Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2022) - L 43
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2022)
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Rasmus Prehn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
(Lovforslag nr. L 43)
Formålet med lovforslaget er at samle lovgrundlaget til supplering af Den Europæiske Unions forordninger om den fælles landbrugspolitik m.v. i Danmark i én lov.
Det foreslås, at den nye hovedlov udformes som en bemyndigelseslov med henblik på, at der vil kunne fastsættes supplerende regler om administrationen af forordningsgrundlaget for den fælles landbrugspolitik m.v., herunder i nødvendigt omfang også de gennemførelsesretsakter, der udstedes i medfør af forordningerne.
Forordningsgrundlaget om støtte, som ydes af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) til ordninger beskrevet i en strategisk plan for programperioden 2023-2027, finder anvendelse fra den 1. januar 2023.
Som bemyndigelseslov vil ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og indenrigs- og boligministeren inden for deres respektive områder kunne fastsætte regler om konkrete støtteordninger afhængig af udformningen af forordningsgrundlaget for den fælles landbrugspolitik m.v. og af de nationale politiske valg, der træffes i forbindelse med fastsættelsen af sådanne støtteordninger.
Med udformningen af loven som en bemyndigelseslov tilgodeses endvidere muligheden for at tilpasse dansk ret til ændringer af den fælles landbrugspolitik ved senere reformer inden for rammerne af Den Europæiske Unions nuværende fælles landbrugspolitik.
Lovforslaget bemyndiger endvidere ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og indenrigs- og boligministeren til inden for deres respektive områder at fastsætte regler om støtte til landbrugs- og skovbrugssektoren og til landdistrikter, som er omfattet af artikel 107-109 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).
Endvidere skal lovforslaget sikre hjemmel til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan gennemføre projekter vedrørende udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, de såkaldte klima-lavbundsprojekter.
Med lovforslaget sikres hjemmel til udmøntning af ”Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug” af den 4. oktober 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
På samme måde vil lovforslaget kunne bidrage til udmøntningen af fremtidige aftaler om landbrugspolitikken.
Med lovforslaget foreslås en forenkling af lovgivningsstrukturen på området, hvorefter den danske regulering, der skal sikre grundlaget for administrationen af den fælles landbrugspolitik, samles i én ny hovedlov.
Lovforslaget skal således erstatte dele af landbrugsstøtteloven, lov om landdistriktsfonden og dele af lov om skove.
Samtidig medfører lovforslaget behov for ændringer af lov om drift af landbrugsjorder, lov om fødevarer, lov om planter og plantesundhed m.v., lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet og lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2023, og da der er tale om erhvervsrettet lovgivning, ønskes den vedtaget senest fire uger før den 1. januar.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.