Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022) - L 26
Statutory Text (2 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2022)
Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Indskrænkning af retten til at drive virksomhed i visse tilfælde ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge og ophævelse af muligheden for forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere m.v.)
(Lovforslag nr. L 26)
Med lovforslaget foreslås det, at den, som dømmes for under særligt skærpende omstændigheder at overtræde udlændingelovens regler om beskæftigelse af udlændinge, skal kunne frakendes retten til at deltage i ledelsen af den form for erhvervsvirksomhed, som pågældende udøvede på tidspunktet for overtrædelsen af udlændingeloven.
Herudover indeholder lovforslaget forslag om at lukke helt ned for den såkaldte greencardordning.
Lovforslaget indeholder således forslag om at ophæve den gældende mulighed for forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere og deres medfølgende familie med virkning fra 1. april 2024.
Det bemærkes, at forslagene blev fremsat som del af lovforslag nr. L 189 af 28. april 2022 (Indskrænkning af retten til at drive virksomhed i visse tilfælde ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge, hurtig jobstart for kandidatdimittender, prøvelse af udvisning, afskaffelse af klippekortet for selvforsørgede kursister, ophævelse af muligheden for forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere og optimering af Startup Denmark m.v.).
Lovforslag nr. L 189 af 28. april 2022 blev under behandlingen i Folketinget delt og forslagene om indskrænkning af retten til at drive virksomhed i visse tilfælde ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge og ophævelse af muligheden for forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere indeholdt i lovforslag nr. L 189 A.
L 189 A blev ved 3. behandlingen ved en fejl forkastet og genfremsættes derfor.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.