Legislator Case Law & Legislation
20211XX00737 DK

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022) - L 178

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2021 L 178 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. april 2022)

SF.L#LOKDOK28 2021 L 178 Valid

Indenrigs- og boligministeren (Kaare Dybvad Bek)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om leje af almene boliger, lov om almene boliger m.v. og retsplejeloven (Hurtigere udsættelse af lejere på grund af utryghedsskabende kriminalitet)

(Lovforslag nr. L 178)

Lovforslaget udmønter den del af regeringens initiativ ”Tryghed for alle danskere”, der blev præsenteret den 8. oktober 2020, som handler om, at der skal kunne ske en hurtigere udsættelse af kriminelle i almene lejeboliger.

Baggrunden for initiativet er, at der har været set eksempler på, hvordan kriminelle familier gennem interne opgør og øvrig utryghedsskabende kriminalitet har gjort hverdagen utryg for mange andre beboere i området.

Almene boligorganisationer har følt sig magtesløse og efterspurgt yderligere værktøjer, så de groft kriminelle hurtigere kan blive sat ud.

Det foreslås for det første, at der kan ske ophævelse af en lejeaftale, når en lejer eller et medlem af dennes husstand er idømt ubetinget fængsel m.v. for grov utryghedsskabende kriminalitet i nærområdet.

Ophævelse kan ske, selv om straffedommen ikke er endelig, medmindre dette vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser.

Ændres dommen senere, så der ikke er grundlag for at ophæve lejeaftalen, skal udlejeren betale erstatning til lejeren og tilbyde genhusning.

For det andet foreslås det, at udlejer allerede under en verserende straffesag skal kunne anmode om, at retten i umiddelbar forlængelse af straffedommen oversender sagen til fogedretten med henblik på iværksættelse af en udsættelsesforretning mod lejeren.

For det tredje foreslås det, at fogedretten som udgangspunkt vil skulle tillade den bevisførelse, som er nødvendig for, at fogedretten kan afgøre, om ophævelse af en lejeaftale på grund af utryghedsskabende kriminalitet i nærområdet er berettiget.

Lovforslaget indeholder både ændringer i boliglovgivningen og i retsplejeloven, hvorfor lovforslaget er udarbejdet i samarbejde med Justitsministeriet.

Den sene fremsættelse af lovforslaget er begrundet i, at lovforslaget indeholder komplekse problemstillinger, som det har taget tid at finde hensigtsmæssige og holdbare løsninger på.

Da lovforslaget er prioriteret politisk, og da fremsættelsen allerede tidligere er blevet udskudt fra folketingsåret 2020-21 til 2021-22, vurderes det vigtigt, at lovforslaget fremsættes og vedtages i dette folketingsår.

De foreslåede ændringer foreslås at træde i kraft den 1. juli 2022.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →