomme m.v. indfases over tid.

- Statens overtagelse af opkrævning af grundskyld og dækningsafgift fra kommunerne.

Med forslag til ejendomsskattelov foreslås derudover at modernisere reglerne på ejendomsbeskatningsområdet ved at gennem- og sammenskrive gældende love på området.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2023 og skal have virkning fra og med den 1. januar 2024.

Den sene fremsættelse af lovforslaget og det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love skyldes, at arbejdet med udformningen af lovforslagene har være mere komplekst og tidskrævende end forventet.

Det er endvidere afgørende, at lovforslagene fremsættes i denne samling med henblik på ikrafttrædelse omkring den 1. juli 2023, hvilket bl.a. skyldes, at implementeringen af det nye boligbeskatningssystem kræver en række komplekse og omfattende systemtilpasninger, som ikke vil kunne håndteres, hvis administrationsgrundlaget ikke er tilvejebragt senest den 1. juni 2023.

Hvis lovforslagene vedtages senere, vil det således medføre, at omlægningen af boligbeskatningen den 1. januar 2024 må udskydes.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings (hurtige og) velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →