Legislator Case Law & Legislation
20222BB00074 DK

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre bedstes første sygedag

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

BSF B#LOKDOK41 2022 74 Valid

Fremsat den 15. marts 2023 af Nick Zimmermann (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Mette Thiesen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at indføre bedstes første sygedag

Bemærkninger til forslaget

Skriftlig fremsættelse

Nick Zimmermann (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre bedstes første sygedag.

(Beslutningsforslag nr. B 74)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

BSF B#LOKDOK41 2022 74 Valid

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår at udarbejde et kommissorium og indkalde til trepartsforhandlinger om indførslen af bedstes første sygedag, hvormed nære familiemedlemmer tildeles rettigheder svarende til forældres ret til barns første sygedag, som eksempelvis kan bruges til at tage ens ældre mor eller far med til lægen eller på hospitalet.

Kommissoriet for trepartsforhandlingerne skal udarbejdes i fællesskab mellem regeringen og de af Folketingets partier, der kan tilslutte sig nærværende beslutningsforslag.

BSF B#LOKDOK41 2022 74 Valid

På baggrund af et EU-direktiv blev L 172 forslag til lov om ændring af lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love vedtaget i juni måned 2022.

Det betød bl.a., at lønmodtagere fik ret til omsorgsorlov i op til 5 arbejdsdage om året.

Der er imidlertid tale om omsorgsdage uden løn og med krav om at kunne fremvise dokumentation for behovet for at holde omsorgsdagen.

Omvendt har man som forælder, som en del af en overenskomst eller en individuel ansættelsesaftale, ofte ret til at holde fri med løn på barnets første sygedag.

Forslagsstillerne mener, at omsorgsdage til familiemedlemmer eller nære relationer bør nyde samme status som barns første sygedag, det vil sige, at man som lønmodtager kan holde fri med løn.

Herudover bør ordningen være baseret på tillid, så der ikke skal være krav om dokumentation.

Retten bør gælde, når der ikke er andre, der kan hjælpe og bistå den ældre med nødvendig hjælp til behandling på sygehuset, undersøgelser ved egen læge m.v. Det kan også være i forbindelse med møder om visitation til hjemmehjælp el.lign.

Det er således forslagsstillernes opfattelse, at det er grundlæggende forkert, at man skal straffes økonomisk for at passe på sine allernærmeste, når de er syge og har brug for hjælp.

Samtidig er det velkendt, at der er mangel på personale i plejesektoren.

Derfor er der også behov for tiltag, der giver familierne bedre muligheder for selv at hjælpe med at tage sig af sine allernærmeste.

Forslagsstillerne finder det helt naturligt, at man, ligesom man føler et stort ansvar for, at ens børn har det godt, også føler et ansvar for sine forældre og bedsteforældre, når de svækkes og bliver ældre.

Det mener vi som forslagsstillere at vi som samfund skal have respekt for.

Vi skal kunne passe godt på vores forældre og bedsteforældre, og det bør være en selvfølge, at man som nær familie har mulighed for at hjælpe.

Det er således forslagsstillernes opfattelse, at familien er samfundets kerne.

Derfor bør vi gøre, hvad vi kan for at styrke den og for at give den plads, muligheder og rettigheder.

Med den demografiske udvikling, vi som samfund ser ind i med mange flere børn og ældre, er det også en nødvendighed.

For at skabe tryghed for familierne foreslås det derfor, at der sikres en ret til, at man som lønmodtager uden bekymring kan smide, hvad man har i hænderne, for f.eks. at hjælpe en forælder eller bedsteforælder, der har behov for hjælp.

Forslagsstillerne har imidlertid stor respekt for den danske model.

Da der vil være tale om overenskomstbelagte ændringer i løn- og ansættelsesvilkår, skal en model for bedstes første sygedag naturligvis også besluttes mellem arbejdsmarkedets parter.

Derfor foreslås det mere konkret, at regeringen skal tage initiativ til at indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om at indføre bedstes første sygedag.

Bedstes første sygedag skal give rettigheder svarende til det, mange allerede har på barnets første sygedag, herunder løn.

Herudover bør en model bygges på tillid, således at der ikke er krav om dokumentation, når man er nødsaget til eksempelvis at tage sin ældre mor med på sygehuset eller til lægen.

Videre foreslås det, at kommissoriet for trepartsforhandlingerne fastlægges mellem regeringen og de partier, der kan tilslutte sig nærværende beslutningsforslag.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af forslaget afhænger af den konkrete udmøntning af en model mellem arbejdsmarkedets parter.

Partier, der kan tilslutte sig forslaget, forpligter sig til at tilvejebringe en eventuel nødvendig finansiering.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →