Legislator Case Law & Legislation
20222XX00164 DK

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2023) - L 61

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2022 L 61 Valid

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2023)

SF.L#LOKDOK28 2022 L 61 Valid

Skatteministeren (Jeppe Bruus)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om et ind­komst­register, opkrævningsloven og skatte­ind­beret­nings­loven (Sanktionstiltag omfattet af tredje etape af reform af skattekontrollen)

(Lovforslag nr. L 61)

Lovforslaget er en del af reformen af skattekontrollen og bygger videre på de seneste års omfattende arbejde med at genopbygge skattevæsenet.

Det er en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af det danske velfærdssystem, at virksomheder betaler de skatter, som de er pligtige til.

Når skatter ikke betales, udhules finansieringen af de velfærdsydelser, alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan lide et knæk.

Det er derfor helt centralt, at Skatteforvaltningen har effektive og tidssvarende kontrolværktøjer.

Det gælder også, hvor virksomheder ikke overholder de indberetningspligter, som skattesystemet bygger på, og især hvor virksomheder ved fx stråmandskonstruktioner bevidst unddrager sig skat.

Lovforslaget udmønter dele af »Aftale om en styrket skattekontrol – etape 3«, som blev indgået den 9. december 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.

Der foreslås fire tiltag, der skal indføre hårdere sanktioner som led styrkelsen af skattekontrollen.

Det første initiativ skal sikre, at tvangsbøder til banker og andre lignende indberetningspligtige er effektive uanset virksomhedens økonomiske størrelse, og at tvangsbødernes størrelse gøres mere gennemsigtige for virksomhederne.

Det andet initiativ skal sikre, at virksomheder, der har fået inddraget deres registrering for skatter eller afgifter m.v. hos Skatteforvaltningen på grund af manglende angivelser eller indberetninger, ikke kan genregistreres, medmindre de pågældende angivelser eller indberetninger indgives.

Det tredje initiativ skal udvide reglerne om ledelsens hæftelsesansvar, så ledelsesmedlemmer i virksomheder, der er ophørt, under visse betingelser skal kunne pålægges at hæfte for skatter og afgifter m.v., der ikke er blevet indberettet de seneste to år forud for virksomhedens ophør.

Det fjerde initiativ skal sikre, at virksomheder, der forsætlig eller groft uagtsomt fx har anvendt en stråmand eller oplyst en forkert virksomhedsadresse, skal kunne få inddraget eller nægtet deres registrering for skatter og afgifter m.v.

Det foreslås, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →